festivalanmeldelse
02. feb. 2025 | 23:33

Atropia

Foto | Gunther Campine

Fayruz (Alia Shawkat) strækker mundtøjet, så hun er parat til at udskamme de amerikanske rekrutter, der øver krig i en støvet filmlandsby i ørkenen.

Årets Sundance-vinder er en løssluppen krigssatire, der spidder amerikansk neoimperialisme ti år for sent, men underholder med skarpt spil og velobserverede absurditeter.

Af Niels Jakob Kyhl Jørgensen

Året er 2006. Irak-krigen raser, og Fayruz’ drømme om at bryde igennem til Hollywood er strandet i en falsk landsby i Mojave-ørkenen mellem Hollywood og Las Vegas. 

Her leger friske rekrutter krig sammen med civile skuespillere, der ikke har bedre roller på bedding. Det er en tør og tarvelig tjans, som udføres inden for rammerne af militærets og filmindustriens absurditetskultur, med teaterblod, offentlig ydmygelse og attrapbomber, der sjældent eksploderer, som de skal. 

Af og til må hele foretagendet afblæses, fordi en udrydningstruet, californisk ørkenskildpadde slentrer dovent ind i kulissen. 

Omtrent sådan lyder præmissen for Hailey Gates’ Atropia, der fredag vandt juryens hovedpris for bedste amerikanske fiktionsfilm på Sundance-festivalen. 

Det er en klasseproduktion på flere punkter med Luca Guadagnino (Challengers) som producer og Channing Tatum i en cameo-optræden som en selvfed successkuespiller. Tatum tager med på en oplever i landsbyen og ender med at dyste skabagtigt på dødssmerte med Fayruz, da begge deres karakterer bliver dræbt under en øvelse. 

Mest af alt er Atropia fjollekomik efter M*A*S*H-skabelonen, hvor en parade af sjove idéer og veloplagte skuespillere gør det ud for en involverende historie. 

Der er ellers gode ansatser. 

Fayruz (Alia Shawkat) har familie i Irak, og hendes samvittighedskvaler over at hjælpe amerikanerne bliver sat på spidsen, da hun indleder en flirt med en krigskynisk veteran (Callum Turner), der også ser det nytteløse i konflikten. 

Han har lært sig arabisk, respekterer kulturen og er utålmodig efter at blive sendt tilbage. Indtil da deltager han i krigslegene i skurkerollen som oprørsleder med partisantørklæde. 

De er et ret umage par, og screwball-spydighederne fyger frækt mellem de to. Man tror på deres gnist, selv om instruktør og forfatter Hailey Gates har for travlt med alle mulige komiske svinkeærinder til at give deres flirt en tungere klangbund. 

Hun er mere interesseret i at spidde amerikanernes hykleri og ureflekterede neokolonialisme. Ingen i gruppen af purunge soldaterrekrutter ved mere om, hvorfor Irak skal invaderes, end at det har noget med frihed at gøre. 

Racismen ligger lige for. 

Landsbykulissen gør det ud for det fiktive land Atropia, der kulturforvirret blander afghanske huler med irakiske markedspladser. Hvis soldaterne presser de californiske statister for meget, slår de fra gebrokkent filmarabisk over i formfuldendte, mexicanske eder. 

Alia Shawkat spiller med samme ironiske overbærenhed, hun har varieret siden gennembrudsrollen i kultserien Arrested Development. Hun har længe været lidt af et hemmeligt våben i amerikanske indiefilm – som Jeremy Saulniers Green Room, Sophie Hydes Animals, Kelly Reichardts First Cow og særligt Ethan Hawkes Blaze. Og hun bærer Atropia med naturlig, trodsig karisma. 

Fayruz forsøger at spille sine kort rigtigt og lave auditionbånd, mens hun vralter omkring med en hemmelig mave og brokker sig til sine medskuespillere. Også englænderen Callum Turner er godt castet som den amerikanske soldat, der ser lige gennem hende og har samme distancerede forhold til deres opgave i en afsondret osteklokke af halvhjertet krigspropaganda. 

Hailey Gates har tydeligvis brugt lang tid på at researche filmen, og hun genskaber den virkelige landsby med sans for de gakkede detaljer, man ikke stiller spørgsmålstegn ved i militæret. 

Som en instruktionsvideo, hvor Chloë Sevigny i en officerrolle opfordrer soldaterne til at fostre samarbejdsvilje hos civilbefolkningen ved at skabe problemer, som kun de kan løse. For eksempel at sabotere deres elektricitetsforsyning! 

Man er godt underholdt undervejs, men filmen savner noget af den kant, der gjorde en krigssatire som M*A*S*H så potent. Den foregik måske nok under Korea-krigen, men den var gennemstrømmet af vrede over Vietnam-krigens meningsløshed. 

Krigen mod terror og invasionen af Irak har tidligere været taget under kærlig-komisk behandling i film som Four Lions og The Thick of It, eller for den sags skyld de amerikanske satirefilm The Men Who Stare at Goats og War Dogs

De talte alle til tiden på en måde, som Atropia ikke gør. 

Lige siden Obamas sidste præsidentperiode har amerikansk imperialisme været i tilbagegang, og selv om en afsluttende tekst forklarer, at militærets øvelandsbyer i dag har skilte på russisk, kan man ikke lade være at tænke, at filmen har forpasset tidsånden. 

Men hvem ved. Måske står skiltene skrevet på grønlandsk, når Atropia lander i biograferne.

Kommentarer

Titel:
Atropia

Land:
USA

År:
2025

Instruktør:
Hailey Gates

Manuskript:
Hailey Gates

Medvirkende:
Alia Shawkat, Chloe East, Channing Tatum

Spilletid:
104 minutter

Premiere:
25. januar på Sundance-festivalen

Niels Jakob Kyhl Jørgensen

Filmmagasinet Ekkos udsendte på Sundance-festivalen i Utah.

Assisterende redaktør for Ekko.

Sundance blev grundlagt i 1978 og er den største independent-festival i USA.

Som eneste danske medie dækker Ekko festivalen.

Løber fra 23 januar til 2. februar.

© Filmmagasinet Ekko