Serieanmeldelse
22. sep. 2020 | 15:10

Babylon Berlin – sæson 3

Foto | Frédéric Batier
Der er skruet op for dekadencen i det farverige festliv i den tyske mellemkrigstid, men bag hedonismen lurer uendeligt stor ondskab.

Ny sæson af tysk seriesensation om mellemkrigstiden nærmer sig elendighedens monotoni, men byder stadig på smukt visualiseret drama og nervepirrende uhygge.

Af Peter Schepelern

Babylon Berlin fik en begejstret modtagelse i 2017. Serien bød på et magisk tidsbillede fra Weimarrepublikkens Berlin med fuldt tryk på djævelske konspirationer, højreorienterede kupmagere og seksuelle udskejelser i det hektiske natteliv.

I 1929 kommer den tilrejsende kriminalassistent Gereon Rath på sporet af alskens snavs og forbrydelse, ikke mindst i politiets egne rækker.

Samtidig går han til hypnosebehandling hos en psykiater, fordi han kæmper med krigstraumer. Han måtte forlade sin sårede bror på slagmarken og havde samvittighedskvaler, fordi han var forelsket i brorens kone.

Første og anden sæson, der på DR blev vist samlet som otte dobbeltafsnit, havde en rigtig cliffhanger til slut, hvor det går op for vores helt, at den dubiøse psykiater faktisk er hans forsvundne bror. Meget mystisk og en af de ting, vi hungrer efter at høre nærmere om. Hypnoserammen er et af flere lån fra Lars von Trier, især fra Europa, Forbrydelsens element og Dancer in the Dark.

Den længe ventede tredje sæson kommer efter den tyske premiere tidligere i år nu endelig på DR. Serien fordrer kendskab til de foregående sæsoner (som kan genopfriskes på DRTV og HBO Nordic), ellers kan det være svært at navigere i de indviklede intriger.

Den nye sæson begynder i november 1929, hvor Wall Street-krakket sender chokbølger gennem den tyske børs, men også er en situation, som snedige typer kan udnytte til egen fordel.

Gereon er blevet politikommissær og samarbejder med den intelligente og uforfærdede Charlotte. Hun måtte tidligere supplere sit politiarbejde med lidt natlig prostitution, så familien kunne overleve. Nu er det lykkedes hende at blive kriminalassistent, men hun må kæmpe sig frem i den arrogante mandsverden.

Og i en snæver vending har hun stadig sin erfaring og sit attraktive udseende at falde tilbage på.

Serien begynder med optagelser til en pornofilm: Josef og Maria i Betlehem! I den nye sæson drejer det sig også om filmoptagelser. På filmstudierne i Neubabelsberg bliver den kvindelige stjerne dræbt af en faldende projektør. En sortklædt morder er på spil.

Seriens mest engagerende og oprivende dele gælder den fortsatte historie om den troskyldige Greta, Charlottes gode veninde (spillet af fremragende Leonie Benesch, der var lidt af en åbenbaring i Hanekes Det hvide bånd).

I de første sæsoner blev hun involveret i et politisk attentat, en rigtig grim historie, hvor hun blev brugt og misbrugt af onde kræfter, især en vis Fritz. Nu er hun fængslet og venter på sin dom. Fra sin celle er hun vidne til en halshugning i kvindefængslets gård, og spørgsmålet er, om hun også selv skal ende på skafottet.

Den nye sæson er dygtigt arbejde i seriens flot visualiserede stil. Den skuffer alligevel lidt. Kun momentvis er der den stærke fremdrift i plottet og den overdådige fortællelyst, som præger forgængerne.

Tilnærmelserne mellem den plagede Gereon og den djærve Charlotte, som gnistrer i de første sæsoner, er trods et enkelt hedt kys sat på standby. Og hovedplottet om den maskerede morder med hang til kvindelige skuespillere er ikke så interessant som de første sæsoners forrygende historie om det mystiske, russiske guldtog.

Hele den forbryderiske manipulation, der foregår på højeste plan, skaber bestemt den rette uhygge, og kampen for at komme bødlen i forkøbet er nervepirrende. Men tidsåndens endeløse grusomheder resulterer i elendighedens monotoni, som kan virke lidt trættende.

Og så er der det indbyggede problem i serier med en historisk baggrund, at vi ser epoken i bagklogskabens perspektiv. Der er ingen forløsning.

For vi ved jo, at når 1929 er overstået, har Tyskland stadig femten grumme år i vente. Vi ved, at med Weimarrepublikkens undergang er vejen beredt for: Der Untergang.

Trailer: Babylon Berlin – sæson 3

Kommentarer

Titel:
Babylon Berlin

Sæson:
3

Land:
Tyskland

År:
2020

Serieskaber:
Tom Tykwer, Achim von Borries, Henk Handloegten

Medvirkende:
Volker Bruch, Liv Lisa Fries, Leonie Benesch

Spilletid:
Seks afsnit af cirka 90 minutter

Anmeldelse:
Seks afsnit

Premiere:
28. september på DR2 og DRTV

© Filmmagasinet Ekko