Ben’Imana

Ben’Imana – Guds børn – er titlen på vinderen af den prestigefyldte debutantpris Camera d’Or ved årets Cannes-festival. Filmen handler om Guds børns ugerninger og om menneskers forsøg på at håndtere nogle af de mest grundlæggende og ubærlige dilemmaer, vi kan blive stillet overfor. 

Det er en film om folkedrab, voldtægt og – ikke mindst – forsoning. Den er instrueret af den 38-årige rwandiske filmskaber Marie-Clémentine Dusabejambo, der med filmen debuterer som fiktionsinstruktør efter en selvlært karriere bag kameraet. 

Handlingen udspiller sig i 2012 i den lille rwandiske by Kibeho.

Landet i Afrikas hjerte er langsomt ved at komme ud af den næsten øredøvende stilhed, der fulgte efter folkedrabet på tutsierne i 1994. 

Inspireret af Sydafrikas Sandheds- og Forsoningskommission har regeringen oprettet de såkaldte gacaca-domstole – lokale græsrodsdomstole, der skal fremme både retfærdighed og forsoning.

Her skal landets omkring 60.000 fængslede, formodede gerningsmænd stå ansigt til ansigt med lokalsamfundene og holdes til ansvar for deres ugerninger. 

Vénéranda, en overlevende tutsi, er overbevist om nødvendigheden af retssagerne og organiserer derfor diskussionsmøder mellem ofre og gerningsmændenes familier. For nogle fungerer vidneudsagnene som en form for terapi, mens de for andre opleves som et forræderi. 

Gennem møderne genoplever og blotlægges de traumer, som de involverede forsøger at bearbejde på hver deres måde. Samtidig genåbnes Vénérandas egne sår, da hun opdager sin datters uventede graviditet og farens identitet. Hun tvinges dermed til at konfrontere både sine egne modsætninger og de mørkere sider af sin fortid. 

Det er den første spillefilm om folkedrabet på tutsierne i 1994, som helt undlader at vise drab og andre grusomheder. I stedet går Marie-Clémentine Dusabejambo flere lag dybere end de tusindvis af massegrave, der prægede landet i årene efter det, der regnes som historiens hurtigste folkedrab med omkring en million dræbte. 

Lykkes det?

Det synes jeg, omend det hjælper at kende sin historie om folkedrabet. Fotografen Mostafa Kashefs billeder indfanger fint snerten af den kollektive weltschmerz, der ligger som en konstant, næsten umærkelig brise mellem de grønne bjerge. Rwanda i 2012 var et andet Rwanda end i dag, hvor folkedrabet fylder langt mindre i de unges bevidsthed.

Samspillet mellem Vénéranda (Clémentine Nyirinkindi) og hendes indædt vrede søster Suzanne (Isabelle Kabano, filmens eneste professionelle skuespiller) er forrygende og tydeliggør spændingsfeltet mellem forsoningens vanskelige tilgivelse og den umiddelbare hævnlyst, som mange overlevere har stået med efter myrderierne. 

De to søstres vidt forskellige syn på gerningsmanden, hutuen Karangwa (Aime Valens Tuyisenge), der står anklaget foran folkedomstolen, slår gnister og giver et sjældent indblik i de hundredtusindvis af gacaca-sager. Rwanda behandlede næsten to millioner sager i det lokale retssystem mellem 2002 og 2012. 

Karangwa har erkendt at have dræbt Suzannes mand og tre måneder gamle baby samt deltaget i voldtægten af Suzanne. Hun ønsker ikke, at han får sin frihed igen. 

Historien om Vénérandas datters uønskede graviditet er måske lidt fortænkt. Ikke at datteren Tinas historie – spillet forrygende af endnu en amatørskuespiller (Kesia Kelly Nishimwe) – er irrelevant. 

Tina trækker folkedrabsideologien op til nutiden, da faren til barnet tydeligvis er hutu, selv om man i dagens Rwanda ikke må bruge folks etnicitet længere. Regner man efter, er Tina født otte-ni måneder efter folkedrabet og dermed et af guds børn fra en voldtægt. Så også det dilemma bliver berørt i filmen. 

Ben’Imana er Rwandas første bidrag til Cannes-festivalen. Udtagelsen er et signal om en nation, der ønsker at gøre sig gældende på alle fronter – også som filmnation. 

Filmen er bestemt værd at se, men for at få det fulde udbytte af fortællingen kan det være en fordel at sætte sig ind i folkedrabets grundlæggende historie, inden den rammer biograferne eller streamingtjenesterne.