Biografanmeldelse
16. okt. 2013 | 20:00

Betties tur

Foto | Jean-Marie Leroy
Betties tur er skrevet direkte til Catherine Deneuve, og hun er da også forrygende som falleret skønhedsdronning på roadtrip.

Skuespiller-ikonet Catherine Deneuve brillerer som kæderygende eks-skønhedsdronning, der prøver at finde mening med livet i den tredje alder.

Af Samina Jakobsen

Det er ikke til at se det, men 22. oktober fylder Catherine Deneuve 70 år.

Hun har arbejdet sammen med Buñuel, Truffaut, Polanski og Trier og har som model været Chanel No. 5’s ansigt og Yves Saint Laurents muse.

”Isdronningen,” som hun blev døbt, har været billedet på uopnåelig skønhed. Og det er også som sådan, vi starter med at se hende i Emmanuelle Bercots Betties tur: stående på stranden i et symbolsk totalskud, med ryggen til kameraet og stirrende ud over havet.

Hurtigt bliver det dog tydeligt, at Bercots pointe er at vise det modsatte billede. Filmen er skrevet specifikt til Deneuve.

Bettie (Catherine Deneuve) er i starten af 60’erne, bor sammen med sin mor og bestyrer deres fælles restaurant. Hun er enke, men har efter sin mands død haft en langvarig affære med en gift mand. Da Bettie får at vide, at manden har forladt sin kone til fordel for en yngre model, bryder hendes verden sammen.

Hun tager ud for at købe cigaretter, men ender med at fortsætte køreturen uden for- eller endemål.

Det bliver til en roadmovie, hvor tilfældige møder med almindelige mennesker danner rammen for en livsbekræftende rejse, hvor sammenstødet med skuespiller-ikonet og amatørskuespillere filmet med håndholdt kamera i landlige omgivelser giver nogle ret fantastiske scener.

Som da Bettie bliver inviteret på en cigaret hos en gammel mand, som over køkkenbordet langsomt fortæller om sin tidligere forlovede, der døde af tuberkulose og fik ham til at love, at han aldrig ville gifte sig.

Historien bliver ledsaget af ekstreme nærbilleder af hans gigtplagede hænder, der forsøger at rulle en cigaret. De opsvulmede fingre kæmper en brav kamp, imens Deneuve som den rygetrængende Bettie sidder utålmodigt over for ham og følger slagets gang.

Bettie får sin cigaret og fortsætter sin færd. Om aftenen ender hun på en livlig bar, hvor den unge charmør Marco prøver at score den aldrende skønhed. ”Jeg kan få dig i den syvende himmel,” fortæller han, mens Bettie nærmest er ved at kløjes i sin caipirinha. ”Hvad? Jeg er speciel!” siger han med ungdommelig selvsikkerhed, imens Bettie bryder sammen af grin.

Filmen dyrker kontrasten mellem ung og gammel, og den kommenterer tidens skønhedsidealer og ikke mindst Deneuves eget image og hendes håndtering af alderdommens udvendige tegn.

”Da vi havde sex, forestillede jeg mig dig som ung,” siger Marco om morgenen efter den vilde nat på baren. ”Du må have været virkelig smuk.”

Mest komisk bliver det i en scene, hvor Bettie, der i en ung alder vandt Miss Bretagne, stiller op til photoshoot med de aldrende eks-modeller. En ung, slank pige med ben i næsen dirigerer de rynkede prinsesser rundt, mens fotografen giver dem gode råd: ”Husk at løfte hovedet for at undgå dobbelthager.”

Filmen er spækket med fine momenter, men er også ujævn, særligt i anden halvdel, hvor Bettie pludselig får et formål med sin kørsel: Hun får en opringning fra sin datter, som hun ikke har set i mange år, og som spørger, om hun ikke vil køre barnebarnet Charly (Nemo Schiffmann) hen til sin farfar.

Denne pludselige målrettethed efterlader et lidt rodet indtryk af filmen, men samspillet mellem Bettie og Charly, der langsomt nærmer sig hinanden, er rammende og rørende. Og Deneuve fortryller sit publikum som den fallerede skønhedsdronning. Hun er nærværende i hver en scene og skaber en varm og barnligt naiv karakter, der samtidig bærer Deneuves karakteristiske coolness.

Trailer: Betties tur


Kommentarer

Land:
Frankrig

År:
2013

Originaltitel:
Elle s’en va

Instruktør:
Emmanuelle Bercot

Manuskript:
Emmanuelle Bercot, Jérôme Tonnerre

Medvirkende:
Catherine Deneuve, Nemo Schiffmann

Spilletid:
116 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år

Premiere:
17. oktober 2013

© Filmmagasinet Ekko