Billie Eilish – Hit Me Hard and Soft: The Tour (Live in 3D)

”Nå, hvad synes I så om koncerten?” spørger 71-årige James Cameron med sit kamera helt oppe i fjæset på to unge kvinder, dækket af tårer og snot.

De kan nærmest ikke få et ord frem, og fair nok, for der er kun gået få sekunder siden slutningen på den største oplevelse i deres liv.

Billie Eilish har netop forladt scenen.

24-årige Billie Eilish Pirate Baird O’Connell har været et verdensnavn i knap ti år med adskillige store præstationer bag sig – inklusive to Oscars for sange til Barbie og No Time to Die.

I 2024 og 2025 kom hun forbi Danmark med turnéen opkaldt efter det tredje album Hit Me Hard and Soft. I Manchester havde hun i fire dage James Cameron med på slæb. Instruktøren trængte åbenbart til en pause fra evighedsprojektet om blå mænd på cgi-planeten Pandora.

Før Avatar brugte James Cameron sine tekniske evner til ikoniske værker som Titanic og Terminator 2, og med Billie Eilish – Hit Me Hard and Soft: The Tour (Live in 3D) viser han sig som en glimrende koncertfilmskaber.

Det starter episk med Billie på en stor kasse, der hæver sig over en enorm scene placeret centralt i en gigantisk arena, hvor et mylder af fans skriger deres unge hjerter ud.

Klædt i ishockeytrøje og baseballkasket rammer hun øjeblikkeligt rummet med et massivt overskud.

De fremragende musikere er gemt lidt væk nede i to grave på scenen. Og selv om korsangerne af og til kommer op og siger hej, er det tydeligt Billies show.

Skal man sammenligne med guldstandarden for koncertfilm, Jonathan Demmes Stop Making Sense med Talking Heads fra 1984, er vi langt fra bandets smittende fællesskabsfest, der spreder sig ud i rummet.

I stedet får vi en rørende intim kontakt mellem sangeren og publikum. Kameraet går tæt på både Billie og fans, der ikke fremstår som en masse, men individer, der kun ser og mærker idolet, klemt sammen med hver sin mobiltelefon hævet mod hende.

Det er uden tvivl gammelmandsagtigt at pointere, men selv for 2026 er det bemærkelsesværdigt, hvor mange telefoner der igennem hele koncerten synligt svæver i luften.

Det virker åndssvagt, at 20.000 mennesker optager den samme video, når et svinedyrt filmhold er i gange med at gøre det samme – bedre. Helt skørt bliver det, når filmen indfanger telefonskærme, der filmer salens storskærme, der endelig viser Billie.

For koncertfilmen viser virkelig stjernen fra sin bedste side. Hun synger millimeterpræcist og med en ømhed, som angiveligt var svær at høre på turnéen på grund af skrigene, men som her kan nydes til fulde.

Som performer skifter hun problemfrit persona fra usikker loner over mesterflirter til house-festabe og storslået ypperstepræst for unge med ondt i identiteten.

Det er en magtdemonstration, da hun i skrædderstilling får hele publikum til at være stille, mens hun uforstyrret laver et nænsomt vokalloop i balladen When the Party’s Over. De larmende fans adlyder uden tøven og klapper i.

Den mørke Bury a Friend og dertilhørende ildkanon er koncertens højdepunkt, men det hele lyder forrygende.

James Cameron er aldrig kommet over 3d-bølgen og insisterer på at lave koncertfilmen med teknologien, som holdt op med at være en dille for over ti år siden. Det gør absolut ingen forskel for oplevelsen, bortset fra når en arm fra publikum forskrækkende springer ind i synsfeltet.

Det suppleres af optagelser før og efter koncerten. For det meste er det spændende med et indblik i performeren, der gør sig klar, varmer op, lægger sin egen makeup og behandler skader. For så med et drilsk smil at klatre ned i en gearkasse og blive kørt ind under scenen før showstart – nærmest et trylletrick.

Billie Eilish er også krediteret som medinstruktør, og tidligt får vi smagsprøver på, hvordan hun deltager aktivt i de filmiske valg, primært med hensyn til sceneshowet.

Hun fremstår bragende kompetent, men det er også lidt akavet, at Eilish er medinstruktør, når vi undervejs skal høre på adskillige interviews med fans, der hylder hende som verdens frelser.

I filmens svageste del bliver stjernen selv interviewet. Al den snak afbryder showets flow, og Cameron får ikke meget ud af sine spørgsmål.

Han kommer tættere på hende med indirekte metoder, som da hans kamera indfanger Eilish’ særlige behov for kærlighed. Hun begraver sig i hunde, som er fragtet hen til hende før showet, og under koncerten bader hun sig på samme måde i aggressivt kærlige fan-arme.

Men vi behøver ikke forstå Billie Eilish’ psyke for at blive berørt af hende. Koncerten er i sig selv en rørende blanding af kolossale følelser og dyb intimitet.