Bucking Fastard

Werner Herzogs film starter med en tilegnelse, der fik Venedig-salen til at bryde ud i applaus: ”For David Lynch.” 

En rørende gestus, for selv om filmen er så rundet af den bayerske filmkrigers etos og excentriciteter, som man kunne ønske sig, er det også en behageligt bizar fortælling om kærlighed og besættelse, som den amerikanske surrealist uden tvivl ville have sat pris på. 

Det er en aparte fortælling motiveret af følelsesmæssig snarere end narrativ logik. Filmen foregår i et smaragdgrønt Irland lidt til venstre for virkeligheden, hvor søstrene Kate og Rooney Mara spiller søstrene Jean og Joanie Holbrook, der ikke bare er to alen af ét stykke, men to halvdele af samme hjerne. 

Historien starter som et retssalsdrama, hvor søstrene er i defensiven. De er nemlig blevet så dobbeltforgabte i deres nabo – en limousinechauffør spillet med irsk accent og dårlige manerer af start-00’ernes hjerteknuser Orlando Bloom – at de begyndte at chikanere ham, da han efter en kort, slibrig affære giftede sig med en anden. 

Meget er inspireret af virkeligheden. 

De enæggede Chaplin-tvillinger Greta og Freda blev mediesensationer i 1980’erne, da de gjorde omtrent det samme. Og ganske som i virkeligheden får søstrene hjælp af en ældre velgører, Mr. Westmoreland, der fører dem bort fra deres usunde omstændigheder og lader dem bo gratis i sit hjem på landet i Irland.

Men omverdenen har fået øjnene op for det iøjnefaldende søskendepar. De bliver standset på gaden for at tage selfies og beluret fra taget af en nabo. Werner Herzog må have set tv-filmene A Pair of One og The Twins, der skildrer Greta og Fredas unheimlich-tendens til at tale, tænke, handle og elske fuldkommen synkront. 

Han digter videre på det autentiske forlæg ved at indlemme søstrene i sit berømmede repertoire af verdensfjerne, forbistrede drømmere: Aguirre – den gale erobrer, Timothy Treadwell i Grizzly Man og elefantentusiasten Tim Boyes fra sidste års Ghost Elephants, der som Bucking Fastard havde verdenspremiere i Venedig. 

I den forbindelse – og i anledning af sin æres-Guldløve – fortalte Werner Herzog, at han skrev manuskriptet til Bucking Fastard på kun fem dage. Når man ser det færdige produkt, kunne man godt have ønsket sig en lidt længere udklækningstid. Filmen stritter i flere retninger, end den forløser. 

Visse indfald føles som en kæk ironiseren over den meme-venlige personlighedskult, som Werner Herzog dels har skabt omkring sig, dels er blevet offer for. 

Hans berømmede had til høns får et nik med på vejen, da søstrene tidligt i filmen forsøger at tanke en glasflaske med benzin (ild giver opmærksomhed) og får hjælp af medlemmer af motorcykelbanden Kilkarney Chicken Chokers. 

Senere, da søstrene søger tilflugt hos en enketante i landlige Sligo, bliver de besat af en lokal skrøne om en ufærdig tunnel i en grotte. Og de sætter sig for med hammer og mejsel at grave sig hele vejen til Orkney-øerne. 

”Alle bør grave en tunnel gennem et bjerg,” forklarer de, en parafrase over Herzogs berømte mantra, inspireret af klassikeren Fitzcarraldo, om at alle bør slæbe et skib over et bjerg. 

Man skal med andre ord sætte sig et umuligt projekt og forfølge det i jagten på poetisk sandhed. Og den jagter Werner Herzog stadig ufortrødent. 

Det er ikke svært at se, hvorfor han takkede nej til en Cannes-premiere for i stedet at dyste i hovedkonkurrencen i Venedig.

Målt på æstetik alene er Bucking Fastard et vildt knopskyd fra den 83-årige auteur. 

Lange optagelser af fotograf Peter Zeitlingers nærmest søsygefremkaldende koøjekamera vækker mindelser om Terrence Malicks frigjorte filmpoesi i The Thin Red Line og The Tree of Life. 

Og komponist Ernst Reijsegers geniale underlægningsmusik, med uterlige og henførende strygere og blæsere, løber som en samlende rød tråd gennem alle Herzogs strøtanker. 

Vigtigst af alt er Holbrook-søstrene de mest slående filmdobbeltgængere siden Jeremy Irons sygeligt sammensmeltede tvillinger i David Cronenbergs Dead Ringers fra 1988. 

Kate og Rooney Mara giver et fascinerende freakshow i tråd med Herzogs dæmoniske dværge i Even Dwarves Started Small og de hypnotiserede byboere i Herz auf Glas. Og det til trods for, at de hverken er tvillinger eller faktisk altid helt i synk: Kate er mere ligefrem end Rooney, og undervejs i fortællingen truer de små skel med at blive større. 

Alene ud fra sin fandenivoldske underlighed føles Bucking Fastard som en kunstnerisk opsummering fra en af filmkunstens mest konsekvente opdagelsesrejsende. 

Men også på egne præmisser og uden for kontekst er den et betagende, forjættende værk.