Biografanmeldelse
14. aug. 2013 | 20:00

Elysium

Foto | Kimberly French
Matt Damons eks-kriminelle må finde en alternativ måde at komme til rumstationen Elysium, hvor kun den priviligerede klasse får lov til at søge tilflugt fra Jordens forfald.

Manden bag District 9 leverer endnu en veldrejet science fiction-film, der er mere mainstream end gennembruddet, men stadig fuld af social indignation.

Af Mads Suldrup

Den sydafrikanske instruktør Neill Blomkamp dukkede op ud af det blå i 2009 og lavede en af de seneste års vel nok mest originale science fiction-film, District 9.

Fortællingen, hvor rumvæsener lever som udstødte i et aflukket slumområde ved Johannesburg, overraskede og imponerede med sin effektive mockumentary-indledning og bevægende tematik, der sendte et uhyggeligt, allegorisk ekko tilbage til apartheid-tiden i Sydafrika.

Nu er Blomkamp klar med sin anden film, Elysium, der er noget større i målestok, men stadig deler flere træk med District 9.

I år 2154 er jorden blevet så overbefolket og forurenet, at de mest velhavende mennesker er draget til rumstationen Elysium. I Los Angeles følger vi Max (Matt Damon), som fra barnsben har drømt om at drage til det forjættede land, der hænger i horisonten som en konstant påmindelse om en mulig, bedre tilværelse.

Med Max’ kriminelle fortid er det dog utopisk at blive borger på Elysium. Men da han bliver udsat for livsfarlig radioaktiv bestråling, som kun kan kureres på Elysiums medicin-stationer, bliver han nødt til at finde en løsning.

Han opsøger derfor sin gamle gangster-ven Spider, der indvilliger i at hjælpe Max, hvis Max til gengæld går med til at overfalde en højtstående forretningsmand. Overfaldet får dog vidtrækkende konsekvenser, da det sætter en kæp i hjulet for forsvarsminister Delacourts (Jodie Foster) planer om et kup på Elysium.

Neil Blomkamp, der også har skrevet filmens manuskript, knytter på den måde elitens storpolitiske spil sammen med kampen for liv og død på det laveste trin af den sociale rangstige, som i Elysium bogstavelig talt befinder sig i en anden verden. Ligesom District 9 er filmen fundamentalt set en fortælling om uretfærdighed, og den virker ikke fortænkt, fordi Blomkamp er en mester i at tale til publikum gennem sine detaljerede karakterer og miljøbeskrivelser.

Los Angeles anno 2154 – optaget på location i Mexico City – er så fuld af støv, bål og brand, at man næsten kommer til at hoste i biografmørket og længes efter det rene glas vand, som man ved, indbyggerne må kigge langt efter. Og med de arkitektonisk perfekte lige linjer er der akkurat så meget klinisk kølighed over rumstationen Elysium, at man væmmes ved stedet.

Matt Damons Max har ikke samme karisma som den halvskøre Wikus Van De Merwe i District 9 (med Sharlto Copley, der også er med i Elysium som forsvarsministerens lejesoldat Kruger), men det er heller ikke meningen. Elysium er mere lige til end skæve District 9, og Matt Damon med karsehår og tatoveringerer god som den klassiske amerikanske antihelt, der ud over at redde sit eget skind også skal tage sig af sin barndomskæreste Frey og hendes leukæmi-ramte datter.

Dog spiller Blomkamp så meget med virkemidlerne i relationen mellem Max og Frey – flashbacks med vaseline på linsen tilsat pompøs musik – at det skurrer i forhold til Elysiums overordnede udtryk. Man fornemmer Hollywoods negative indflydelse på instruktøren, der er bedst, når han dyrker farverige karakterer som den haltende, revolutionære gangster Spider (Wagner Moura, kendt fra Tropa de Elite), som er en blanding af Scarfaces Tony Montana og Che Guevara.

Med Elysium slår Neill Blomkamp dog fast, at han formår at lave veldrejede science fiction-film med noget på hjerte.

Trailer: Elysium

Kommentarer

Land:
USA

År:
2013

Instruktør:
Neill Blomkamp

Manuskript:
Neill Blomkamp

Medvirkende:
Matt Damon, Jodie Foster, Sharlto Copley, Alice Braga, William Fichtner, Wagner Moura

Spilletid:
109 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
15. august 2013

© Filmmagasinet Ekko