Biografanmeldelse
30. juli 2022 | 18:17

En boghandel i Paris

Foto: Rodeo Drive
Sergio Castellito spiller den vemodige og fraskilte boghandler Vincenzo, der indleder et slags forhold til den udannede, men charmerende skuespiller Yolande (Bérénice Bejo).

Ettore Scolas sidste filmværk er en romantisk fabel om et møde på tværs af sociale og kulturelle forskelle, men replikkerne er fraser forklædt som filosofi.

Af Bo Tao Michaëlis

Den italienske instruktør Ettore Scola blev berømt for at modernisere det italienske lystspil til mere socialrealistiske beskedne vilkår og nogenlunde almindelige hverdage.

Fra 1970’erne står han bag bittersøde komedier, der handler om mærkværdige mennesker, som mødes tilfældigt, og sød musik opstår.

Hans mest berømte og muligvis bedste film er En ganske særlig dag fra 1977. Den handler om dengang i 1938, hvor Hitler mødte Mussolini i Rom, og hvor synkront en venstreorienteret bøsse støder ind i en sympatisk kvinde, der er gift med en fascist.

Ømme følelser med varmt venskab opstår for en stakket stund.

Samme tema ses i det manuskript, Ettore Scola efterlod sig ved sin død i 2016, og som vennen og skuespilleren Sergio Castellito nu har sat i scene som En boghandel i Paris.

Castellito, der er noget af en kultskuespiller i Italien, har selv hovedrollen som det vemodigt midaldrende og fraskilte bogmenneske Vincenzo.

Han driver en yderst velassorteret boghandel i Paris. Samtidig passer han sin teenagerdatter, hans et og alt, der er blevet lam efter en mystisk skade, måske et selvmordsforsøg.

Hun nægter hårdnakket at spise og tale og få sin menstruation, mens farmand lever for sine bøger, som han sågar ser igennem fingre med gement bliver stjålet fra reolerne.

Han mener så såre smukt, at litteratur gør os evige, mens aktualitet dræber os.

Disse vise ord siger han til den unge skuespiller Yolande, som hyperventilerende snubler ind i hans boglade. Hun er udannet, humørsyg og illitterær. Til gengæld er hun skæg og charmerende, opfarende spontant til stede med store følelser og sentimentale floskler.

De to indleder et slags forhold mest på udvekslinger af ord og meninger på tværs af sociale og kulturelle forskelle. Den belæste og belevne bloomer-mand støder sammen med en kvindelig narcissist skabt af sociale medier og håbløse skuespillerdrømme.

Imens sker der remarkable ændringer i deres omgivelser, som selvfølgelig er befolket med glade gallere i diverse aparte aftapninger.

Det kunne være handlingen i en af franskmanden Eric Rohmers konverserende, moralsk raffinerede sædeskildringer med den ironiske skæmtsomhed, som kendetegner hans filmstil.

Men Castellito fortæller sin romantiske fabel gravalvorligt uden gnist af noget, som ligner selvironi. Til gengæld er det hele sat op som et gumptungt teaterstykke, hvor det røde tæppe går op og ned ved begyndelse og slutning.

Filmens Paris er da også kunstige kulisser krydret med levende billeder af virkelighedens metropol. Sågar optræder byens forslidte vartegn, Eiffeltårnet, i forskellige versioner og afstøbninger.

Hvorfor handlingen netop skal foregå i lysets by og så i de mest fortærskede sætstykker og skamredne klichéer, forbliver en gåde.

Flere gange minder scenerne med de meget snakkende hovedpersoner – hvor Bérénice Bejo (The Artist) som Yolande er tæt på at være eneste grund til at se filmen – om en gammeldags boulevardkomedie.

Replikkerne vil gerne være vittige, rapkæftede og ikke mindst galant elegante, men bliver for det meste til varm luft, bragesnak og fraser forklædt som filosofi.

Vincenzo taler stort set kun i litterære citater hentet fra værker af Cervantes og Calvino, Hemingway og Schopenhauer. Og Dostojevskijs melankolske minimesterværk Hvide nætter spiller en signifikant rolle som armtykke anelser om, hvordan det hele må og skal ende.

Symbolikken er vink med vognstænger og tung som et bundt blylodder. Eneste dramatiske lyspunkter er en tur i radiobilerne samt et par lussinger udvekslet mellem parret.

Folk, der mener. at livet er for kort til franske film, får deres fordom bekræftet. Men filmen er altså skabt af to italienere.

Trailer: En boghandel i Paris

Kommentarer

Titel:
En boghandel i Paris

Originaltitel:
Il materiale emotivo

Land:
Italien, Frankrig, USA

År:
2021

Instruktør:
Sergio Castellitto

Manuskript:
Ettore Scola, Sergio Castellitto, Margaret Mazzantini, Silvia Scola, Furio Scarpelli

Medvirkende:
Sergio Castellitto, Bérénice Bejo, Matilda de Angelis og Sandra Milo

Spilletid:
94 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn under 7 år

Premiere:
4. august

© Filmmagasinet Ekko