En farlig affære

To mænd mødes hver fredag i et fitnesscenter for at spille skak. Bagefter går de i bokseringen og slår løs på hinanden, inden de igen sætter sig ved skakbrættet. Det er den særlige sportsgren skakboksning.

Manden, der har fået flest tæv, søger trøst på en bar. Her sidder en underskøn kvinde, som er i gang med sin tredje gin og tonic. Da hun lidt beruset rejser sig for at tage hjem, tilbyder vores chevalereske mand at sætte sig bag rattet i hendes bil.

Undervejs kysser hun ham og giver sit telefonnummer. Han hedder Rocco og er seismolog. Hun hedder Lea og er gift med en tv-stjerne. Det berusede kys får fatale følger. Snart indleder de en affære, der fortrinsvis udspiller sig på et hotel i hastige møder og lidenskabelige stunder.

Begge lever i forholdsvis stabile og tilsyneladende lykkelige parforhold. Alligevel udvikler mødet sig til mere end stjålne kys, gnidningsløs sex og grænseløs lyst.

En farlig affære er den danske titel, men originaltitlen, Breve storia d’amore, er mere dækkende: en kort kærlighedshistorie.

Ludovica Rampoldi spillefilmdebuterer med et neddæmpet, men samtidig spidsfindigt artikuleret kammerspil om kærlighedens veje og vildveje.

Efter den tredje hemmelige sammenkomst i sengen er der ifølge den gængse definition tale om en affære. Men filmen udfordrer også forestillingen om, hvem der egentlig er offeret. Som Roccos kone, psykoterapeuten Cecilia, siger til Lea: Når man føler sig bedraget, gør man sig automatisk – og helt unødvendigt – til et offer.

Her klinger et ekko af Suzanne Brøggers gamle credo: Kærligheden kan være et mentalt fængsel snarere end en mageløs frihed. Så fri os fra den!

Trekantsdramaet viser sig at have flere vinkler end tre. Den lykkeligt gifte Rocco betragter affæren som et eksotisk og pikaresk eventyr. Allerede inden den begynder, har han på hotellet, hvor han senere mødes med Lea, iagttaget andre mænd og kvinder og deres hemmelige møder.

Lea er derimod ramt af en tristesse, der ligefrem går ud over forholdet til datteren, hun har med sin yngre, langhårede kæreste. Filmen antyder noir og andre former for farlighed, men mest som drilleri i plottet end som egentlig spænding i handlingen.

Min gode kollega Bo Green Jensen opererede med et begreb, han kaldte voksenfilm. Det er præcis, hvad En farlig affære er: hverdagsdrama på en ekstraordinær facon. Hverken feelgood eller feelbad, men inciterende og intense levende billeder indrammet af en genkendelig realisme i Rom og omegn.

Filmen har noter af både David Leans bittersøde klassiker Det korte møde (1945) og Eric Rohmers filosofiske firkantsdrama, Min nat hos Maud (1969). Men den er helt og aldeles original og blottet for Leans elegiske resignation og Rohmers kølige intellektualisme.

Der er en varme og humanisme i filmen, som uden hektiske sexscener formår at skildre en sanselig, erotisk og smertelig kærlighedshistorie. Ansatsen er umiskendeligt italiensk, men følelsernes besværlige vandring mellem troskab og tøjlesløshed er almenmenneskelig.

Det er den gamle historie om, at ånden er fri, mens kødet er villigt. Og dramaet foregår blandt den bedre middelklasses dannede, velartikulerede og livsnydende mennesker.

Pilar Fogliati er den elskovssyge Lea med elfenbenshvid hud og ravnsort hår, dragende som en elverpige. Adriano Giannini spiller hendes lidt træmandagtige elsker, der interesserer sig for jordskælv og myrer. Andrea Carpenzano er hendes ægtemand, en ung adonis med lange lokker. Særlig fremragende er Valeria Golino som Roccos psykiaterkloge og pistolskydende hustru.

Forvent ikke et dramatisk crescendo eller en lidenskabelig afslutning med gråd og tænders gnidsel. Det er en kort kærlighedshistorie, der snarere klinger ud i stille forsoning end i en patetisk fanfare.

En farlig affære er en lille, forsagt og alligevel spektakulær film, hvis indsigter og tanker lever videre længe efter, at man har forladt biografen.