Primavera

Cecilia er en sekstenårig pige, der i begyndelsen af 1700-tallet bliver anbragt af en ukendt mor på et hjem for sådanne piger i Venedig.

Her undervises unge kvinder i sang og spil og udgør et orkester, som spiller i det skjulte i kanalbyens kirker. Cecilia er en meget dygtig og talentfuld violinist, savner sin mor, men ved også, at hun som jomfru skal giftes med en adelig officer, når denne vender hjem fra krigen mod Tyrkiet.

Men så en dag ankommer en ny musiklærer. Han har før undervist her, er præsteviet og komponerer selv. Hans navn er Antonio Vivaldi, og han får snart øje på Cecilias enestående talent som stryger.

Og Cecilia lever for sin musik, mens hun går rundt sammen med andre ulykkelige i dette klaustrofobiske kloster, hvor man bærer samme kyse som de underkuede kvinder i The Handmaid’s Tale.

Samtidig komponerer Vivaldi musik med fragmenter af Forår, den første violinkoncert i hans mest berømte værk, De fire årstider. Primavera, som Forår hedder på italiensk, er også titlen på operainstruktøren Damiano Michielettos debutfilm om forholdet mellem virkelighedens Vivaldi og fiktionens Cecilia.

Det er et forhold, som i hænderne på den britiske instruktør Ken Russell, kendt for sine eksalterede komponistfilm om Mahler og Tjajkovskij, var blevet til romantisk ramasjang og erotisk melodrama. Men Michielettos film er platonisk og pæn som en nystrøget knipling, lige så sindsoprivende som at overvære musikere stemme deres instrumenter og fortalt lige så stillestående som kanalerne i det smukke Venedig en vindstille sommerdag.

Vivaldi holder sig på måtten og til podiet, mens Cecilia leder efter en udvej af sin knibe med den grove karl, hun skal giftes med. Filmen er drejet over en prisvindende roman fra 2008 af Tiziano Scarpa og vistnok i anledning af, at sidste år var 300-året for uropførelsen af De fire årstider – barokmusik, som selv hadere af klassisk musik kan nynne med på.

Vivaldis skæbne minder meget om kollegaen Mozarts. Begge vidunderbørn blev pacet frem af deres ambitiøse og musikalske fædre. De er grænseoverskridende produktive, men ender som to forarmede og miskendte i en fællesgrav i Wien, der ikke længere findes.

Men hvor Mozart aldrig blev glemt, så forsvandt Vivaldis musik efter hans død i 1741 i næsten 200 år. Således blev solokoncerterne De fire årstider først vakt til live inde i det tyvende århundrede.

Vivaldi levede som katolsk præst og dermed som ungkarl. Han tog nu og da på turné rundt i Europa, men hans liv var ikke nær så dramatisk som kollegaen Mozarts med intrigante hofsnoge og magtkampe. Historien om Vivaldi som stjerne i 1700-tallets barokmusik – og om, hvordan han siden sank ned i glemslen – kunne sagtens bære en biopic, der var både mere underholdende og mere oplysende end Primavera.

Filmen sætter sig mellem de to berømte stole.

Den ved ikke rigtigt, om den skal have fokus på komponistens meritter og trængsler. Eller om den skal være et indigneret signalement af en kvinde i en patriarkalsk tidsalder, hvor kvinder kun måtte høres som skønsang og musik. Slutningen er en sentimental fantasi, mens Vivaldi dirigerer et værk til hæder og ros. Med rulleteksterne får vi så at vide, hvad der siden hændte den ensomme komponist.

Michele Riondino gestalter sin Vivaldi som en astmahostende, småautistisk perfektionist, som hersende spiller violin med sine elever. Tecla Insolia er nydeligt underdrejet som den rebelske teenager, der hellere vil være musiker end husmor. Men filmen er for kedelig. For at bruge et begreb fra musikverdenen er der for meget sordin på fremstillingen.

Venedig er altid værd at skue, men først til sidst får vi toner af komponistens berømte forårsværk, La Primavera. Mere som en mobiltelefons ringeklokke end en helstøbt komposition.