Fagre nye kærlighed

Udtrykket ”fagre nye verden” kan spores tilbage til William Shakespeares Stormen. Her bruges det med stor ironi, fordi taleren – Prosperos uskyldige datter Miranda – ikke er klar over, hvor ondt det sted, hun taler om, egentlig er.

Man kan derfor spørge sig selv, om Shakespeare ville have bifaldet titlen, som Maria Bäck har valgt til sin anden spillefilm efter debuten Psykose i Stockholm.

Titlen Fagre nye kærlighed har et lignende humoristisk skær i lyset af, hvordan filmens syn på kærlighedsforhold og deres spilleregler udvikler sig undervejs. Den blev tidligere på måneden vist på Locarno-festivalen, mens danske publikummer må vente til 22. april 2027, hvor den får biografpremiere.

Filmen indledes i en skov, hvor en helt nøgen kvinde, Kate (Kathrine Thorborg Johansen), er ved at tage et billede af sig selv. Pludselig dukker en nøgen mand (Anders Danielsen Lie) op fra buskadset og anerkender hendes tilstedeværelse, mens han tager sit tøj på igen.

Samtidig ankommer Kates mand Orla (Simon Sears) og spørger, hvem den nøgne mand var. Hun affejer det med, at han nok har været ude at svømme i den nærliggende sø – som man jo gør i Norden – men kort efter får vi sandheden at vide.

Manden er Andreas, som Kate har en affære med, selv om hun tilsyneladende lever lykkeligt med Orla og deres unge datter Athena (Noemi Carbone Mannov).

Set fra Kates perspektiv er der ikke noget galt i det, hun gør. Hun følger blot sine egne præmisser for kærlighed.

Samtidig har hun et tilfredsstillende arbejdsliv som hypno-terapeut. Hendes instruktioner til sine patienter i voiceover tidligt i filmen fungerer som en introduktion til filmens univers, hvor Kates to verdener før eller siden må støde sammen, og det følelsesmæssige mod sættes på prøve.

Fagre nye kærlighed er en lagdelt fortælling, der i et vist omfang trækker på græsk mytologi. Den er samtidig legesyg nok til selv at gøre opmærksom på sine referencer, når det ser ud til, at filmen er ved at bukke under for egen belæsthed.

”Ikke flere myter!” siger Andreas på et tidspunkt med et skævt smil og hentyder til ophobningen af stof i filmens anden halvdel, hvor handlingen flyttes fra Danmark til den græske ø Samos.

Valget af location er vittigt, da øen var fødested for rationelle tænkere som Pythagoras og Aristarchos. Sidstnævnte foreslog som den første, at Jorden kredser om Solen og ikke omvendt. Samos var også hjemsted for Epikur – filosoffen – der mente, at et lykkeligt liv kræver, at man kan styre sit begær og leve dydigt.

Med andre ord er øen det ideelle sted at vende op og ned på Kates erfaringer med hjertets irrationelle luner.

Det gælder ikke mindst, da en ny kaosfaktor træder ind på scenen i skikkelse af Angeliki Papoulia – Yorgos Lanthimos’ tidligere muse og ligesom Danielsen Lie en erfaren skuespiller i film om menneskelige relationers finurligheder.

Ingen af skuespillerne lader dog deres tidligere roller diktere, hvor de fører karaktererne hen. De finder hver især nye sider, som de kan trække frem, efterhånden som konflikterne spidser til.

Eller så meget som det nu er muligt i en film, der frækt følger sin egen regelbog.

På overfladen afviser Kate monogamiet og omfavner en vis form for frihed. Men filmen river pludselig tæppet væk under hende, da hun indser, at hun måske ikke har tænkt det hele ordentligt igennem.

Fagre nye kærlighed er også bag kameraet en ménage à trois som co-produktion mellem Danmark, Sverige og Grækenland – endda med norske skuespillere smidt ind i den filmiske polyamori.

Resultatet er en modig skildring af kærlighedens kompleksitet, som udfordrer sine hovedpersoner – og de publikummer, der måtte dele deres idealer – til rent faktisk at stå ved det, de siger.