Annas far var geofysiker. Han fortalte hende, at der under det smukke islandske månelandskab banker et flammende hjerte.
Nu er hun selv blevet en anerkendt islandsk geofysiker med speciale i vulkaner, såkaldt vulkanologi. Pludselig går en undersøisk vulkan i udbrud og skaber røgfyldt og larmende ravage.
Flyafgange bliver aflyst, og Anna aner uråd: Det kan være begyndelsen på et større og måske forgrenet vulkanudbrud.
Men så er der turisterne, som med årene er blevet en vigtig del af Sagaøens økonomi. Nogle vil bare opleve den smukke ø i dens naturlige dvale, andre kommer for på tæt hold at se lavaen flyde fra en vulkan som den, der nu er gået i udbrud på Reykjaneshalvøen og kan true selve nationens hovedstad, Reykjavik.
Her bor Anna i den moderne del af storbyen med datteren Salka, som hun har fået med en sympatisk mand, lige så spændende som en symaskine.
Men på en turné med helikopter for at holde øje med vulkanerne anstiger en mystisk fotograf, Thomas, en forførisk fyr med den fandenivoldske elan, mange islændinge forbinder med danskere.
Først er der is imellem de to, men snart amoriner. En affære fanger an, og Anna er vitterligt forelsket. Imens flyder lavaen, mens jordskælv ryster øen.
Flammende begær er iscenesat af 37-årige, islandske Ugla Hauksdóttir, der efter en karriere som manuskriptforfatter og tv-serie-instruktør filmdebuterer med denne adaption af Sigridur Hagalín Björnsdóttirs lokale bestseller, Brandene.
Historien handler om en islandsk kvinde, der mener, at brunst kan sættes på formel, men selv bliver overmandet af en ublu lidenskab.
Rammen er hendes virke som vulkanolog, mens øens vulkaner vågner til live og truer al eksistens. Sammen med en kollega er Anna samtidig på sporet af en ny teori om, at alle vulkaner under jordoverfladen indgår i et eksplosivt netværk.
Filmen er en særegen blanding af en gængs katastrofefilm og et gammeldags kærlighedsmelodrama. Anna og Thomas’ erotiske affære får konsekvenser. Reykjavik er en lille storby, hvor sladderen flyder som menneskelig lava, og Anna må konfrontere sin husbond med de faktiske forhold i ægteskabet.
Samtidig viser filmen med meget bastant symbolik billeder af flammer fra den vulkanske undergrund. Man skal vel helt tilbage til Hollywoods guldalder for at opleve en så tung symbolik for lidenskabeligt begær.
Det ændrer ikke ved, at Flammende begær er såre smuk som øen selv.
Vigdís Hrefna Pálsdóttir er charmerende overbevisende som den kølige videnskabskvinde, der i et hedt møde med en løsagtig mand med følsomt blik og forføriske fagter lader sig rive med og træder uden for sit ægteskabs rammer af velstand og middelklasselig tryghed.
Pilou Asbæk er den danske filur, men formår at holde rollen fri af klichéen om manden, der vil nyde uden at yde. Fra begyndelsen har han bekendt kulør som en flygtig fugl uden rede, og over for kvinden bliver han en udvej fra hendes liv som evindelig arbejdsnarkoman og ensom i et vaneægteskab.
Filmen sætter sig således mellem to filmiske vulkaner. Den ene handler om en kvindes erotiske besættelse af en mand, flydende som kviksølv, den anden om en nation, der bestandig er truet af naturens katastrofale luner.
Forcen er frem for alt signalementet af Island – både den oprindelige natur med jordskælv og andre rystelser fra naturens side og den moderne nation, hvor man også bygger i brutal beton med panoramiske vinduer.
Et land, der synes at befinde sig i et vadested mellem ønsket om at værne om sin egen natur og masseturismen, hvis slid på øens skrøbelige geografi er blevet en økonomisk nødvendighed.


Kommentarer