No Rest for the Wicked

Ved middagsbordet opmuntrer Ásla sønnen Baldur til at spise op. Den normalt så madglade Baldurs tanker er dog et andet sted.

Han tænker på Helge. En dansker, der med sin ankomst vender hele den færøske landsby anno 1862 på hovedet. For indbyggerne er denne fremmede fascinerende med sine røverhistorier om steder, de lokale aldrig har besøgt.

Når hvalfangeren Helge redder den unge Baldur fra at drukne, opstår et særligt bånd mellem dem, som udvikler sig til nøgenbadning og heftig elskov i smug.

Instruktøren Kasper Kalle vandt prisen for bedste fiktion ved Ekko Shortlist Awards i 2016 for afgangsfilmen Sorte måne, som forener det overnaturlige og drifterne. Og i sin anden spillefilm efter den træge kongeromance Christian IV – den sidste rejse nøjes han ikke med simpel romantik, men lader begæret møde gyset.

De medvirkende skræmmes af mødet med homoseksualitet i 1800-tallet, hvor de færreste overhovedet har hørt om fænomenet. Og så følger der uheld og død med den fremmedes ankomst.

Jeg er selv vokset op på Færøerne, og for os i dag er det tiltrængt, at danske publikummer ser færøske mænd kysse hinanden – og opdager, at man godt må være bøsse på Færøerne.

Manuskriptet er en fri fortolkning af novellen Manor (på dansk i samlingen Matroshistorier), der blev udgivet i 1885 af Karl Heinrich Ulrichs, en tysk jurist og tidlig homorettighedsforkæmper. Han levede i en tid, hvor de færreste kendte til bøsser, og hvis de gjorde, forbandt de det med en fremmed praksis i andre lande.

Således placerer tyskeren sin fortælling langt fra hjemlandet, ligesom Helge udlever sin seksualitet i den nordatlantiske koloni. Omvendt er han færingernes eneste eksempel på homoseksualitet.

Baldurs mor Ásla opdager affæren og mener, at Helge driver sønnen til vanvid. I novellen udvikler romancen sig til en feberdrøm, mens filmen stiller skarpt på mændenes længsel og liderlighed, som gør de heteroseksuelle urolige.

Egor Venned, der med sit flotte ydre har fortid som model for Versace og Balmain, leverer en underspillet præstation som en tilbageholden yngling, der venter på at blive imponeret.

Det giver Pilou Asbæks Helge noget at arbejde for med sine knudetricks fra et liv til søs, fortællinger om udlandet og et påtrængende smil.

Bevidst indkapsler han de egenskaber, færinger forbinder med irriterende danskere. Han klager over maden, er ivrig efter at lære færøske gloser, men lægger konsekvent trykket forkert, griner påtaget og ser ned på kulturen.

Der er langt mellem den frembrusende dansker og den mere observerende færing. Men som homoseksuelle mænd i 1800-tallet har de begge sultet efter ligesindede. Derfor handler filmen i højere grad om retten til at begære end om kærlighed.

Blandt de øvrige medvirkende er lokale kendisser som Hans Tórgarð (Trom), teaterskuespilleren Kjartan Hansen (ikke at forveksle med overtegnede) og sangeren Brimheim. Scenen, hvor hun synger i en traditionel trækirke, er som at blive åndeligt transporteret til øerne.

Filmens sande fund er Sofía Nolsøe som mor Ásla. Hun er både varm og hjerteskærende, men kan på et øjeblik slå over i det spydige og barske. Hun siger mere med sin mimik, end mange skuespillere formår med hele deres væsen.

De mørklagte nattebilleder kunne være hentet direkte fra Færøernes nok mest etablerede billedkunstner Mikines’ malerier. Særligt besnærende bliver det, når tågen sætter ind, og mystiske skikkelser træder frem i den tilslørede natur – dragende, men også skrækindjagende.

Tilsat historiske anakronismer som storhvalfangsten, der først kom til øerne fra Norge 30 år efter filmens handling, tegner filmen et forsimplet billede af Færøerne, nærmest som en form for orientalisme fra forrige århundrede. Den skabte talrige smukke, men virkelighedsfjerne skildringer af Asien og Nordafrika.

Gamle bygninger og natur forvandles til et eksotisk bagtæppe, mens kameraet panorerer frem og tilbage mellem havet, klipperne og Helge, der desperat forsøger at charme sig ind på Baldur.

Det er alt sammen i dramaturgiens navn. Manglende kulturel og historisk forståelse forhindrer hverken Jim Jarmusch’ Only Lovers Left Alive eller Josef von Sternbergs klassiker Shanghai Express i at være fremragende film.

På samme måde er No Rest for the Wicked og dens fiktive ø-verden vidunderlig.