The Founder

Nej, The Founder handler ikke om grundlæggeren af McDonald’s.

Og dog.

McDonald’s-kæden startede som en burgerrestaurant i Californien, der blev drevet af brødrene Maurice og Richard McDonald.

Men det var milkshakemaskine-sælgeren Ray Kroc, som i 1954 indså, at der i brødrenes koncept – lille udvalg, lynhurtig servering – var kimen til en landsdækkende succes. Og det var Kroc, der forvandlede brødrenes gode idé til et verdensomspændende fastfood-imperium.

Dét er historien i The Founder.

Ray Kroc var fuldstændigt skrupelløs i sin behandling af brødrene, men uden ham var McDonald’s muligvis aldrig blevet den milliardsucces, vi kender i dag.

Han gjorde McDonald-navnet legendarisk, samtidig med at han fratog brødrene deres livsværk. Han købte dem ud af firmaet, han snød dem for millioner i royalties, og han omskrev sågar historien, så han selv i mange år stod som grundlæggeren af McDonald’s. Deraf filmens titel.

Michael Keaton spiller Ray Kroc som en amerikansk arketype.

Da vi møder ham, er han nærmest klichéen på den aggressive sælger – manden, der bliver ved med at følge efter sine potentielle kunder, til de enten køber eller fysisk smider ham ud. Han er veltalende, utrættelig, ustoppelig. Sin familie ser han sjældent.

Ray Kroc er sælger, men han er også en drømmer med en hel række kuldsejlede idéer bag sig.

Når han og hustruen Ethel besøger deres lidt for fine country club, griner deres venner af ham. Også da han præsenterer dem for idéen om at købe en andel i den burgerkæde, han planlægger sammen med McDonald-brødrene. Vi ved selvfølgelig, at Ray kommer til at le sidst. Men for sine rige venner er han en fantast fra en lavere klasse.

Ray Kroc har to principper. Det ene er værdien af god, amerikansk vedholdenhed. Det andet er, at ”forretning er krig”.

I dansk fiktion skildres denne type forretningsmand traditionelt negativt. De er ofte sociopater, der ofrer familien og sig selv for arbejdet. De træder andre under fode og fremstår generelt som nogle neurotiske Mads Skjern-typer, der ender i fortvivlelse.

Men The Founder er et stykke gammeldags americana, og amerikanerne har et anderledes forhold til succes.

Historien lyder som indbegrebet af den amerikanske drøm: den lille mand med den gode idé og gå-på-modet til at føre den ud i livet.

Men var det Ray Kroc, der fik idéen, eller var han en opportunistisk snylter på andres geniale påfund? Det lader The Founder stå åbent. Og Michael Keatons præstation i hovedrollen gør det ikke mere klart.

Keaton fanger både Krocs charme og hans nådesløse forretningssans. Han har evnen til at være humoristisk og intens på samme tid, og han gør Kroc til en karakter, man faktisk gerne vil købe noget af – også selv om det måske ikke er så klogt i det lange løb.

Det er en solid præstation i en film, der først og fremmest netop er solid. I birollerne er der især god støtte fra Nick Offerman og John Carroll Lynch, der giver McDonald-brødrene en lun, gennem-amerikansk værdighed.

Historien er fascinerende, skuespillerne fine. Det er ikke svært at kigge på Michael Keaton i to timer.

Men filmen har en postkort-agtig glathed, som skyldes den lidt fade instruktion af John Lee Hancock. Carter Burwells rædsomme musik hamrer hver eneste pointe og følelse hjem. Det er en uambitiøs film om en ambitiøs mand.

Til gengæld har The Founder timingen med sig.

Lidt ligesom Mike Judges Idiocracy på ti år har forvandlet sig fra en fjollet sci-fi-komedie til et stykke knivskarp politisk satire, rammer The Founder samfundsånden i disse Trump-tider.

Filmens 1950’er-setting har en retro-uskyld, hvor ting som miljøhensyn, race og globalisering ikke spiller nogen rolle. Og det er svært ikke at tænke på Donald Trump, når man ser Ray Kroc og hans blanding af merkantil hensynsløshed og folkelig charme.