Franz

Kafkask. Gådefuldt og mareridtsagtigt. Absurd og bureaukratisk. Eller en kliché, der retfærdiggør ens manglende evne eller vilje til at forstå og forklare virkeligheden, som den er. 

Franz, den prisbelønnede polske instruktør og manuskriptforfatter Agnieszka Hollands film om Kafka, Franz Kafka, flirter med klichéerne. Kafka og kvinderne. Kafka og institutionerne. Kafka og faren. Sex, skyld, ansvar, dom, straf, frelse. 

Som biopic er filmen umiddelbart ret traditionelt fortalt. Kronologisk fremdrift, klip frem og tilbage i tiden. 

Første scene: Den spinkle og mutte Franz på en stol, mens hans korpulente far falsk fløjtende klipper ham. 

Sidste scene: Kafka er død, og kameraet vender sig mod en gråhvidmeleret himmel, inden vi en sidste gang ser ham en face, fæstnende sit blik på os, mens han bag om ryggen på sig selv halvsyngende deklamerer et ungdomsdigt. ”Dagen i dag er kold og hård ... ” 

Derimellem udfolder filmen Kafkas historie gennem relationerne til forældre, søstre, onkler, venner og kærester – samt ikke mindst til os, biografgængerne, læserne, turisterne på Franz Kafka-museet i Prag. Der går en halv time, før vi møder os selv i filmen. 

Kafka er på bordel. 

”Hvorfor kigger du sådan på mig?” spørger sexarbejderen, mens Kafka kærtegner hende. ”Det er rart.” Men inden akten for alvor kan begynde, beder Kafka om ro. ”Stille!” Man hører stemmer. ”De har taget roen fra mig.” 

Blikket løftes op mod hundreder af voyeurister, ikke Kafkas samtidige, men vores, der mumlende kigger ned på ham fra et galleri i flere etager. 

Det er som en scene i Processen, hvor Josef K. forsvarer sig over for retten, mens publikum efterhånden taber interessen for hans tirader og i stedet fæstner opmærksomheden på et elskovspar i et hjørne af retssalen. 

Øjeblikket efter cykler Kafka gennem Prags snørklede og ujævne gader, mens en tjekkisk telefonstemme som en art voiceover henvender sig til os. Farverne falmer og bliver sort-hvide. Kameraet løfter sig over byen og ser Franz i fugleperspektiv. 

”Goddag, du har ringet til Franz Kafka-museet i Prag.” For engelsk: sig ét, for tysk: to, japansk: tre. Ét! For billetter: sig billet, for souvenirs: sig souvenir. For et personligt møde med Franz Kafka: sig Franz. Han væltes af cyklen og ankommer støvet til et stævnemøde. 

Filmen er som et panoptikon, et kalejdoskop, en polyfoni. Den foregøgler ikke et personligt møde med Kafka, men udfordrer klichéerne om ham, inklinerer og danser lystigt med os, til det svimler. 

Kafka er planeten, vi er drabanterne. 

Perspektiverne er personlige, men som sådan brydes de mod hinanden. Snart er det faren eller søsteren, snart vennen eller kæresten, der vender sig mod os for at fortælle, hvad deres øjne synes at have set. 

Tempoet kunne let være blevet hæsblæsende, men bliver det ikke. Hastige sekvenser veksler med dvælende tableauer, den forhadte larm med stilhed. Kameraet kan være lige så uroligt som Kafkas tanker, men også hvile som han selv i favnen på Milena, der kunne have frelst ham. Der panoreres, vinkles, zoomes, spejles. 

Alt tillader instruktøren sig, men kun på kunstens og Kafkas egne præmisser. Det er værket, der tæller, og det er mesterligt. 

Man sidder som medlemmerne af Pragkredsen og hører Kafka læse op af Processen, og man ler kosteligt. Man hører ham stakåndet foredrage I straffekolonien for en velklædt forsamling, ser som en film i filmen den uhyrlige fortælling udspille sig, og som publikum væmmes eller frydes man. 

Dommen, Børn på landevejen, Kafkas brev til sin far. Man kommer vidt omkring i forfatterskabet. 

Castingen er eminent, skuespillet grandiost. Peter Kurth (Bruno Wolter fra Babylon Berlin) med selvherlig tyngde i rollen som faren Hermann Kafka, mens den relativt ukendte Idan Weiss inkarnerer hans tuberkuløse forfattersøn med følsom humor. 

Alt er godt.