Biografanmeldelse
10. sep. 2019 | 13:06

I trygge hænder

Foto | Julien Panié
Den enlige kvinde Alice (Élodie Bouchez) får muligheden for at adoptere babyen Théo, hvis biologiske forældre ikke vil kendes ved ham.

Fransk adoptionsdrama skaber inderlig kammermusik i dur og mol om menneskers omgang med hinanden.

Af Bo Tao Michaëlis

Jamen er det ikke? Minsandten jo.

Selveste Miou-Miou, fransk films kække og frække gamine fra 70’erne og langt op i 90’erne, den kokette drengepige, klar til at knalde uden at miste værdighed eller (k)ærlighed. Proletarisk og poetisk, glimt i øjet og på med vanten.

I hendes datter Jeanne Herrys anden spillefilm, I trygge hænder, toner hun 69-årig, smuk og smittende frem som chefen for socialforvaltningen i den bretonske by Brest.

Her får en ung kvinde, singlen Alice (Élodie Bouchez), takket være en nylig lovændring i Frankrig om enlige forældres ret til at adoptere, den lille, uønskede Théo. Han er produktet af et engangsknald, søn af en stakkels melankolsk studine, som ikke vil kendes ved ham overhovedet. Men det stakkels spædbarn får altså nu en god mor i form af Alice, der lever af at være synstolk for blinde i teatret.

Ikke tilfældigt er stykket i filmen scener af Tjekhov, den stille, underfundigt spøjse og ironisk bittersøde teaterrealismes absolutte stormester. Og det er alt i alt grundtonen i denne film.

Glæden ved børn er mere alsidig end ensidig og kræver mere end umiddelbar længsel, hang til omsorg og sentimentale forældredrømme.

I trygge hænder er endnu et bevis på, at fransk film i disse år og ti år tilbage er alt andet end fordommen: mere eller mindre elegante variationer over hurtigt-ind-i-skabet-min-mand-kommer-boudoirkomedier eller cafésnakkende talefilm mellem to intellektuelle, om hvorvidt de nu eller lidt senere skal gå i seng med hinanden.

Tidens signifikante og seværdige franske film handler om arbejdsløshed, fyringer, klassekamp og kapitalisme, minoriteter og nationalisme. De er skabt på en måde og med en motivkreds, vi langt mere forbinder med Skandinavien end med Sydeuropa.

Denne adoptionshistorie lægger sig smukt ind i strømmen af særegent gallisk engageret og indigneret socialrealisme, som interessant nok alligevel aldrig glemmer det hverdagspoetiske, arbejdspladsflirten, forsonende empati og almen menneskevarme.

Det gælder også her, hvor historien om en babys trælse forløb igennem et velmenende, nu og da såre rigidt system også handler om den søde og mindre søde musik, som opstår, når mennesker mødes.

Franskheden forglemmes ej midt i filmens mange socialpsykologiske samtaler og humane trakasserier.

Der er kærlighed, både lykkelig og ulykkelig mellem sagsbehandlerne, og tilmed mod slutningen en chance for romance for den trods alt ensomme Alice. Vi under hende alt det bedste, for vi får også hendes historie som kvinden, der svigtes, men vokser med opgaven og gør sig selv voksen ved at få et barn.

Udover Miou-Miou er filmen spækket med gode kræfter. Den altid seværdige kultstjerne Sandrine Kiberlain spiller den evigt gumlende Karine, på alle måder en aktuel arving efter Miou-Miou som frejdig drengepige med et fragilt kvindehjerte.

Det banker her for Gilles Lellouche, den gæve galler og bulderbasse, som er castet mod sin bryske type og blændende agerer den nænsomme og bløde plejefar – det svenskerne kalder for en velourpapa. Olivia Côte spiller med sordin den forstående og fertile socialrådgiver, som bliver Alices støtte i kampen for at få lov til at adoptere et barn.

I det hele taget er vi i en verden, som kun er befolket af sympatiske og godhjertede folk, der vil verden det godt og altid synes, det er synd for menneskene.

Det er måske filmens mindre fejl, at alle er for gode af sig til at være sande. På mange måder er den en kunstnerisk beredskabsfilm om det at adoptere med diverse aspekter.

Ligesom hos Tjekhov bliver det alligevel inderlig kammermusik i dur og mol. Om menneskers omgang med hinanden. Med smil og tåre.

Trailer: I trygge hænder

Kommentarer

Titel:
I trygge hænder

Originaltitel:
Pupille

Land:
Frankrig, Belgien

År:
2019

Instruktør:
Jeanne Herry

Manuskript:
Jeanne Herry

Medvirkende:
Sandrine Kiberlain, Gilles Lellouche, Élodie Bouchez

Spilletid:
110 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 11 år

Premiere:
12. september

© Filmmagasinet Ekko