Ink

Da den legendariske tv-dramatiker Dennis Potter sygnede hen af kræft, kaldte han sin svulst for ”Rupert”. Det var der en grund til, for Rupert Murdoch har i et halvt århundrede været forhadt som nyhedsbranchens banemand. 

Med The Sun og søsteravisen News of the World vænnede han verden til sex, skandale og sensationslysten kendisspionage, og med Fox News gjorde han amerikanerne afhængige af partipolariseret forargelsesjournalistik. 

At sidstnævnte kanal blev en magtfaktor, der var med til at bane vejen for Trump, er velkendt fra successerien Succession. 

Med Ink, der onsdag aften åbner filmfestivalen i Venedig, går Danny Boyle tilbage til begyndelsen med historien om, hvordan den stokkonservative australier sparkede døren ind til den engelske avisbranche. 

Eller rettere: Hvordan han åbnede den for en endnu mere skruppelløs outsider end sig selv, den forsmåede redaktør Larry Lamb – også baseret på en virkelig person – og gav ham en deadline på et år til at lave ravage for at blive landets største avis, koste hvad det ville. 

Åbningsscenen, hvor Rupert pitcher chefredaktørjobbet til Larry, er energisk på en måde, som næsten kun Danny Boyle mestrer: skæve vinkler, korte indklip og konstante skift i farve og tekstur. Da Rupert hamrer knytnæverne i bordet, bruger Boyle det samme 360-graders telefonkamera-setup, som han tidligere anvendte til de vilde billeder i 28 Years Later. 

Filmen foregår i månelandingsåret 1969. Vrede unge mænd har vendt op og ned på engelsk teater, BBC har ladt Monty Python spotte og Ken Loach hudflette magten på tv, og bands som The Beatles og The Rolling Stones spiller op til en ny generations forældretrods. 

Hvor er ungdomsoprøret i nyhedsbranchen? Giv folket, hvad de vil have! Tør, hvor andre tier! 

Det er brandunderholdende. Publikum gøres medskyldige i en times kupfilmsmekanik, hvor Larry hverver erfarne kræfter af mere eller mindre skruppelløs afstøbning for at torpedere etablissementet med sex og skandale. 

Danny Boyle trækker på alle sine Trainspotting-tricks til at vise rusen ved et solo-scoop af en historie og magten til at sætte dagsordenen. 

Musikken rammer som altid på kornet, fra Public Service Broadcastings Go! over Something’s Gonna Happen til et par perfekt ironiske strofer fra Here Come’s Santa Claus, da redaktionen sætter alle sejl ind for at skabe røre omkring strejkende julemænd i december. 

Ink er ekstremt godt skruet sammen og fuld af stærke idéer og mindeværdige scener. Som da Larry og Rupert efter deres første måde går ud på Fleet Street i London, epicentret for den britiske nyhedsverden, og mærker vibrationerne i asfalten fra trykpresserne, der tonser afsted under gaden. Billederne af avissider, der sprøjtes ud fra rotationspressen, er bjergtagende.

Filmen er forelsket i redaktionslokalets stress og trykkeriets sved og smuds. Titlen er både det konkrete blæk på avissiderne og et billede på den indflydelse, pressen får på samfundet.

Jack O’Connell (Sinners) giver sin vildeste præstation siden gennembrudsrollen i Starred Up fra 2013. Larry er en forbistret avismand, der forgæves har banket på døren til det gode selskab og nu bryder alle regler for at sætte sit aftryk. 

Og det gjorde han med kække historier som de topløse modeller, Ekstra Bladet senere plankede til deres Side 9-piger – et fast indslag, der blev kønsneutralt i 2021, seks år efter, at The Sun selv afskaffede det. 

Undervejs spænder ambitionerne ben for hans dømmekraft. Men manuskriptet, som James Graham har skrevet over sit prisvindende teaterstykke, trækker publikum med ned i sølet, fordi Larry og hans kumpaner i filmens første halvdel giver branchens forfinede herrer så veloplagt baghjul. 

Også Claire Fly er forrygende som Jules, der lokkes til avisen som redaktør med en sides daglig spalteplads til kvindehistorier. Hun og Larry har hver deres familie, men holdt en affære kørende, siden de startede karrieren sammen på The Daily Mirror – en anden tabloidinstitution, som nok kunne være bedrevidende, men som dog forsøgte at kvalificere samtalen. 

Undervejs bliver hun filmens samvittighed, mens Guy Pearces Murdoch bander over Larrys metoder og tager røven på den arbejderklasse, der dengang som nu er tabloidpressens vigtigste læsere. Det føles helt på sin plads, da Margaret Thatcher dukker op for at slå Larry til ridder i de afsluttende 80’erscener, hvor byttet gøres op før en afsluttende montage, der fører Rupert Murdochs samfundsundergravende karriere frem til nutiden. 

Man kan måske diskutere, om man virkelig kan give ham skylden for alt fra Mark Zuckerberg og Elon Musk til Kim Kardashian, Donald Trump og Andrew Tate. Men det er en spidsvinkling, der er manden værdig.