Interne affærer: Sag 137

December 2018. Paris koger af sammenstød mellem politiet og De Gule Veste, en folkelig opstand fra provins-Frankrig mod hovedstaden, periferien mod centrum, og volden eskalerer.

Sag 137 lander hos kommissær Stéphanie Bertrand fra afdelingen Interne Affærer. Den unge elektrikerlærling Guillaume er ramt af en gummikugle i panden og ligger bevidstløs på hospitalet.

Hans mor viser sig at være fra Stéphanies hjemby, Saint-Dizier. Det er en af de forladte franske flækker i periferien, forladt af fremskridtet, fabrikkerne og håbet.

Stéphanie og hendes lille team går i gang med en minutiøs efterforskning af hændelsen på en sidegade bag Champs-Élysées.

Hvem affyrede skuddene? Var de berettigede? Udgjorde Guillaume og hans ven Rémi virkelig en trussel?

Der tegner sig billedet af et kaos, hvor politiet mistede overblikket og kastede alt tilgængeligt mandskab ind uden koordination. Stéphanie kan sammenstykke et forløb med en lille gruppe svært bevæbnede, maskerede mænd med skaterhjelme fra antiterrorkorpset BRI, der endte på gerningsstedet.

Ingen af dem kan dog huske noget, og der er ingen billeder af selve hændelsen. Kun vennen Rémis optagelser af Guillaume, der ligger og bløder på gaden.

Et overvågningskamera har dog opfanget en person i vinduet på et hotel, skråt over for gerningsstedet. Det viser sig at være den sorte stuepige Alicia, der heller ikke så noget.

Endnu en sag uden konklusion, et offer med afasi og hjerneskade og et politi, der ikke bliver draget til ansvar. Ingen afklaring, ingen retfærdighed.

Stéphanie tager hjem til sine forældre i Saint-Dizier og bliver passet op af Guillaumes mor og søster, og pludselig kan hun ikke svare på, hvad hendes rolle er. Politi eller borger? En af dem eller en af de andre?

Tilbage i Paris opsøger Stéphanie stuepigen, får hendes historie om politivold og racisme samt den video, Alicia tog af hele forløbet.

Det er i lavmæltheden og det stille, vedholdende politiarbejde, i den uromantiske og på en måde uspændende omgang med volden og skylden, at Interne affærer: Sag 137 er stærkest.

Stéphanie er alle og enhver, både indenfor og udenfor, en del af korpset, af republikkens vogtere, af samfundets centrum og en del af den marginaliserede provins.

Hun står lige i midten af et splittet Frankrig, helt almindelig, fraskilt med en teenagesøn, kat og fiskefingre i mikroovnen.

Hun skændes med sin eksmand, der synes, hun forråder politiet. Hun har hverdagens problemer og arbejdets stille etik med at skaffe retskendelser, diskutere med fagforeningen og statsadvokaten, stille konkrete åbne spørgsmål i sine afhøringer, ikke konkludere, ikke vælge side.

Men kan man lade være? Kan man stå med et ben i hver lejr i et samfund, der er ved at brække midt over, uden at bukserne sprækker?

Léa Drucker spiller Stéphanie med stille karisma uden de store armbevægelser, i sneakers og med praktisk rygsæk. Hun spiller med arbejdets præcision og lader sig ikke rokke fra sine rutiner – indtil hun alligevel gør.

Interne affærer: Sag 137 er bedst i detaljerne, i den dokumentariske æstetik, i de nedslidte billeder af kontorer og i ordknapheden. Og filmen er værst, når den skærer dilemmaerne ud i pap med moraliserende taler.

Dominik Moll har tidligere instrueret thrilleren Lemming med Charlotte Rampling og Charlotte Gainsbourg, en noget opgejlet psykologisk thriller med pibende gnavere, selvmord og en kende overspil.

Interne affærer: Sag 137 er helt anderledes nedtonet. Som et stykke dokumentarisk fiktion om et splittet Frankrig er den fin, men den når slet ikke Laurent Cantets Klassen (2008), der viser de mikrohandlinger i et klasseværelse, som driver folk fra hinanden. Udelukker nogen, holder andre inde. Her kratter Moll kun på overfladen.