Joie de vivre

”En dag vil en lille, tyk pige i Ohio blive den nye Mozart og lave en smuk film med sin fars videokamera,” profeterede Francis Ford Coppola om filmkunstens fremtid i Hearts of Darkness: A Filmmaker’s Apocalypse fra 1991.

Citatet kunne næsten være mottoet for Luca Guadagninos syv timer og seks minutter lange Joie de vivre, der handler om den italienske auteur Bernardo Bertolucci og kærligheden til film, der formede det 20. århundrede.

I dag kan man gribe et kamera, som var det en kuglepen. Film er ikke længere forbeholdt mennesker med adgang til dyrt udstyr, filmruller og et laboratorium. Og den tykke pige i Ohio behøver ikke engang sin fars videokamera. Hun har allerede et langt bedre ét i sin iPhone.

Det er præcis, hvad den italienske instruktør Luca Guadagnino (Call Me by Your Name, Challengers) gør, når han omfavner det paradoks, selv om han faktisk begyndte projektet med at optage i Bertoluccis hjem på 35mm. Siden gik han over til at skyde digitalt og på to iPhones.

Engang var et kamera i et spejl et bevidst metagreb, der skulle minde os om, at vi så en film. Her virker det ret uprætentiøst. Ligeledes med en boomstang, der svæver ind og ud af billedet.

Dermed bliver Joie de vivre en elegi over en tabt filmkultur skabt med de redskaber, der var med til at afløse den.

Bertolucci (1941-2018) voksede ud af en kultur, hvor cinefili næsten kunne være en identitet. Den kærlighed deler blandt andre instruktørerne Martin Scorsese, David Cronenberg, Alfonso Cuarón og James Gray samt skuespilleren Margot Robbie og filmhistorikeren Mark Cousins i dokumentaren.

Det er her, dokumentaren er bedst.

Guadagnino har sagt, at den er lavet ”af kærlighed” til Bertolucci og det, instruktøren lærte ham. Mere afslørende har han fortalt, at han følte en måske ligefrem seksuel tiltrækning til sin forgænger. Det mærkes.

Det er en discipels forsøg på at forstå sin mester og samtidig placere sig selv i hans slægtslinje. Det svarer lidt til, at Ruben Östlund lavede syv timers dokumentar om Ingmar Bergman.

Men man kan ikke lave 435 minutters film om Bernardo Bertolucci i 2026 uden at inddrage den kontroversielle Sidste tango i Paris fra 1972.

Maria Schneider var nitten år, da hun spillede over for den 48-årige Marlon Brando. Den berygtede, anale voldtægtsscene var simuleret, og Schneider kendte ikke detaljen med smørret, som Bertolucci og Brando kort inden optagelsen fandt på, at hun skulle hente. Bertolucci undlod at fortælle hende det, fordi han ville have hendes reaktion ”som en pige, ikke som en skuespiller”.

Schneider fortalte senere, at hun følte sig ydmyget og ”lidt voldtaget”. Det mest uhyggelige er Bertoluccis egne ord: ”Jeg føler skyld, men jeg fortryder det ikke,” siger han i et arkivklip.

Det er en sætning, der på få sekunder blotlægger bagsiden af den kunstneriske radikalitet og den magtfuldkommenhed, der fandtes i den gamle auteurkultur, som dokumentaren ellers begræder tabet af: forestillingen om, at instruktørens jagt på en sandhed kan legitimere, at et menneske ydmyges til fordel for godt råmateriale.

Her har Joie de vivre – et udtryk for ”livslyst”, som Bertolucci selv brugte – alle muligheder for at gøre op med den afdøde mesterinstruktør, der døde, inden Guadagnino nåede at realisere sit dokumentarprojekt. Og filmhistorikeren Mark Cousins er ikke i tvivl: Der var tale om et overgreb!

Mere problematiske er udtalelserne fra instruktøren Catherine Breillat, der selv havde en lille rolle i Sidste tango i Paris. Hun får overraskende meget taletid til at nedtone kritikken af den behandling, Maria Schneider blev udsat for. Hun forklarer det med den dengang unge skuespillers manglende evne til at skille rollen fra sit private jeg.

Schneider døde i 2011, men det er foruroligende, at dokumentaren giver så meget plads til at omfortolke hendes oplevelse. Her viser kærlighedserklæringen sin begrænsning.

Guadagnino er ikke ukritisk over for Bertolucci, men han elsker ham så højt, at kritikken sjældent får lov til at fylde. Jeg savner nuancer, og det bliver en smule besynderligt, fordi filmen ellers kan være nådesløs på andre områder.

Lille Buddha, Besieged og Forførende skønhed får ikke samme hengivenhed som hovedværkerne, der ud over Sidste tango i Paris tæller Medløberen, 1900, Den sidste kejser og Under himlens dække.

Især er det overraskende, at The Dreamers fylder så lidt, når Guadagnino vil introducere Bertolucci for en ny generation. For mange yngre filmelskere har netop den film været porten til den gamle cinefile verden.

Joie de vivre er en generøs, fascinerende og til tider smuk filmoplevelse, men man kommer ikke udenom, at det er en prøvelse at sidde 426 minutter i biografen uden et intermezzo.

Samtidig er det bemærkelsesværdigt, hvor mange døre filmen åbner uden helt at gå ind ad dem. Vi kommer tæt på værkerne, begæret, betydningen, myten og magten, men paradoksalt nok ikke på mennesket Bernardo Bertolucci.