Biografanmeldelse
04. feb. 2019 | 16:41

Kapernaum

Foto | Feres Sokhon
Den unge dreng Zain (Zain Al Rafeea) bliver nødsaget til at tage sig af et lille barn (Boluwatife Treasure Bankole), da barnets mor pludselig forsvinder.

Man ser det barske og gribende drama om en tolvårig dreng, der forsøger at overleve i storbyen med en baby på slæb, gennem et regulært tårebad.

Af Michael Bo

Tit synes jeg ikke, nogen fortjener at tage fra Cannes med en Guldpalme i håndbagagen. Men i 2018 var der en hel håndfuld oplagte vinderfilm – mest indlysende den libanesiske Kapernaum, som jeg i lange passager så gennem et regulært tårebad.

Hver gang jeg siden har set det gennemgående stillbillede fra filmen af to ubeskriveligt kønne børn – den ene en baby – har jeg dog sat spørgsmålstegn ved min betagelse.

Det ligner jo noget fra Cinema Paradiso!

Men også anden gang indfrier den det, der må være de eneste gyldige alen for en Cannes-vinder, nemlig en selvsikker form og et indhold med substans og noget på hjerte.

Det er historien om Zain, en tolvårig dreng, der i starten af filmen sidder i ungdomsfængsel. Det er lykkedes ham næsten at dræbe kioskejeren, der tog drengens tiårige lillesøster som brud og gjorde hende gravid, hvilket tog livet af hende. Drengen lægger nu sag an mod sine ludfattige forældre for at have bragt ham til verden.

I langt størstedelen af filmen følger vi drengen, der flygter hjemmefra som reaktion på, at lillesøsteren tvangsbortgiftes for en slik.

Han møder en illegal, etiopisk flygtning, en ung rengøringskvinde med en baby skjult for myndighederne og hele verden i det lille blikskur, der er deres hjem. Zain flytter ind og passer lille Yonas, mens moren er på job, men en dag vender hun ikke tilbage, og de to børn må klare sig selv.

Der er gæv gavtyveappel i Zains Storm P.-lignende opfindsomhed, når han forsøger at aflede babyens sult for siden at transportere dem begge rundt i omegnen for at skrabe sammen til et visum til et land med mælk og honning – lad os kalde det: Sverige. Alt imens de begge bliver mere og mere udmarvede.

Kapernaum er akkurat så fortjenstfuld, som jeg husker fra Cannes. Den er et mirakel af en fortælling fra instruktøren Nadine Labaki, en af Libanons mest populære skuespillere med fine afstikkere til Europa.

Cannes åbnede i år op for flere film i konkurrencen fra ikke specielt erfarne instruktører, og Kapernaum var en af de film, der på papiret lignede en politisk håndsrækning snarere end et kunstnerisk valg.

Men Kapernaum er ikke den søde og nuttede film, som stillbillederne får den til at ligne.

Den river og flår og tager ingen gidsler. Den er opdateringen af italiensk neorealisme, som vi har ventet på, men uden den blide sentimentalitet, som italienerne fik den bitre pille fra krigs- og efterkrigstiden til at glide ned med.

Labaki instruerer tolvårige Zain Al Rafeea, som var han hovedpersonen i det ungarske kz-drama Sauls søn, hvor fangen ikke vil vide af de rædsler, han befinder sig midt i – det folkemord, han af bitter nød medvirker i. Det er samme måde, Zain klarer sig på i verden: Bid tænderne sammen, get on with it.

Kapernaum blinker ikke. Den kigger direkte og uden nåde ud i biografmørket, og den er begavet nok til ikke at udlevere Zains forældre, der sjakrer med deres børns skæbne.

Hvad skal de ellers gøre?

Det ville være nemmere for os, de behjertede privilegieblinde, hvis forældrene gad leve op til vores skurkefantasier. Men børnene er deres eneste kapital i en verden, hvor alle er prisgivet. Vi er nødt til bare at stole på, at forældrene vil arbejde for, at det med det næste barn bliver en mere opløftende historie. Hvordan det end skulle blive det.

Her er vitterligt ingen egentlige skurke, kun almindelige mennesker, hvis vanskæbne tvinger dem ud i umulige valg. I et mønster, der tilsyneladende aldrig får en ende.

Nadine Labaki selv spiller en birolle som Zains magtesløse advokat, en kvinde fra den privilegerede middelklasse ude af trit med den virkelighed, størstedelen af befolkningen lever i.

Den advokat kunne have godt af at sætte sig ned og se en film som Kapernaum. Det kunne vi alle.

Trailer: Kapernaum

Kommentarer

Titel:
Kapernaum

Originaltitel:
Capharnaüm

Land:
Libanon, Frankrig, USA

År:
2018

Instruktør:
Nadine Labaki

Manuskript:
Nadine Labaki, Jihad Hojeily, Michelle Keserwany

Medvirkende:
Zain Al Rafeea, Yordanos Shiferaw, Boluwatife Treasure Bankole

Spilletid:
121 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 11 år

Premiere:
7. februar

© Filmmagasinet Ekko