The Lost King

”Folk er ikke bare gode eller onde. Jeg er sikker på, at Moder Teresa undlod at sætte låget tilbage på mælken. Og at Djengis Khan af og til sorterede skraldet.”

Sådan prøver John Langley at tale sin ekskone Philippa fra hendes nye påhit om at finde Richard den Tredjes knogler og dermed rense hans navn. Måske den afdøde konge ikke er den helgen, som Philippa tror.

Men det skal han ikke bestemme, mener Philippa. Og i øvrigt er det ikke bare en fiks idé.

Hvad der starter med en skepsis omkring Shakespeares berømte stykke om kongen ender med at blive en besættelse.

The Lost King er baseret på den sande historie om Philippas søgen efter Richard den Tredje. En mand, som kun sad på tronen i to år, inden han i en alder af 32 blev dræbt i kamp.

100 år efter sin død blev hans eftermæle som barnedræbende og tronestjælende skurk slået fast i folkets bevidsthed af Shakespeare. En skygge så tung, at en simpel Google-søgning i dag foreslår stykket inden personen.

Historien er som bekendt skrevet af vinderne, og da det britiske kongehus er efterkommere af Henrik den Syvende, som bekæmpede Richard den Tredje, er der ikke den store velvilje til at rense hans navn.

Men denne uret kan Philippa ikke leve med. Hun vil finde Richards knogler og give ham den royale begravelse, som han aldrig fik.

I håbet om at overvinde Shakespeare.

Det viser sig dog at være en svær opgave. For Philippa er ikke arkæolog, hun lider af det kroniske træthedssyndrom ME, og hun er en kvinde.

Hun må derfor tage kampen op med det snobbede universitet i Leicester for at få lov til at grave lige der, hvor hendes research og intuition tror, at knoglerne er begravede.

The Lost King lyder spændende på papiret. En rigtig underdog-historie, hvor midaldrende mor tager kampen op med overklassen for et vigtigt historisk fund.

Desværre savner filmen drama. Alle arkæologiske film behøver ikke være Indiana Jones, men Richard den Tredjes vigtighed kan ikke rigtigt mærkes.

Der bliver talt utroligt meget om hans liv og diverse rygter og teorier, og man er ikke i tvivl om, at det er vigtigt for Philippa. Men det bliver bare aldrig for alvor vigtigt for publikum. Man efterlades derfor lidt med en ”og hvad så?”-følelse i kroppen.

Selv om manuskriptet ikke helt lykkes med dramaet, skal forfatterne Steve Coogan og Jeff Pope have ros for deres komiske håndtering.

Humoren er underspillet på den der helt særlige britiske måde, som føles meget naturligt. I takt med at Philippa søger efter Richard den Tredje, begynder hun at se den afdøde konge for sig.

Og filmskaberne får mange sjove scener ud af den dynamik, hvor Philippa inderst inde godt ved, at hun snakker med sin fantasi, men stadig er bange for at fornærme den tidligere konge.

Stephen Frears startede sin karriere med film som Farlige forbindelser og står også bag kultkomedien High Fidelity. Siden er han dog forsvundet ind i en uendelig serie af film om virkelige hændelser.

Det minder om, når Spielberg kaster sig over dramaer som The Post, men uden Spielbergs visuelle flair.

The Lost King er en kompetent film med et kedeligt filmsprog. Lyspunktet er Alexandre Desplats musik, der ligesom John Williams kompositioner til The Post indimellem overtager filmen for at skabe noget liv.

Stephen Frears prestigefilm handler ofte om det britiske kongehus og har dygtige kvindelige skuespillere i hovedrollen, ikke mindst hans Oscar-vindende The Queen.

Og selv om Frears kamera er stokkonservativt, bliver han reddet af Sally Hawkins som Philippa.

Hun har en britisk charme og tør være skrøbelig, fordi det gør hende så meget stærkere, når hun endelig har fået nok af omverdenens holdninger til hende.

The Lost King fortæller den klassiske historie om et menneske, der drager afsted for at finde et objekt, men i stedet finder sig selv. Og der er få, man hellere vil have som guide på den rejse end Sally Hawkins.