Biografanmeldelse
10. maj 2023 | 08:33

Love Again

Foto | Giles Keyte

Musikanmelderen Rob (Sam Heughan) og børnebogsforfatteren Mira (Priyanka Chopra Jonas) har begge slået sig på kærligheden, men finder melodien sammen på et skummelt bagtæppe.

Superstjernen Céline Dion lægger navn til romantisk komedie, der hverken får hjertet til at banke eller latteren til at bryde ud.

Af Nicki Bruun

De af os, som har en forkærlighed for rom-coms, bliver alt for ofte slemt skuffet, når der kommer en ny film.

Genren – der dækker over en romantisk komedie, hvor amoriner og latter går hånd i hånd – har budt på perler som Notting Hill og Da Harry mødte Sally.

Men for hvert mesterværk er der et dusin sødsuppede flops, som ikke gør andet væsen af sig end at stjæle ens tid. Love Again er desværre en af dem.

Børnebogstegneren og -forfatteren Mira Ray er så forelsket i kæresten John, at det halve kunne være nok. Da han på tragisk vis dør i en meningsløs trafikulykke, bryder hendes verden sammen.

Priyanka Chopra Jonas har i rollen som Mira ikke meget andet end den forståelige sorg at arbejde med. Man lader sig dog rive med af den nedbrudte kvindes dystre følelsesliv, når hun kun kan tegne sin normalt nysgerrige larvefigur med samme afgrundsdybe tristesse, som hun selv lider under.

Når filmen kaster sig ud i forsøg på komik, begynder det til gengæld at gå helt skævt.

Miras første date efter at have mistet sit livs kærlighed er med en narcissistisk player spillet af popstjernen Nick Jonas, som Priyanka Chopra Jonas er gift med i det virkelige liv.

De havde det efter sigende sjovt under optagelserne af scenen, så det er virkelig ærgerligt, at morskaben overhovedet ikke har fundet vej til filmen.

Den dårlige date og et råd fra den lokale restauratør får Mira til at begynde at sende sms’er til den afdøde kæreste i det hinsides. Der er bare det problem, at de havner hos journalisten Rob (Sam Heughan), hvis nye arbejdstelefon åbenbart har overtaget Johns gamle telefonnummer.

Rob forelsker sig i de banale floskler om savn og sorg, som Mira sender. Så han lurer løs, mens han prøver at opspore den sørgende kvinde. Det er præcis lige så skummelt, som det lyder, men filmen gør sig store kraftanstrengelser for at slå fast, at den New York-bosatte skotte Rob er en rigtigt god fyr.

Han er imidlertid dårlig til sit arbejde som musikkritiker. Redaktøren giver ham til opgave at interviewe den fransk-canadiske superstjerne Céline Dion. Det er selvfølgelig ikke noget for Rob, der går med en Pixies-T-shirt, men ellers udstråler omtrent lige så meget punk-attitude som en børnehaveleder.

Han er dog fræk nok til at læse sms’er midt i en pressekonference med musikeren. Céline Dion er blandt filmens producere, og sangeren spiller også sig selv i en rolle, der fungerer som alvidende kærlighedsorakel for Rob.

Hun er faktisk en af filmens bedre elementer og i virkeligheden nok hele dens eksistensberettigelse. Historien er så ligegyldig, at der næppe havde været nogen mulighed for at sælge den til publikum, hvis ikke Dions glamourøse navn havde været tilknyttet projektet.

Enkelte bipersoner, som Miras energiske søster Suzy (Sofia Barclay), bidrager med veloplagte kommentarer, der skaber humoristiske øjeblikke. Men der er ikke megen sjov over hovedpersonerne, som indgår i en så klichéfyldt kærlighedsrelation, at det er svært at tage alvorligt.

Hver eneste følelse er sovset ind i et strygerarrangement, og det hele fremstår så nydeligt, at det er vanskeligt at tro på dem som ægte mennesker.

Love Again er baseret på tyske SMS für Dich fra 2016. Noget kunne tyde på, at Jim Strouses amerikanske genindspilning har lånt lidt rigeligt. Som når personerne taler om, hvad en blinke-smiley egentlig betyder.

Det er lige så gammeldags som alt andet ved denne film, som er alt for meget rom og alt for lidt com.

Trailer: Love Again

Kommentarer

Titel:
Love Again

Land:
USA

År:
2023

Instruktør:
Jim Strouse

Manuskript:
Jim Strouse

Medvirkende:
Priyanka Chopra Jonas, Sam Heughan, Céline Dion

Spilletid:
104 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for alle

Premiere:
11. maj

© Filmmagasinet Ekko