Mārama

En rimelig genrebetegnelse for denne film kunne være ”maoriansk gotik”. Især starten varsler klassisk gotisk melodrama, komplet med en victoriansk guvernante, der ankommer til et dark old house. 

Stedet er regeret af en patriark, hvis hemmeligheder afkodes, mens det spøger i korridorerne, hvor den clairvoyante kvinde til slut finder sig selv. 

Filmens mandlige stjerne Toby Stephens er, ud over at være Bond-skurken i Die Another Day, bedst kendt som godsejeren i BBC’s Jane Eyre. Men Mārama er på ingen måde Jane Eyre for 117. gang. 

Filmen starter år 1859 i Whitby, hvor danske vikinger slog sig ned under erobringen af store dele af England, og hvor Dracula i Bram Stokers roman går i land med tilsvarende bagtanker. 

Plyndringsmotivet vendes i Mārama på hovedet. Den unge hovedperson ankommer ikke for at erobre. Tværtimod konfronteres hun med erobreren af sin egen kultur: Godsejeren Nathaniel Cole (Toby Stephens), der som hvalfanger metodisk har jaget og med fallisk blodsprøjtende harpunstød dræbt havets kæmper og tjent en formue. Den har han brugt på at dyrke sin private fetichisme ved at voldtage de newzealandske maoriers spirituelle verden. 

Der løber en metaforisk, feministisk understrøm gennem filmen. Vi er i en verden, hvor kolonimagtens mænd ikke hader dem, som de sårer. De elsker bare at besidde dem – med det samme resultat. Og der er ankerkæder til Moby Dick, hvis galleri af hvalfangere tæller den polynesiske Queequeg. 

Rigmandens gods er fyldt med trofæer: maritime malerier, vældige hvalknogler og selv de mest sakrale maoriske helligdomme – udstillet som Oehlenschlägers guldhorn for ”et mat, nysgerrigt øje”. I haven står endda et wharenui, et maorisk forsamlingshus, som et grotesk stykke importeret eksotisme, revet ud af sin kulturelle sammenhæng og amputeret fra sin oprindelige betydning som et levende væsen. 

Men ligesom Peter Cushings antikvar i The Man Who Collected Poe fra 1967 er en samling af lutter genstande ikke nok for denne liebhaver. Han må også eje en vaskeægte, levende maori! 

Det opnår han ved på manipulerende vis at invitere og ansætte en indfødt newzealænder. Hendes engelske adoptivforældre kaldte hende Mary, men hun husker både sin indfødte slægts skikke og sit rigtige navn: Mārama. 

Hun spilles med indestængt overskud af Ariāna Osborne, og der er utvivlsomt tale om en gennembrudsrolle. Faktisk en dobbeltrolle, der også omfatter tvillingesøsteren Emilia. 

Tvillingeriet er endnu et klassisk gotisk greb, som her får en dobbelt klangbund i filmens væv af kulturelle spejlinger: nogle forvrængende, andre urovækkende genkendelige – som i et spejlkabinet, hvor man leder efter udgangen, men igen og igen støder ind i sig selv. 

Spejlmotivet gennemstrømmer hele værket, fra navneparret Mary/Mārama til den røde balkjole, som Mārama ifører sig for at træde i sin søsters sted. 

Det sker under en fest, hvor godsejeren vil fremvise sit private imperiums nye erobring. Da en af gæsterne (Erroll Shand) i vulgær kådhed agerer maorisk hvalfanger, siger den ægte maorikvinde fra. Vi genkender hendes iltre haka-kropssprog fra dokumentarer og film om New Zealands indfødte. Gæsterne misforstår dog hendes raseri som lutter optræden og applauderer. 

Herfra bryder filmen med den gotiske romans britiske pænhed og kaster sig ud i den franske horrortraditions malstrøm, hvor Blåskægs aflåste rædselskamre møder Grand Guignol-teatrets afhuggede lemmer og blodige excesser. Da hævnens time kommer, føles den velmotiveret, sågar helende. 

Mārama er fantastik med rod i historiske forhold, hvor tatoverede maorihoveder blev revet ud af deres rolle i forfædredyrkelse og slægtens kollektive erindring for systematisk at blive byttet for musketter og udstillet som den hvide mands samlerobjekter. Samtidig blev indfødte børn tvangsassimileret, frataget deres sprog og opdraget til underdanighed – ikke ulig det grønlandske eksperiment i 1950'erne. 

Instruktøren Taratoa Stappard er selv opvokset i England som søn af en māori-mor og engelsk far. Han har antageligt lavet filmen for at komme til klarhed over sine rødder og viderebringe indsigten til andre. 

Det må siges at være lykkedes. Den tematiske kompleksitet er ikke helt nem at afkode, men filmen engagerer både i kraft af skuespillets styrke og inspireret arbejde fra scenografen, fotografen og især komponisten.