Marielle ved alt

Er man religiøst troende, lever man under åsynet af en faderlig gud, der ser og dømmer alt, man foretager sig. Man frygter synd, fordi straffen vil følge, og man skammer sig over sine fejltrin.

I komedie Marielle ved alt er rollerne byttet om.

Datteren Marielle har den uforklarlige, ufrivillige evne, at hun ser og hører alt, hvad hendes forældre gør. En telepatisk forbindelse, der opstår, da en klassekammerat giver hende en lussing i skolen, og som naturligvis vender op og ned på forholdet mellem datteren og forældrene.

Først og fremmest gør den pludselige totalovervågning forældrene hunderædde for at foretage sig noget, de ikke kan skjule og helst ikke vil forklare.

Det er en lovende idé, som instruktør Frédéric Hambalek udfolder med et øre for morsom dialog og et stærkt fundament af mørk, absurd komik. Filmen demonstrerer en udsøgt sans for bizarre misforhold, når den placerer seksuelle samtaler og voldelige udbrud i uventede sammenhænge.

I åbningsscenen flirter moren Julia heftigt og liderligt med kollegaen Max, og da hun vender hjem, forstår både hun og publikum, at Marielle har set og overhørt hvert et ord. Og da faren Tobias tromles af sine kolleger til et møde på forlaget, hvor han arbejder, forsøger han at redde ansigt ved middagsbordet med en løgnehistorie – som datteren naturligvis ser lige igennem.

Det er maskefald og maskulinitetskrise, og konfrontationerne er så dygtigt orkestreret, at man ikke kan undgå at grine med. Og det er altså sjældent for tysk film, der ikke just er kendt for sin komik.

Samtidig levner filmen tid til timeout og refleksion i slowmotion-nærbilleder af Marielles uudgrundelige ansigt akkompagneret af klassisk musik.

Men her er også svagheder.

Filmen åbner flere døre, end den når at lukke med en spilletid på mindre end halvanden time. Vi oplever ikke meget af Marielles verden, da hun mest ses alene på børneværelset. Og moren, der spilles af Julia Jentsch (Sophie Scholl – De sidste dage) og er filmens reelle hovedperson, vikles ind i flere konflikter, end manuskriptet når at forløse.

For det første røvkeder hun sig i et lidenskabsløst ægteskab og længes efter erotik. Hendes skvat af en mand, spillet af Felix Kramer (Bastarden), er ikke opgaven voksen, men krisen afsluttes for brat uden egentlig forståelse eller et ærligt opgør.

Tobias’ forhold til kollegerne spejler hans glædesløse ægteskab. Han er konfliktsky, ubeslutsom og bliver behørigt trådt på – især af den yngre, talentfulde Sören, hvis idéer vinder større genklang på direktionsgangen.

Konflikten optrappes kosteligt, jo tættere Julia kommer på at gøre ham til hanrej.

Hvor den ærekære far længe er ivrig efter at affeje datterens alvidenhed som krukkede løgnehistorier, forsøger Julia at løse dilemmaet. For hvordan beholder man sin autoritet som forælder, når barnet ved, at man lyver?

Forholdet mellem mor og datter minder Julia om det anstrengte forhold, hun har til sin egen mor. Den nedlagrede vrede og bebrejdelse, som gives i arv fra mor til datter, føles som filmens mest ærlige handlingstråd og kunne sagtens have fyldt mere.

Dertil kommer en tredje konflikt, der karakteriserer filmens centrale tematik: kontrasten mellem voksenlivets forseelser og børneopdragelsens moralfortællinger. Afstanden mellem, hvad vi lærer vores børn, og hvad vi selv foretager os, vokser sig hyklerisk grotesk, fordi Marielle følger med i alt, hvad forældrene foretager sig.

Det er en skræmmende tanke, som Frédéric Hambalek udvikler til fornøjelig satire, der måske endda kan få forældre til at overveje, hvad de deler – og hvad de hellere må skjule – for deres børn.