Streaminganmeldelse
03. mar. 2017 | 19:07

Midnight Special

Foto | Ben Rothstein
En far kidnapper sin søn fra en religiøs sekt. Sønnen har kinetiske evner, og vi ved, at det er en Jeff Nichols-film, fordi faren spilles af Michael Shannon.

Har vi nogensinde set en film om en sekt, hvor sekten ikke bliver dæmoniseret? Jeff Nichols’ science fiction-dommedagsfilm udfordrer og fascinerer.

Af Michael Bo

Jeff Nichols formår det sublime.

Der er ikke et øjeblik af gennembrudsværket Take Shelter, som ikke skriver sig direkte ind i nyere amerikansk auteur-historie. Den er et referenceværk, en apokalyptisk vision fortalt i et naturalistisk dagligdagssprog, der faktisk kun gjorde den endnu mere uhyggelig.

Jeg har siddet i mange selskaber de seneste fire år, hvor vi diskuterede, hvordan man skal forstå den films slutning!

Den 37-årige instruktør er født 
i Little Rock, Arkansas, i hjertet af Amerika. Han fiskede med sin far, når han skulle more sig, og det er i den grad familien og Amerika uden for de store byer, der udgør hans filmunivers.

Jeff Nichols er uddannet på University of North Carolina School of the Arts, hvor man går mere op i håndværk fremfor teori. Med den baggrund 
er det meget passende, når den eksperimenterende og udtryksfulde filmmager med egne ord gerne vil
 lave blockbuster-film.

Han lader til at speede op for sin aktivitet. Midnight Special var 
i konkurrence i Berlin i februar 2016.
 Hans seneste film, Loving, var i Cannes tre måneder senere – det er ekstremt.

Sidstnævnte handler om et raceblandet par i Sydstaterne i 50'erne og 60'erne, og den fik glimrende, men ikke overvældende anmeldelser i Cannes, og er et mere entydigt problemdrama i den gamle Hollywoodtradition, hvor knap så meget er op til fortolkning.

Midnight Special ligner et tvillingstykke til Take Shelter, selv om den går linen ud på afgørende områder
 og tager eventyret i brug. På den måde har den mere tilfælles med Mud, der var et rendyrket, nostalgisk eventyr.

Vi følger en far, der kidnapper
 sin søn fra en religiøs sekt, for
 hvem drengens kinetiske evner 
har en særlig relevans, der aldrig bliver forklaret. Og vi ved, at det er
 en Nichols-film, fordi faren spilles 
af Michael Shannon, Nichols’ muse, mens hans barndomsven spilles af Joel Edgerton.

Drengens mor (Kirsten Dunst) slutter sig til dem, og de jages af både sektens svært bevæbnede håndlangere og FBI. De kører tværs over Amerika for at nå frem til noget monumentalt, der skal ske.

Først til sidst ved vi, hvad det er. Næsten.

Jeg er vild med Jeff Nichols’ sansning af den uendelige verden
 og med hans erkendelse af, at det afgørende er det, der sker i sprækkerne. Når man lægger den sensibilitet oven i ønsket om at berette en historie og skabe karakterer, bliver det kun endnu mere fascinerende.

Midnight Special er en science fiction-dommedagsfilm, men den hverken ligner eller lyder som dem af slagsen, vi kender.

Det er altid det nære, der er på spil. Sekten ofres ikke mange billeder og slet ingen forklaring, og deres krav på drengen med de lysende øjne og evnen til at stille ind på politiradioen oppe i sit hoved, forbliver i mørket.

Drengen siger selv, tilsyneladende øjeblikkeligt inspireret af stemmer udefra, at han kommer fra en verden, der ligger i et lag uden om vores. Hvad det betyder, ved hverken drengen, forældrene eller 
– gætter jeg – sekten. Sådan er det bare.

At numrene på sektens salmer nøjagtigt svarer til klassifikationen 
af FBI’s tophemmelige dokumenter, er bare endnu en af de ting ...

Er det hele ikke noget bavl?

Det har jeg skrevet på min blok hele tre gange, mens jeg så Midnight Special. Fordi slutningen er et mekanisk opkog på Nærkontakt af tredje grad og Starman.

Men det er også positivt ment, fordi Jeff Nichols afviser det rationelle og stædigt vender ryggen til det nemme og bekvemme. Fodformet logik har ingen plads i hans verden, endsige gængse fordomme.

Har vi for eksempel nogensinde set en film om en sekt, hvor sekten ikke bliver dæmoniseret? Har vi set et opløst ægteskab så uafklaret som her? Den apokalypse eller apoteose, der synes at vente, er hverken ond eller god. Den er bare.

Og ingen af mændene, end ikke drengens far, 
er synderligt optaget af de etiske eller teknologiske implikationer. De kører bare deres bil tværs over kontinentet og passer på drengen imens. Der er noget pragmatisk, nærmest Howard Hawks’k over det.

Selvfølgelig er Midnight Special også frustrerende.

Den er en slags omvendt Melancholia, hvor vi skulle ret meget trivielt materiale igennem for at nå til den endelige forløsning, der til gengæld var ventetiden værd. På hele turen gennem filmen er det, som om M. Night Shyamalan, manden bag Den sjette sans og The Village, hele tiden spøger i kulissen.

Man har fornemmelsen af, at nu kaster vi det hele over bord for at ramme rent med ét udspekuleret plot-twist. Så galt går det aldrig, og Midnight Special holder sig dydigt på den lødige side af skalaen, langt fra pulp og b-film.

Midnight Special har mere
 end eventyret tilfælles med Mud. Desværre.

Hvor Mud ender med at fortabe sig i drabelige skuddueller, giver Midnight Special den hele armen med himmelsk opstigning, men det virker, som om Nichols 
har opbrugt sin inspiration, inden vi kommer så langt. Som om han har glemt, hvorfor han oprindeligt syntes, at det overhovedet var vigtigt.

Men hvis man småkeder sig over film, hvor alt går op, hvor psykologi
 er totalt forklarlig ud fra bagsiden 
på en bog om Freud og Jung, og hvor al dramaturgi går sin vante, træske gang, så er der masser at komme efter hos Jeff Nichols.

Og hvis man 
er til Nichols, må man se Midnight Special, der så intimt er forbundet med hans øvrige storværker.

Trailer: Midnight Special

Kommentarer

Titel:
Midnight Special

Land:
USA, Grækenland

År:
2016

Instruktør:
Jeff Nichols

Manuskript:
Jeff Nichols

Medvirkende:
Michael Shannon, Joel Edgerton, Kirsten Dunst, Adam Driver

Spilletid:
118 minutter

Premiere:
28. februar på Netflix

© Filmmagasinet Ekko