Mother

Et nonneslør skimtes i månens blålige lys. Moder Teresa går gennem klosteret og hilser med samlede, blodige hænder på de hellige statuer. Blodet kommer fra alle de sår, hun har renset, og smitter af på hendes dragt.

Men hun ænser det ikke.

Den kontroversielle helgen, der hjalp de syge fattige i Kolkatas slum, er stadig en ung kvinde, da vi møder hende i Mother. En sanselig film, der dvæler ved bedekranses træperler mellem rystende fingre og brøddejen, som arrigt hamres i bordet igen og igen.

Med dragende intensitet spiller Noomi Rapace rollen som Teresa, der i 1948 leder en nonneorden i Kolkata og underviser de lokale indiske piger i geografi.

Samtidig drømmer hun om at starte sin egen menighed og blive den figur, vi kender i dag. Klosteret bliver langsomt til et fængsel for hendes ambition, mens tilladelsen fra Paven lader vente på sig.

Den nordmakedonske instruktør Teona Strugar Mitevska (Et strejf af lykke, Gud eksisterer, hendes navn er Petrunya) kommer fra samme by som Teresa: Skopje. Og hun har modigt og forfriskende valgt at portrættere nonnen som et menneske frem for en ufejlbarlig helgen.

Teresa kan være blid og forstående, men også hård og kold over for medsøstrene. Hun er selvhøjtidelig, egenrådig og føler sig skabt til noget større.

Når hun udtrykker sine frustrationer over for præsten Fader Friedrich – der spilles med stoisk autoritet af Nikola Ristanovski – insinuerer deres intimitet noget mere end et platonisk forhold. Det går der i hvert fald rygter om på klostret.

Dramaet går for alvor i gang, da Teresas udnævnte efterfølger, vennen Søster Agnieszka (Sylvia Hoeks), afslører, at hun er gravid, og deres tætte bånd brister med ét.

”Du har forrådt mig, og du har forrådt Gud,” råber Teresa. Men hun føler sig også selv forrådt af skaberen. En overrumplende tvivl finder rodfæste i hende. Skal hun hjælpe sin ven, sin søster, eller stå fast på sine strenge principper?

Noomi Rapace spiller Teresa med livskraft, pondus og en næsten åndelig besættelse. Med et sylespidst og dømmende blik, der samtidig er rådvildt og søgende.

Fotografen Virginie Saint-Martin gør næsten hver scene til et maleri. Nonner, der uskyldigt og grinende leger med en bold i klosterets grønne gård. Skolepiger i lyserøde kjoler, som én efter én krammer Teresa godmorgen.

Men det æteriske univers bliver også et røgslør for en historie, der smuldrer i løbet af filmen, ligesom Teresa – trods den stærke hovedrollepræstation – virker underudviklet og statisk som figur. Karakterportrættet bliver flygtigt.

At instruktøren har valgt netop Noomi Rapace, er intet tilfælde. Mange kender hende som den piercede og sortklædte hacker Lisbeth Salander fra filmatiseringen af Stieg Larssons Millennium-trilogi. Hun er læder og nittehalsbånd. Punkrock.

Punkrocken i fortællingen virker, når den er ærlig og rå. Som når Teresa piller maddiker ud af et betændt kødsår, og den sårede begynder at masturbere. Til gengæld er det forstyrrende blikfang, når Teresa på lydsiden akkompagneres på af en forvrænget elguitar.

I en særlig scene farer Teresa fortvivlet rundt efter et drengespøgelse i en fantasisekvens til Hard Rock Hallelujah, en finsk metalsang, der vandt Eurovision Song Contest i 2006. Det er så langt fra resten af filmens tone, at det bliver komisk.

Selv med dygtige danske kræfter i klipper Per K. Kierkegaard og lyddesignerne Peter Albrechtsen og Kristoffer Salting bliver stileksperimentet og filmens horror-elementer ikke helt overbevisende integreret i historien.

Mother er dog værd at se. Den er bedst, når den har en tydelig stemme. I de stærke øjeblikke, hvor den graver dybere i Moder Teresas indre.

Når hun funderer over sin egen forfængelighed, som måske er hele motivationen for hendes velgørende arbejde. Og når hun sætter spørgsmålstegn ved de mandlige kræfter, der har så frustrerende stor magt over hendes liv og skæbne.

Her lykkes filmen med at indkapsle et mytologiseret menneskes tidløse tvivl, fejlbarlighed og magtesløshed.