Old

At tid er det alt overskyggende tema i M. Night Shyamalans Old, er der ingen tvivl om efter de første ti minutter.

”Hvor gammel skal man være for at nyde nuet?” er blot en af de mange tidsreferencer, og ikke alle er lige subtile

Instruktørens film har tit skilt vandene hos publikum og anmeldere. Enten elsker man dem, eller også kan man ikke udstå dem.

Oftest skyldes det Shyamalans forkærlighed for at tilføje værkerne minimum et plottwist. Når det kammer helt over, leverer manuskriptforfatteren gerne tre-fire stykker.

Hans forrige film, den glimrende Glass, markerede afslutningen på amerikanerens meget jordnære version af en superhelte-trilogi. Men med Old er Shyamalan tilbage i den gysergenre, der i 1999 gav ham det store gennembrud med mesterværket Den sjette sans.

Filmen handler om ægteparret Guy (Gael García Bernal fra Babel) og Prisca (Vicky Krieps fra Phantom Thread), der er taget på ferie med deres to børn.

”Velkommen til vores version af paradis,” lyder den venlige velkomst til hotellet, som ligger perfekt ud til kridhvide sandstrande og det mest blå hav, man kan forestille sig.

Alt er dog ikke fryd og gammen.

Guy og Prisca har problemer, og alt peger mod en skilsmisse. De har derfor besluttet, at de indbydende sandbanker skal danne kulisse for det sidste fællesminde med børnene.

Derfor lyder det ekstra tillokkende, da hotellets direktør foreslår familien en tur til en afsidesliggende strand, der er så smuk, at man er nødt til at opleve den.

Sammen med en håndfuld andre gæster indfinder de sig snart på det lille stykke af paradis. Stranden ligger afskåret fra den omkringliggende jungle, hvor en kæmpemæssig klippemur adskiller det frodige planteliv fra vandet.

Det er her, der kommer knald på tiden.

Hurtigt står det klart, at jo længere familien opholder sig dér, desto hurtigere ældes de. De bliver omkring ét år ældre per halve time. Det vil sige, at de fleste har under et døgn tilbage at leve i, inden de dør af alderdom.

Dermed igangsættes den desperate kamp for at slippe væk, samtidig med at der skal tages stilling til de forandringer, den hurtige ældning medfører.

Idéen er egentlig god og stammer fra Pierre Oscar Levy og Frederik Peeters grafiske roman, Sandcastle.

Shyamalan holder sig ikke slavisk til forlægget, men replikker og præmissen om mennesker fanget på en strand, hvor de ældes uforklarligt, er stadig intakt.

Desværre har instruktøren ikke tålmodighed eller modet til at lade tingene udfolde sig stille og roligt, så rædslerne for alvor kan få fodfæste i sindet.

Dødsfald indtræffer med jævne mellemrum, og angsten stiger for hver time, turisterne tilbringer på stranden. For børnene betyder det et møde med puberteten og ekstremt vokseværk i løbet af blot få timer.

Ærgerligt nok skøjter Shyamalan hen over det emne i modsætning til forlægget. Med stjernefrøene Thomasin McKenzie (Jojo Rabbit) og Alex Wolff (Hereditary), som spiller den ældre version af sønnen, har han ellers nogle af de mest spændende filmstjerner til rådighed.

Det er dem, som for alvor tilfører en tiltrængt følelse og nerve til den store badedag. Og det er her, man vender tilbage til Shyamalans evner som manuskriptforfatter.

Men hans ændringer i forhold til forlægget viser for alvor deres svagheder i filmens sidste tredjedel, som ellers skulle være det emotionelle klimaks.

Her falder først det ene og så det andet twist til jorden, mens frustrationen over Shyamalans forkærlighed til hittepåsomme overraskelser stiger.

Bedst som man troede, at han var ved at genfinde formen med de sidste tre film, er vi tilbage til juksperioden med The Happening. Det er den, hvor planteliv pludselig udsender et stof, som får mennesker til at begå selvmord.

Naturen som modspiller er et interessant koncept, og der findes få ting så frygtindgydende som tiden, der løber løbsk. At man står ansigt til ansigt med døden, inden dagen er omme.

Men lige netop det kræver, at man dvæler ved følelsen og ikke haster sig igennem den.