Biografanmeldelse
30. aug. 2018 | 17:11

Ordets magt

Foto | David Koskas
Camélia Jordana brillerer som mønsterbryderen Neïla, der her ses i metroen med sin kontroversielle guru Pierre (Daniel Auteuil).

Både højreekstremister og den politisk korrekte venstrefløj får modspil i fransk komedie om venskab på tværs af kulturelle forskelle.

Af Kjartan Hansen

”En veltalende person kan glemme, hvordan man udtrykker sig simpelt.”

Sådan forklarer juraprofessoren Pierre (Daniel Auteuil) sit problem med at tale til sin gamle mor. Efter et langt liv som juridisk debattør har han glemt, hvordan man taler med almindelige mennesker.

Ligesom i bibelhistorien om Babelstårnet, som aldrig stod færdigt, fordi bygmestrene glemte håndværkernes sprog, antyder Ordets magt, at enhver kulturkløft handler om dårlig kommunikation snarere end fjendtlighed.

Pierre provokerer sine elever ved at komme med racistiske stikpiller. Optrinet bliver filmet af en elev og meldt til rektor, der som straf tvinger Pierre til at hjælpe Neïla – en mønsterbryder fra indvandrermiljøet – med at vinde universiteternes debatturnering.

I en højsvungen scene spiller violinerne, mens Pierre løber ned ad Paris’ brostensbelagte gader for at indhente Neïla (Camélia Jordana), som var han Bridget Jones i hælene på Mark Darcy i slutningen af Bridget Jones’ dagbog.

Lånte scener som den findes i overflod i Ordets magt, der udspiller sig som en klassisk komedie om et umage makkerpar, der trods kulturelle skel lærer at holde af hinanden.

Men selv om vi har set det før i alt fra My Fair Lady (1964) til De urørlige, føles filmen stadig frisk. Selv når Pierre imiterer Robin Williams i Døde poeters klub og beder sin elev stå på et af egetræsbordene i det svagt oplyste auditorium og læse højt.

Kun én ting virker uklar i den ellers forudsigelige film. Skal de underkuede bare føje de privilegerede?

For ligesom Meryl Streeps tyranniske guru Miranda Priestly træder over den unge Andy i The Devil Wears Prada, er det ved at overskride Neïlas grænser og kalde hende for Fatima, at Pierre ruster hende til succes på jurastudiet.

Til sidst griner kvinden med det kulsorte, bølgede hår, hver gang professoren kalder hende for en tilsandet kamel. Når hun ikke længere lader sig provokere, kan hun holde fokus og blomstre som en skarp retoriker.

Filmen er ikke nyskabende, men til gengæld varm, væsentlig og vittig. Instruktør Yvan Attal iklæder stolt genkendelige genrekonventioner, så vi fokuserer på tematikken: At bygge bro mellem modsætninger.

Hvor ofte ser vi film med en kvinde af mellemøstlig herkomst som andet end kuet, ydmyget og gemt bag et slør? I Ordets magt møder vi overraskende en ganske almindelig kvinde, der læser jura, er opvokset i en ghetto og har frivilligt valgt at gå med slør.

Camélia Jordana stjæler rampelyset med sin smittende, hæse latter og stive blik, når hun harmdirrende lufter sin frustration over de racistiske og misogyne bemærkninger, hun møder i hverdagen.

Og Daniel Auteuil (Skjult) er mageløs som indbegrebet af de aldrende mastodonter, som satte dagsordenen for 1970’ernes mandsdominerede debatkultur. Tænk på Jean-Marie Le Pen fra det højreorienterede parti Front National eller Mogens Glistrup.

Men Pierre finder sig ikke i at blive kaldt racist.

Mellem linjerne åbner hans facon for en markant problematik. Skal fortidens provokatører indrette sig efter en moderne verden, hvor andre end hvide, heteroseksuelle mænd har en stemme?

Eller skal vi lægge politisk korrekthed til side, se bort fra det stødende sprogbrug og i stedet høre efter, hvad de rent faktisk mener?

Filmen tilbyder en tredje mulighed.

At grine afvæbnende og give tilbage af samme skuffe, når der bliver råbt skældsord efter én. Snart er mastodonternes tid forbi, og den næste generation har lært og accepteret, at man står til ansvar for de ord, man bruger.

Med sin spøgefulde og genrebevidste historie om forsoning er Ordets magt en tiltrængt fredspibe med stof til eftertanke.

Trailer: Ordets magt

Kommentarer

Titel:
Ordets magt

Originaltitel:
Le brio

Land:
Frankrig, Belgien

År:
2017

Instruktør:
Yvan Attal

Manuskript:
Victor Saint Macary, Yaël Langmann, Yvan Attal, Noé Debré

Medvirkende:
Daniel Auteuil, Camélia Jordana, Yasin Houicha

Spilletid:
95 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for alle

Premiere:
30. august

© Filmmagasinet Ekko