Biografanmeldelse
28. aug. 2018 | 12:10

Papillon

Foto | Hagen Bogdanski
Falskmøntneren Louis Dega (Rami Malek) og tyven Papillon (Charlie Hunnam) møder hinanden i en umenneskeligt barsk fangelejr, hvor de starter et venskab og forsøger at tage flugten.

Danske Michael Noers genindspilning af autentisk flugtdrama låner for meget fra originalen, men byder på spænding og et eviggyldigt budskab.

Af Bo Tao Michaëlis

Den ferme instruktør Franklin J. Schaffner filmatiserede i 1973 franskmanden og eksfangen Henri Charrières selvbiografi Papillon.

Charrière undslap i slutningen af 1930’erne fra Frankrigs infame fangelejrsystem i Sydamerika, hvor den sidste og eneste rest af fransk civilisation var guillotinen.

Den blacklistede, venstreorienterede Dalton Trumbo leverede manuskript til Schaffners film. Endnu bedre satte man den mutte, maskuline og stovt selvgjorte Steve McQueen over for den intellektuelle, milde og blide metodeskuespiller Dustin Hoffman som det umage makkerpar, der indgår et intenst venskab: pengeskabstyven Papillon – kaldet Papi – og falskmøntneren Louis Dega.

Den største indvending mod danske Michael Noers genindspilning af Papillon næsten 50 år efter første version er, at han har valgt at caste skuespillere, der næsten på en prik ligner og agerer som de oprindelige – helt ud i grimasser, detaljer og manerer.

Britiske Charlie Hunnam og amerikanske Rami Malek er nærmest menneskelige replikanter af henholdsvis McQueen og Hoffman. Især Malek er på grænsen til kopi i skildringen af Dega. Hunnam er lidt mere original som Papi med sine trimmede muskler i tove, ubrydelige nerver af stål og hurtige knytnæver af jern.

Handlingsmæssigt er filmen den samme forfærdelige og fascinerende flugtrute over stok og sten, igennem urskov og havvand. De futile flugtforsøg giver straf i form af årevis med tæsk og tvungen tavshed i isolationscelle.

Men flugten til friheden er hele tiden inden for rækkevidde. Det giver filmen en episk spænding, når det skal lykkes hovedpersonerne at overkomme og overleve store forhindringer og sadistisk afstraffelse.

Papillon er effektiv og energisk, men også lidt glat og anonym. Man keder sig dog aldrig, selv om spilletiden, ligesom i originalen, er over to timer.

Teknisk kan film i dag meget mere end i 1973. Både med hensyn til brutale slagsmål, blodig vold, seksuel udpensling samt genskabelse af den tabte (for)tid. Noers Papillon viser også stakkels Papis nostalgiske hallucinationer om den glade tyvetid i 1920’ernes Paris med frække damer og flamboyante mænd. De oplevelser er beskrevet i Charrières bog om tiden efter fængslingen, Banco.

Det hele ender med et stort hop op til 1970, hvor Papi stadig er eftersøgt, men vil offentliggøre sit selvoplevede vidnesbyrd om de franske fangelejres grusomheder og gru. Dels som protest mod den organiserede umenneskelighed og dels som minde over dem, som ikke slap ud, hvis det da ikke var stift liggende i en simpel ligkiste.

Vor landsmand Roland Møller gør en stor indsats som en sådan fange. Det er en rolle på kanten af typecasting, men Møller overbeviser som den rå og ramsaltede bølle og bøhmand med ægte tatoveringer og tvivlsomme ærinder.

Filmen pendler labilt i sine gestaltninger af elendigheden i Fransk Guyana. Det skifter mellem det lækre og farvestrålende, hvor fangedragten nu og da ligner en nystrøget pyjamas, for så pludselig at være fuld af blod, bræk og bæ. Her kommer vi til at sande, at røvhullet ikke er det bedste sted at gemme sine forbudte penge, når man har diarre.

Og mod slutningen er filmen så ved at kamme over med sentimentalitet om at finde sig selv og sige verden ret farvel.

Når det er sagt leverer Michael Noers Papillon varen som en underholdende og spændende fangeflugtfilm med et budskab om, at hvor der er vilje, er der også en vej.

Trailer: Papillon

Titel:
Papillon

Land:
USA, Tjekkiet, Spanien

År:
2017

Instruktør:
Michael Noer

Manuskript:
Aaron Guzikowski

Medvirkende:
Charlie Hunnam, Rami Malek, Roland Møller

Spilletid:
133 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
23. august

© Filmmagasinet Ekko