Passenger

Den klassiske landstryger har vildtvoksende fuldskæg, hindbærnæse, lappet tøj med reb om livet, bulet hat og om halsen måske en pølse i et fuglebur.

I fordums tider flakkede disse frie sjæle filosoferende langs landevejen og brød gerne ud i sang: Er du dus med himlens fugle og skovens grønne træ’r / Så har du fundet ind til det, der gør livet allermest værd!

Men vi må alle følge med tiden. Horrorfilmen Passenger skildrer en ajourført form for vagabondering, som involverer benzindrevne køretøjer. Diskret indrettet til såvel mobilitet som overnatning kan de med omtanke parkeres stort set hvor som helst.

I en sådan hobo-mobil kan man nyde livet uden lænker. Medmindre man er så uheldig at få en metafysisk morder i hælene. Det sker i filmen for kæresteparret Maddie (Lou Llobell) og Tyler (Jacob Scipio), som er nystartede landevejsriddere.

Dæmonen minder på afstand om The Shape i Halloween-filmene. Tæt på ligner den en John Carradine-dørvogter med Lon Chaney-tænder. Den ønsker blot at forskrække og slå ihjel, jo blodigere jo bedre. Hoveder flås itu med kvalmende nærbilleder af blodige sårflader.

Passenger er en amerikansk film instrueret af norske André Øvredal, der brød igennem med en anden monster-roadmovie, den charmerende Troldjægeren (2010). Man ville ønske, han med det afsæt var blevet en norsk Peter Jackson, men i stedet valgte han en karriere som anonym director-for-hire i Hollywood.

Jeg var stærkt skuffet over hans Scary Stories to Tell in the Dark og The Last Voyage of the Demeter, men kunne dog godt lide både The Autopsy of Jane Doe og nu også Passenger.

I selskab med Tyler og Maddie fører filmen os ikke blot i armene på overnaturlig ondskab, men strejfer også et interessant logeagtigt fællesskab af farende svende.

Heriblandt den erfarne Diana (Melissa Leo), der ikke er stylet som en klassisk Hollywood-roma, men ved mere end sit fadervor og udfylder samme rolle. Da hun hører om dæmonen, indser hun straks, at det er parrets eget problem, mens de andre hjemløse bør starte motoren og køre langt væk!

Vagabundus-folket har sine egne hemmelige koder. Det lærte vi i tv-serien Mad Men, hvor Don Draper (Jon Hamm) i afsnittet The Hobo Code (2007) lærer at afkode lazaronernes interne inskriptioner med gode råd om lokale beboere, fra ”rar dame”til ”pas på, hunden bider!”

I Passenger lærer vi at tyde en anden af hobo-koderne: Tre skråstreger, ///, der betyder ”ingen tryghed her!”

En bedre filmskaber havde forstået til fulde at malke landstrygermiljøet for eksotisk stemning og excentrisk menneskelighed. Federico Verardis rastløse kamera går tæt på personerne, men overfladiske Øvredal er forblændet af sin chokstrategis taktfaste øksehug. Filmen byder på et jump scare cirka hvert femte minut. Derfor når filmen ikke så langt bagom overfladen, som plottet lægger op til.

Der indgår også et religiøst element. Allerede i filmens prolog mindes vi om de vejfarendes skytshelgen, Skt. Kristoffer. Maddie og Tyler er så heldige at have Skt. Kristoffer dinglende fra bakspejlet i form af en medaljon. Kristoffer bar Jesus-barnet over en flod, så måske vil han også hjælpe de to truede unge?

På egne præmisser er Passenger både underholdende og seværdig.

Cineaster med kendskab til filmhistoriens klassikere vil især værdsætte en sekvens, hvor Tyler ved hjælp af videoprojektor og ophængt lagen vil glæde Maddie med en open air-visning af Prinsessen holder fridag, hvor kærligheden blomstrer mellem Gregory Peck som reporter og Audrey Hepburn som tronarving.

Den er fra 1953, og selv om journalisten drilagtigt forskrækker prinsessen ved Sandhedens Mund, skulle der gå 25 år, før Gregory Peck i The Boys from Brazil spillede sin karrieres første seriøst skræmmende rolle: Nazilægen Josef Mengele, også kendt som Dødens Engel.

Pecks paparazzo kan fra nu af nævnes i samme åndedrag som Pecks nazilæge, idet Øvredal i et inspireret øjeblik lader sin landsstrygerdæmon manifestere sig via billedet af rare Gregory Peck i Prinsessen holder fridag!