Tears of the Azure Sea (tårer fra det azurblå hav) er en japansk isekai-tegnefilm, hvis hovedperson oprindelig er en 37-årig kontormand. Han mister livet under en spontan heltegerning og bliver reinkarneret som en slimklat i et sværd & trolddom-univers.
Slimklatten opdager her, at den ved at absorbere andre væsner og objekter kan tilegne sig deres evner og opnå stor magt, både fysisk og metafysisk. Den forener fraktioner såsom orker og ulve, hvorved den skaber en civilisation med sig selv som lovgiver og regent.
Undervejs får slimklatten navnet Rimuru Tempest og lærer at manifestere sig i menneskeform, med en mands krop samt en kvindes ansigt og stemme. Hvilket er den hovedperson, vi møder i Tears of the Azure Sea.
Franchisen har den overordnede engelske titel That Time I Got Reincarnated as a Slime. Den startede som en serie internetromaner, senere udgivet i fysisk form som light novels, i alt 23 bind. Fortællingerne har dannet grundlag for både mangaer (tegneserier) og anime (tegnefilm).
En animeret tv-serie startede i 2018 og kan hos os, vest for Østen, ses på streamingtjenesten Crunchyroll.
Tv-serien har fået følge af to biograffilm.
Den første, Scarlet Bond fra 2022, fik en blandet modtagelse og nåede ikke danske biografer. Handlingen i denne finder sted mellem tv-seriens anden og tredje sæson, mens den anden og nye biograffilm, Tears of the Azure Sea, handlingsmæssigt er placeret mellem tv-seriens tredje og fjerde sæson.
Pyha, så er fundamentet vist på plads – afsted på eventyr!
I Tears of the Azure Sea inviteres Rimuru Tempest på ferie i et pragtfuld Eldorado-rige med sine nærmeste, der kort kan beskrives som en grøn gnom og tre bikinibabes. Men freden forstyrres, da et havfolk beder om hjælp til beskyttelse mod en økologisk sammensværgelse, der involverer et kæmpemæssigt havuhyre.
Filmen er grundlæggende en lejlighed til at følge franchisens faste persongalleri på en rejse ned under havet, og der er blevet ofret penge på at udvikle ny teknologi til strømmen af splaskende, boblende billeder.
Det nye univers introduceres med en poetisk slow-motion-sekvens af faste tegninger i glødende farver og byder blandt andet på en mystisk grotte med et magisk perlemorskær.
Filmen starter med en kort backstory-prolog, men denne føles tvungen, forhastet og kun medtaget for god ordens skyld.
Man kan slå hjernen fra og bare kigge med, når hovedpersonerne eksempelvis rejser afsted i en kabine båret gennem luften af en kæmpedrage. Men vil man gøre sig håb om at indleve sig i deres indbyrdes relationer, er det nødvendigt at kende dem på forhånd via bøgerne eller tv-serien.
Blandt de nye figurer er spionen Towa, en atletisk, maskeret kvinde, der svinger sig mellem bygninger på klassisk klatretyvfacon og slår sig sammen med orken.
Der indgår en lille drag-skulptur, der kan foldes ud og blive til en magisk tværfløjte, som kan fremmane en drage. Det er den, man om noget skal i biografen for at se på det store lærred. I stil med Gojira/Godzilla angriber den med en energistråle ud af munden.
Som helhed er Tears of the Azure Sea dog en frustrerende, utilfredsstillende film med et konventionelt adventureplot og alt for mange billigt producerede billeder af hovedpersonerne. De er lavet som i tv-serien, hvor de virker fint, men skuffende flade på et biograflærred.
Indimellem disse klippes der til langt flottere totalbilleder af de steder, hvor handlingen foregår, typisk tegnet med diffuse konturer og tågede atmosfærer. Det føles, som om der konstant klippes frem og tilbage mellem to forskellige film.
Filmisk interessant er brugen af et magisk-teknologisk ikon, der svæver i et hjørne af billedet, når hovedpersonen fører samtaler med sin ChatGPT-agtige guide. Men andre gange vises det som et skærmbillede, der fylder hele lærredet. Som når vi i Terminator eller RoboCop hopper ind i hovedet på cyborgen.
Denne fortælleteknik introduceres allerede i de tidligste afsnit af tv-serien, som i det hele taget er langt mere opfindsom end Tears of the Azure Sea. Der var ikke noget nyt i en fortælling om et slimvæsen, en idé vi især kender fra The Blob (1958) med Steve McQueen, og heller ikke i tanken om et væsen, der kan absorbere og inkorporere træk fra sine omgivelser.
I populærkulturen har forestillingen især vundet udbredelse via John W. Campbells hyppigt filmatiserede kortroman Who Goes There? (1938), der blev til John Carpenters mesterværk The Thing (1982) med dens uhyggeligt transformerende monster.
That Time I Got Reincarnated as a Slime har vendt traditionen på hovedet ved at gøre slimklatten til helten. Idéen er brillant filmatiseret i starten af tv-serien, så hvis tanken på nogen måde virker fascinerende, bør man starte dér.
Skulle man have et fnysende forarget forhold til tanken om slim på film, så husk, at vi selv i tidernes morgen opstod som urslim, og at al menneskelig forplantning i sin essens er en temmelig slimet affære.
Af slim er du kommet og af slim skal du igen opstå.
facebook
twitter
Kommentarer