Efter et årtis pause er her toeren til The Accountant, hvor Ben Affleck har titelrollen som en revisor, der på rekordtid kan løse omfattende matematiske regnskabsgåder og ydermere er uovervindelig kampsportsekspert.
Originalen har strukturelle problemer og mister momentum i sidste halvdel, hvor dens mange idéer spænder ben for hinanden. Så den fik kun tre stjerner i Ekko, men blev ikke desto mindre bredt modtaget som en fornyelse i actiongenren. Hovedpersonen lider nemlig af autisme, hvilket med lidt god vilje kan accepteres som rationale for hans overlegne evner.
Tanken om, at et handicap kan udmunde i superkræfter, kender vi fra fortællingen om Odin, der river sit øje ud og smider det i Mimers brønd. Til gengæld for tabet får han ekstraordinær mental skarphed, inklusive runemagi.
Marvels X-Men er opkaldt efter Professor X, en telepat i kørestol. Og allerede i Marvel-filmatiseringen Daredevil fra 2003 spiller Ben Affleck en tilsvarende rolle, som advokaten Matt Murdock, der er blind, men kan tæve skurkene takket være sin Schweizerknivsagtige blindestok og sin overlegne hørelse.
Tanken om autisme som mentalt vidundermiddel blev populariseret med Rain Man, hvor Tom Cruise smiler endnu bredere end normalt, da han indser, at hans autistiske bror kan ”tælle kort” og derved score formuer i Las Vegas. En idé, der genbruges i den første The Accountant.
Dustin Hoffman vandt en Oscar for rollen som autist, men det skal Ben Affleck nu nok ikke nære håb om, heller ikke denne gang. Hans rolle består mest i at virke uudgrundelig indimellem actionscenerne. I sidstnævnte gør han brug af nærkampsteknikken pentjak silat, som Hollywood opdagede i 2011 via den fremragende, indonesiske politifilm The Raid.
The Accountant 2 lægger sig tæt op ad den første film, med samme manuskriptforfatter og instruktør. I babe-hjørnet er Anna Kendrick som ”revisor-der-skal-reddes” udskiftet med Daniella Pineda som ”lejemorderske-der-skal-overleves”, men ellers er en række centrale navne tilbage: Ben Affleck som autistrevisoren Christian Wolff, Jon Bernthal som hans psykopatbror Braxton, Cynthia Addai-Robinson som finansministerium-analytiker og J.K. Simmons som hendes nu pensionerede, bingo-spillende chef.
Vi er et godt stykke fra den aura af ”thinking man’s action movie”, der var etterens fineste kvalitet. Til gengæld føles filmen langt mere helstøbt som actionkomedie med fokus på det kontrastfyldte samarbejde mellem de to brødre.
Vi har den emotionelt hæmmede autist, der bor en spejlblank campingvogn og kæmper med at simulere følelser, som da han forsøger sig med speeddating. Han har større held på dansegulvet – sammen med Sinners er dette den anden nye actionfilm på en uge, hvor der indgår linedancing.
Og så er der hans bølleagtige bror, hvis foretrukne overtalelsesmetode er at rive offerets ene øje ud og vise det frem, mens han truer med også at udrive det andet. Hvilket vi dog kun får beskrevet.
Affleck og Bernthals samspil slår gnister, både hvad angår humor og action.
Begge brødre kan nemlig slås, som var de superhelte. Det gælder også alle andre i filmen. Blandt andet får vi en fyrig catfight mellem Cynthia Addai-Robinson og Daniella Pineda – man får åbenbart ikke et kontorjob i det amerikanske finansministerium uden at være nærkampsekspert.
Ud over hjælp fra sin bror er revisoren denne gang allieret med en gruppe teenagehackere, der løser opgaver online, lidt a la Sherlock Holmes’ netværk af fattigfolk. Via sin computer kan revisoren desuden styre trafiklys. Nyttigt, når der trædes på speederen.
Filmens indviklede plot vedrører amerikanernes store traume i disse år – immigrationen sydfra – og kulminerer med en mindre ørkenkrig.
The Accountant 2 er co-produceret af Matt Damon, der i filmen Good Will Hunting fik sit Oscar-nominerede gennembrud som en anden type outsider med matematiske superevner. Der kommer sandsynligvis en treer, hvis ikke en hel tv-serie.
Kommentarer