Velkommen på månen

Trods utallige støttemillioner har dansk film ofte haft svært ved at levere spillefilm, der føles helt frie og ufiltrerede – måske netop fordi millionerne følges af forventninger, hensyn og regneark. 

Derfor er det forfriskende, når en rendyrket gør-det-selv-produktion finder vej til biograferne. Velkommen på månen er skabt uden om Filminstituttets sjæleforlængende system og bæres i stedet af instruktør Aske Bangs egenrådige og personlige tilgang. 

Vi lærte ham for alvor at kende med immigrantdramaet Silent Nights, der blev Oscar-nomineret i 2017. På Ekko Shortlist havde han med de syrede kortfilm Ladyboy, Den fremmede og Dværgen og luderen allerede markeret sin forkærlighed for outsidere og skæve eksistenser i en boblende sump af grotesk humor og rørende menneskelighed. 

Med klare nik til Coen-brødrenes amerikanske Midtvesten skildrer han et Danmark med helt andre værdier og forestillinger end storbyens velpolerede selvbillede. Her gemmes det aparte ikke væk, men får lov at fylde hele lærredet. 

Sådan er det også i Velkommen på månen, der balancerer mellem thriller og komedie. Drengerøvet dribler den mellem Klovn-agtig meta-absurd komik, patosfyldt bromance i ubalance, mystisk goblincore i stil med David Lynch, gyseren Sidste time og hardcore hillbilly-gore i stil med Wes Craven, som bestemt ikke er morsomt, men blødende ubehageligt. 

I dette miskmask formår filmen desværre ikke at finde ind til knoglen. Men der er talent og potentiale hos den farverige instruktør, som åbner med højstemt kormusik, en død ræv og en jæger i den våde ødemark. 

Filmen handler om Aske Bang, der i en alternativ virkelighed hedder Bo. Til en julefrokost hos Zentropa, omringet af julepop og nisser, får han en spillefilm lovet af Peter Aalbæk Jensen.

Den eneste betingelse er, at Mads Mikkelsen spiller hovedrollen i stedet for bedstevennen Martin (Stanislav Sevcik), som Bo nu skal holde polterabend for på Møn. 

I det månepyntede sommerhus er de kun to mænd: Bo selv med sin hemmelighed og den kommende gom. 

Filmen tør faktisk være underlig. 

En kvinde bortføres i lokalområdet. Hun kidnappes og voldtages. En klovn kigger ind ad ruderne. En person med Downs syndrom spiser på den lokale kro. Krofatter sælger absint. På det gamle hotel bliver de forfulgt. Brusere går i gang af sig selv. Skriften på væggen viser et telefonnummer til to damer. 

Der er fart over feltet. Til tider er det sjovt, og til sidst bliver det både en spøgelseshistorie og morbid thriller. 

Omdrejningspunktet er vennernes forhold med nik til Sideways. Deres hash kalder de for ”Djengis Khan”. Stanislav Sevciks upolerede ansigt er en fornøjelse som det kritiske, excentriske hashhoved Martin, der har meldt sig ud af samfundet og ikke giver noget for branchen. 

Bo er mere ambitiøs, men også en vattet pleaser, der rykkes rundt af Aalbæk, vennen og kæresten. Han tør ikke stå ved noget, men har en voksende indre dæmon. Mens hans kæreste danser lidt for tæt i Sydafrika, ringer han til damerne på væggen. 

Månerne går igen på en plakat i sommerhuset og på bordet, hvor der spises citronmåne. Bo møder også instruktøren bag Manden i månen, Erik Clausen, der spiller sig selv og på vejen ud giver det abstrakte råd: ”hård negl!” 

Netop Manden i månen blev hyldet for sit ekspressionistiske kameraarbejde, og Velkommen på månen vækker med sin markante belysning minder om 80’erne. 

Clausen er sgu god nok i sin sidste rolle. Den kidnappede kvinde er godhjertet nok. Manden med Downs syndrom er hyggelig nok. Krofatter er mistænksom nok. Men så er der alle de klassiske gyserelementer, som var vi i en Ghostbusters-komedie. Troperne holder fest. Det overdrevne nærmer sig det platte. De sjove scener og de onde forenes ikke rigtigt – elementerne er der, men filmen jonglerer for meget. 

Så kom igen, Aske Bang! Keep it simple og giv systemet tørt på!