Biografanmeldelse
02. nov. 2017 | 15:22

Victoria & Abdul

Foto | Peter Mountain
Det umage makkerpar Dronning Victoria (Judi Dench) og Abdul (Ali Fazal) hygger sig på sejltur i Skotland.

Stephen Frears viser et glansbillede af Det Britiske Imperium i dets storhedstid tilsat humor, charme og en lille smule fremmedhad.

Af Kjartan Hansen

Baseret på sande hændelser. 

Sådan starter mange historiske dramaer. Men denne gang er det anderledes. Her tilføjes ordene: ”For det meste,” og netop det er filmens force. Med lidt humor og filmisk tryllestøv opdigter Stephen Frears sin egen udgave af de delvist sande hændelser.

Ligesom når Askepot i eventyret vinder prinsens gunst på grund af noget så basalt som skostørrelse, bliver indiske Abdul (Ali Fazal) udvalgt til at overrække Dronning Victoria (Judi Dench) en jubilæumsmønt i anledning af hendes første 50 år på tronen, fordi han er højere end gennemsnittet.

Den uhøjtidelige, men charmerende inder vækker opsigt, når han i 1887 ankommer til det rigide britiske hof. Han bliver festligt klædt på til at møde dronningen, som keder sig grusomt. Men så mødes deres øjne.

Det bliver starten på et smukt venskab, forstår vi nok. Vi er allerede blevet forført af hans fængslende smil og brune øjne, og snart giver hans venskab dronningen livsglæden tilbage. 

Men den intrigante britiske adel er parat til at gøre alt i sin magt for at slippe af med den fremmede nyankomne, før han får for meget magt.

I sin første halvdel serveres fortællingen som en forfriskende cocktail med lige dele historisk drama og munter farce. Den formår at gøre grin med forældede vaner og ritualer, samtidig med at den deler rundhåndet ud med små juveler af historisk viden.

Vi kommer til bords med den altid skønne Judi Dench i rollen som dronning Victoria, der var kendt for sin dårlige bordskik. Hun sluger grådigt maden i sig, så de måbende gæster ikke kan nå at blive mætte, før maden tages af bordet for næsen af dem.

Man forstår instinktivt, at det dengang var almindeligt, at alle gæsternes tallerkener blev taget af bordet, så snart dronningen lagde bestikket fra sig. 

Men det bliver mere og mere frustrerende, at motivet for den centrale konflikt mangler. Som handlingen skrider frem, overskygges humoren af den mere eller mindre uldne konflikt mellem Abdul og den intrigante adel. Selv om de sporadisk rynker på næsen, imens de nævner hans herkomst, bliver fremmedhadet kun antydet.

Vi kan se, at de føler sig indigneret over, at deres hvide dronning værdsætter den brune mand mere end sine landsmænd. På den måde fremstår Dronning Victoria som en tolerant hersker i et racistisk miljø. Et mere funklende og poleret glansbillede af hende kan man næsten ikke bede om.

Men også den skarpe pointe bliver tabt, fordi fremmedhadet hele tiden nedtones. Det er svært at gennemskue præcis, hvor fortællingen vil hen. 

Måske er racisme for vanskeligt at diskutere i en film, der starter som en komedie. Men det bliver kun mere problematisk af, at humoren og sødmen er fraværende hen imod slutningen. Og humoren bliver ikke erstattet af et mere dybdeborende perspektiv eller andet, som kan fastholde fascinationskraften.

Filmen indeholder en utrolig historie om en tilfældig inder, der nå helt ind i magtens centrum. Historien tigger om at blive fortalt, men bliver desværre kvalt i et glansbillede af et imperiums storhedstid.

Trailer: Victoria & Abdul

Kommentarer

Titel:
Victoria & Abdul

Land:
Storbritannien, USA

År:
2017

Instruktør:
Stephen Frears

Manuskript:
Lee Hall, Shrabani Basu

Medvirkende:
Judi Dench, Ali Fazal, Tom Pigott-Smith, Eddie Izzard

Spilletid:
112 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år

Premiere:
2. november

© Filmmagasinet Ekko