Biografanmeldelse
19. juli 2016 | 22:33

Wiener-Dog

Foto | Linda Kallerus
Remi, der har overlevet kræft, får en Wiener-Dog (gravhund) af sine forældre. Men forældrene er noget skeptiske over for det nye familiemedlem.

Legesyge og begsorte Todd Solondz spidder igen det miserable jordeliv, men overrasker også med sin mest hjertevarme og rørende scene til dato. 

Af Lars Bukdahl

Titlen Wiener-Dog er hentet fra Todd Solonz’ gennembrudsfilm Welcome to the Dollhouse (1995). Hovedpersonen, den bebrillede og furiøst kiksede elleveårige Dawn Wiener, bliver mobbet og af klassekammeraterne kaldt ”wiener dog”, pølsehund, eller på godt dansk: gravhund.

Ergo er en gravhund hovedpersonen i den nye film her knap tyve 
år senere. Vi følger hundens liv hos forskellige ejere, og den bliver således den gennemgående person i de fire selvstændige episoder, filmen består af.

Helt alene vandrer gravhunden derudad foran en blue screen med de mest forskellige baggrunde – en ørken, et mørkt diskotek, Det Hvide Hus – i det lille intermezzo, der falder mellem anden og tredje episode.

Todd Solondz er en ægte auteur med sin helt egen empatisk misantropiske tone, hvis ikke verdenssyn. Samtidig er han helt vildt og frivolt legesyg, hvad formen angår. Man kan med fordel sammenligne Solondz med den danske prosaist Harald Voetmann, der virtuost jonglerer med et parallelt sortsyn.

Solondz’ Happiness og Life During Wartime beretter om det samme kollektive persongalleri, der spilles af to forskellige hold af skuespillere.

Hovedpersonen i Palindromer, Aviva, spilles af otte forskellige skuespillere, i flere aldre, med flere hudfarver og
 af begge køn. Palindromer begynder med, at Dawn Wiener fra Wellcome to the Dollhouse begraves, men i anden episode i den nye film går 
hun lyslevende og bebrillet rundt, spillet af en ny skuespillerinde: Greta Gerwig. Hun er en dyrlægeassistent, der af medlidenhed kidnapper den aflivningsdømte gravhund.

Dawn støder tilfældigt på sin dødsfjende/hjertenskær Brandon
 fra debutfilmen, nu spillet af Kieran Culkin, og tager med ham på et mystisk og i begyndelsen foruroligende road trip, der meget overrumplende udvikler sig til den mest genuint rørende og hjertevarme scene i hele Solondz’ begsorte oeuvre.

Nemlig
 da parret når frem til Brandons bror Tommy, der ligesom sin kone har Downs syndrom, og Brandon skal forklare Tommy, der nægter at forstå det, at deres far er død.

Dawn og Brandon efterlader gravhunden hos Tommy og ser også selv ud til at have det håbefuldt okay sammen, gudhjælpemig. Men så kan Solondz heller ikke klare mere sødsuppe.

Efter det kukkede intermezzo vender mørket tilbage, blindende 
og blændende, med et eklatant comeback til Danny DeVito i rollen som dybt deprimeret filmskolelærer, der uvist af hvilken ulykkelig årsag nu 
er gravhundens ejer. Ømheden for DeVitos karakter er åbenba. Det er den derimod ikke for hans stupide og selvfede elever, og den lykkelige slutning kan man kigge i vejviseren efter.

Samme model følger sidste episode. Der er en vis ømhed for gamle, bitre og kyniske Ellen Burstyn, som kalder gravhunden Cancer, men så godt som ingen sympati for hendes ødelagte barnebarn og decideret minusgrader for dennes mutte kunstnerkæreste.

I første episode er udgangspunktet helt purt. Storøjet, kræftoverlevende dreng får gravhunden foræret af sine forældre, der imidlertid allerede fra starten (især faren) betragter hunden med en skepsis, som den hurtigt lever op til. En flere minutter lang kamerakørsel dokumenterer et eksplosivt diarré-anfald hele vejen ud af indkørslen.

Budskabet er det sædvanlige solondzianske: Livet er et endeløst hav af lort, og i de heldigste tilfælde lykkes det os at tilkaste de andre druknende et illusionsløst, solidarisk blik under hundestjernen.

Trailer: Wiener-dog

Kommentarer

Titel:
Wiener-dog

Land:
USA

År:
2016

Instruktør:
Todd Solondz

Medvirkende:
Greta Gerwig, Kieran Culkin, Danny DeVito, Ellen Burstyn


Spilletid:
90 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
21. juli

© Filmmagasinet Ekko