Wild Horse Nine

Martin McDonaghs nyeste film om mænds vold og venskab udspiller sig på Påskeøen i 1973.

Her er to venner og CIA-kolleger taget en uge på ferie efter at have lagt sidste hånd på forberedelserne til det statskup, der kort efter vil styrte den folkevalgte marxist, præsident Allende, og installere general Pinochet som folkeforhadt diktator.

Begge kan lide deres arbejde, men på det seneste er den pensionsmodne Chris blevet selvmorderisk skødesløs. I lufthavnen må Lee hale i land, da hans ven bramfrit afslører deres foretagende over for et par unge studerende: ”Nyd jeres land, mens I stadig har det!”

Chris er en glansrolle, som John Malkovich spiller til perfektion. En gammel rotte i faget, som i første scene opremser nogle af sine største bedrifter – Guatemala i 1954, Congo i 1960, Dallas i 1963 – og som gennem filmen indtaler sin selvbiografi på diktafon.

Han er god for skæve betragtninger og vidunderligt krøllede historier. Men mellem de to mænd er der en forståelse, som farver filmen, da den temmelig hurtigt afsløres: Chris er døden nær af cancer. Og han har bedt Lee give ham en hurtigere udvej som afslutning på rejsen.

Lur mig, om ikke John Malkovich som det mindste bliver Oscar-nomineret. Han har bogstaveligt tal aldrig været bedre.

Det har Sam Rockwell, men kun i Three Billboards Outside Ebbing, Missouri fra samme instruktør.

Rockwells Lee er fornuftens vaklende stemme over for både sin ven, der ikke længere går op i, hvilke statshemmeligheder han afslører over for hvem, og over for sin stridslystne, fordrukne hustru.

Hun spilles i et par korte, mindeværdige scener af Parker Posey, der forhåbentlig er i gang med en velfortjent karriererenæssance efter sin mindeværdige rolle i den seneste omgang The White Lotus.

Siden sin første kometkarriere som stjernedramatiker på London og Broadways skrå brædder har Martin McDonagh forstået at kæle for sproget og skabe replikker, man husker. Nogle skaber skraldlatter i salen, andre tager man med sig som fyndige mantraer.

Rent dramaturgisk må man dog medgive, at McDonagh fra film til film finder flere af de samme greb frem.

Wild Horse Nine byder således på en ferie med en forhalet dødsdom (In Bruges), en kræftdiagnose ledsaget af blodig hoste (Three Billboards Outside Ebbing, Missouri) og et kriseramt venskab mellem to mænd på en isoleret ø (The Banshees of Inisherin).

Men byggeklodserne er effektivt samlet til en ny historie med en anden ånd, der holder hans høje niveau.

Mens Chris stavrer rundt på øen og taler med sig selv – og med de vilde heste, der har lagt navn til filmen – gør den katolske mand sit livs moralske regnskab op. Hvor mange forfærdelige handlinger kan man begå i en god sags tjeneste, før håbet om en plads i himlen forsvinder?

Der løber en resigneret autoritetstrods gennem Wild Horse Nine, hvor Steve Buscemi har en herlig skurkerolle som CIA-chefen MJ. Vi ser ham typisk for enden af et telefonrør og midt i et møde med mutte militærmænd i et kontor med udsigt til præsidentpaladset.

Galgenhumoren flyder tykt, uden at Martin McDonagh forklejner kuppet som den nationaltragedie, det er.

Filmens humanistiske nerve er et par unge, chilenske studerende, som Chris og Lee møder i lufthavnen og siden støder på igen og igen på den diminutive stillehavsø. Påskeøen – Rapa Nui, retter de – er trods alt kun lidt større end Rømø.

De studerende danner en ungdommelig modpol af håb og virkelyst til de to kyniske gamle røvhuller, der dårligt nok skjuler, hvorfor de er i landet. Og som joker upassende, men skideskægt om de forhistoriske kæmpehoveder, der troner frem eller titter op overalt på øen.

”Moai,” retter et par englændere ved middagsbordet på deres hotel. ”I er fra Storbritannien? Selv holdt jeg altid med Irland,” siger Chris og finder sit mest uskyldige smil frem.

John Malkovich skeler let med venstre øje og har mellemrum mellem fortænderne – to særpræg, han med stor charme gør til en del af sit spil i Wild Horse Nine.

Fotograf Ben Davis genskaber et overbevisende 70’er-look med smaragdgrønne billeder af øen og interiører i rødt, gult og orange. Komponisten Carter Burwell understøtter historiens følelsesmæssige vendepunkter. Og danske Mikkel E.G. Nielsen, der også klippede The Banshees of Inisherin, samler det hele med et sikkert tempo og velplacerede åndehuller, hvor karaktererne får plads til at træde frem.

Med en bror i Monument Valley og en alder, der lige akkurat gør ham gammel nok til at have kæmpet i Første Verdenskrig, bliver Chris en slags levende repræsentant for amerikansk historie gennem det meste af det 20. århundrede.

I den forstand føles filmen mindre som en kommentar til en ny verdensorden end som en påmindelse om, at den måske ikke er så ny endda.