The Witches

Hvad var din yndlingshistorie, da du var barn? 

Lige meget hvilken indeholder den sikkert lidt af det hele. Eventyrlig hygge, hårrejsende uhygge, sorg, humor og vigtigst af alt: ægte følelser. 

Den lille Rødhætte, Askepot og Den grimme ælling. Disse historier og andre klassikere laves ofte til film, for det er en sikker opskrift på succes, hvis det gøres ordentligt. Ellers er det en fornærmelse mod et elsket barndomsminde.

Der står med andre ord meget på spil, når instruktør Robert Zemeckis giver sig i kast med Roald Dahls børnebog The Witches fra 1983. Bogen blev første gang filmatiseret i 1990 af den engelske mesterinstruktør Nicolas Roeg med Anjelica Huston i hovedrollen.

Roald Dahl har skabt fortællinger som Charlie og chokoladefabrikken, Sofie og Den Venlige Kæmpe og Den fantastiske hr. Ræv. Hans universer er barnlige og hjertevarme, men også makabre, alvorlige og fyldt med sort humor.

Robert Zemeckis er kendt som instruktøren bag Tilbage til fremtiden, Forrest Gump og Cast Away. Ikke ligefrem en amatør, når det gælder alvorlige film med et barnligt sind.

Og The Witches starter da også fantastisk. Chris Rock leverer en morsom og seriøst monolog tilsat stemningsbilleder. Han fortæller os sin livshistorie, der indeholder en vigtig lektion: Hekse er virkelige, og de hader børn!

Faktisk er deres eneste livsmission at udrydde børn. Det giver dem samme lykke, som når du spiser en is. Med chokoladesovs. Og nødder. Og krymmel.

Stemningsbillederne forsvinder, og vi ser en bil på en snedækket nat i 1968. Chris Rocks unavngivne karakter sidder – nu som barn (Jahzir Bruno) – på bagsædet. Rocks stemme fortæller os, at sneen er smuk, men glat. Langsomt vender kameraet rundt, og vi forstår, at bilen er på hovedet.

Denne fremragende åbning minder om en film af Guillermo del Toro, som da også er producer og medforfatter på produktionen. Efter ulykken flytter den forældreløse hovedperson ind hos sin mormor i Alabama.

Hun er en stereotyp, sort kvinde, som serverer majsbrød og friturestegt kylling. Som Rock beskriver hende: ”Hun slår dig, når du fortjener det, og giver et stort knus, når du har brug for det.”

Bedstemor er både varm og seriøs, og Octavia Spencer leverer med sin charme filmens bedste skuespilpræstation.

The Witches præsenterer en fri, sort kultur, men der lurer en fare: hekse, som i skræmmende grad minder om ekstremister fra virkeligheden. Navnet på filmens skurk, The Grand High Witch, minder således om Ku Klux Klans leder, The Grand Wizard.

Der lægges op til en blanding af Get Out og Charlie og chokoladefabrikken, men hurtigt forsvinder alvoren og erstattes af platte replikker og dårlige, digitale effekter.

Den traumatiserede helt vender på en tallerken og går fra at være en indadvendt, sorgfuld dreng til at blive en kæk og modig knægt, der kan minde om Aladdin.

Efter et ubehageligt møde i supermarked med en af verdens mange hekse vælger bedstemor og hendes barnebarn at flygte til et overdådigt badehotel, som er fyldt med rige, hvide mennesker.

Uheldigvis afholdes der på hotellet en hemmelig heksekonvention, der er ledet af Overheksen (Anne Hathaway). Heksene vil gerne gøre verdens børn til mus ved at åbne slikbutikker, hvor slikket er forgiftet. Det overhører drengen, som sætter sig for at forpurre planen.

Men det er mere fjollet end skræmmende, og det skyldes især den sjælløse CGI-stil, som ikke formår at skabe en uhyggelig heks. Og hvor filmen i starten lagde op til interessante pointer omkring raceproblematikker og familierelationer, ender den med en discountmorale om, at kærlighed er vigtigere end had.

Det er altså lykkedes Robert Zemeckis at fucke en højt elsket børnebog op, fordi han åbenbart mener, at Roald Dahls værk er for mørkt for børn. Men som film er The Witches hverken hyggelig eller uhyggelig.