”Alle har brug for en fredelig havn i livet”

Med deres upolerede æstetik og solidariske blik for udsatte eksistenser hører Jean-Pierre og Luc Dardenne til blandt europæisk films største humanister. Gennem et halvt århundrede har brødrene skildret de stadig trangere levevilkår for underklassen i det belgiske samfund. 

Hjerteskærende, som i Guldpalmevinderne Rosetta og Barnet (udgivet på Ekko-dvd #4). Tankevækkende, som i Unge Ahmed og Drengen med cyklen. Stressende, som i To dage, en nat, hvor Marion Cotillard over en weekend må tigge sine kolleger om at redde sit job. 

Brødrene spejler samtidens udfordringer som socialrealistiske thrillers og indgående karakterstudier. Dokumentarisk sat i scene med streng realisme, hvor førstegangsskuespillere, naturligt lys og håndholdt kamera er med til at skabe deres karakteristiske, virkelighedsnære filmsprog. 

”Vores hensigt er at bygge og konstruere så lidt som muligt i vores film,” siger Jean-Pierre, der deler sofa med sin storebror Luc i en lejlighed med vue ud over den franske riviera. 

”Vi vil have publikum til at mærke en smidighed i fortællingen uden at ænse nogen kunstig struktur.” 

Det er den sidste dag af Cannes-festivalen i 2025, og de giver deres sidste interview om deres trettende spillefilm Young Mothers, som aftenen forinden have verdenspremiere som den sidste film i hovedkonkurrencen. 

Om aftenen vinder den prisen for bedste manuskript – og det er ikke ufortjent, som Ekkos anmelder også kunne konstatere i sin femstjernede anmeldelse. 

Kollektivt liv
Filmen foregår på et hjem, hvor purunge mødre fra belastede hjem får støtte til at stå på egne ben. Ingen af filmens fem hovedpersoner virker gamle nok til at stemme, og filmen viser, hvordan de må lære at navigere forældreskab, mens de stadig lider under forældresvigt. 

Som Perla, der blev gravid for at holde på sin uinteresserede, småkriminelle kæreste. Ariane, hvis uligevægtige mor pressede hende til at føde, så hun selv kunne opdrage barnet. Julie, der famler efter fodfæste oven på et narkoliv på gaden. 

”Alle kommer fra en meget fattig baggrund fra familier, hvor forældrene er gået fra hinanden. Og de forsøger ikke at holde fast på de samme attituder og lade de samme fejl gå i arv fra den ene generation til den næste,” fortæller Jean-Pierre Dardenne. 

Egentlig startede Young Mothers et andet sted. Dardenne-brødrene havde skrevet et manuskript, hvor en ung mor skulle besøge et krisecenter for at lære at tage sig af sin baby. 

”Vi vidste ikke, hvad der foregik på sådan et mødrehjem. Derfor var vi nødt til at besøge det. Og så snart vi trådte derind, så vi de vanskelige, smertefulde situationer, mødrene er stedt i.” 

”Vi mødte babyer, mødre, hjælpere, psykologer og centrets leder. Og vi opdagede noget enormt smukt i det kollektive liv, de delte, og i personalets ønske om at klæde pigerne på til at træffe de bedst mulige beslutninger for deres babyer.” 

Eksperter frem for research
Mødrehjemmet skildres med en indgåelse forståelse og respekt, der nærmest kan minde om den antropologiske tilgang, en dokumentarist som salige Frederick Wiseman brugte i sine institutionsportrætter.

Men hvor de fleste filmskabere ville bruge lang tid på at sætte sig ind i emnet, insisterer brødrene på en helt anden metode.

”I virkeligheden laver vi ingen research ud over, da vi besøgte mødrehjemmet,” bekender Luc Dardenne.

Frem for selv at fordybe sig hverver brødrene eksperter til at hjælpe deres fantasi på rette vej og rette deres manuskripter ind efter virkeligheden.

”Vi talte flere gange med en psykolog, der fortalte os autentiske historier om unge mødre. Vi spurgte hende, om de historier, vi fandt på, var tro mod virkeligheden. Så vores historier er bygget op af bidder af ægte historier sammen med fiktive karakterer.”

Hvis de taber sutten
Med manuskriptet på plads gik brødrene i gang med at øve efter en teknik, der har udviklet gennem årene.

”Jean-Pierre er bag kameraet, og jeg er foran og spiller alle rollerne. Sådan arbejder vi for at lære rummet og kamerabevægelserne at kende. Vi optager både de prøver og dem med skuespillerne, og når vi når til optagelserne, kan vi fortælle kameraholdet, hvordan kameraet skal bevæge sig,” forklarer Luc Dardenne.

De fem piger spilles alle af førstegangsskuespillere fundet gennem en lang castingproces.

”De havde aldrig holdt et barn før i deres liv. Men de blev coachet af de unge mødre, som rent faktisk lever på mødrehjemmet. Én af dem græd, fordi det var så overvældende for hende.”

”Vi øvede med skuespillerne i fem uger, og den sidste uge skiftede vi dukkerne, som de brugte, ud med virkelige babyer. Og vi fortalte dem: ’Okay, vi går i gang med at optage, uanset hvad der sker.”

”I kender jeres dialog i en given scene, men babyerne er førsteprioritet. Hvis de græder, hvis de tumler, hvis de taber sutten, er I nødt til at tage jer af babyen som det første, og først derefter fortsætte med scenen.’”

På den måde giver babyerne filmen et præg af vilkårlighed, der satte andre betingelser for filmoptagelserne, end Dardenne-brødrene var vant til.

Et mirakel
Intet illustrerer tydeligere, hvorfor brødrene modsætter sig mærkatet ”naturalisme”, end deres arbejdsmetode. De indspiller ofte den samme scene 20-30 gange, før den sidder, som de vil have den.

Denne gang måtte de nøjes med fem-ti optagelser.

”Vi kunne mærke frygten,” siger Luc Dardenne med et smil.

”Vi ledte ikke efter perfektion eller de her stærke filmiske øjeblikke, som vi fandt i Sønnen eller Rosetta. Når en optagelse med en baby var okay, var vi tilfredse.”

”Selvfølgelig havde hver mor en del babyer, for man kan ikke optage så lang tid ad gangen med en baby. Men – og det er et mirakel – i de sidste scener af filmen har hver mor den samme baby, som vi ser i begyndelsen.”

Håbefuld fiktion
Det er ofte blevet sagt om Dardenne-brødrene, at de ikke nænner at være lige så grusomme som virkeligheden. Hvor trøstesløse deres hovedpersoners lod end er, og hvor meget verden vender sig imod dem undervejs i filmen, lader brødrene typisk publikum gå ud af biografen med håbet i behold.

Samme princip gælder i Young Mothers.

”Fællespunktet for hver historie var, at der var nødt til at være et lys for enden af tunnelen, hvor skrøbeligt det end måtte være. For hver af pigerne fandt vi på en vej ud af deres situation – et valg, som de ville lære at foretage,” fortæller Jean-Pierre Dardenne.

”Vi ved kun alt for godt, at virkeligheden er langt mere kompliceret. Men fiktionen er en måde at sætte andre betingelser for virkeligheden, og det er lige netop, hvad vi ønskede at gøre.”

”Det sociale aspekt er deterministisk, og de kommer alle fra trange kår. De må lære, at det at være fattig ikke er noget at skamme sig over. Deres anden store udfordring er en mangel på kærlighed og ømhed, som de har lidt under gennem deres barndom. Men filmen fokuserer mere på at overkomme offerrollen og lære at være ansvarlig for de valg, man foretager.”

Epicenter for socialrealisme
For Dardenne-brødrene er det altafgørende at fastholde håbet. Det er en lektie, de har taget med sig siden ungdommen, da de stiftede deres eget videokollektiv. De ville sætte fokus på den fattigdom og desperation, de mødte i deres hjemby, Seraing tæt på Líege i den fransktalende belgiske region Vallonien.

I både korte og lange tv-dokumentarer satte de direkte fokus på tidens problematikker. Fra arbejdervilkår over immigration til social nedgang i et blakket industrisamfund, hvor virksomhederne er søgt mod billigere jagtmarker.

Først senere kastede de sig over spillefilm og opnåede med deres tredje forsøg, La promesse – Løftet fra 1996, det realistiske udtryk, de siden er blevet kendt for.

Omtrent samtidig stiftede de produktionsselskabet Les Films du Fleuve. Med tiden har gjort Líege til et europæisk epicenter for socialrealisme fra kreativt ligesindede instruktører som Cristian Mungiu, Jacques Audiard og ikke mindst Ken Loach, som vel nok er den eneste instruktør, der kan dyste med Dardennerne på socialt engagement.

I dag producerer Dardenne-brødene flere film, end de selv instruerer. Jean-Pierre forklarer, at de føler et ansvar for at støtte de fortællinger, de selv ønsker at se.

”De seneste år har vi oplevet en verden, hvor populisme er på fremmarch. Overalt ser vi magtspil, vold, krig, konflikt og et offentligt forum, hvor det eneste, der betyder noget, er, hvor mange likes man har på sociale medier.”

”Vi vil sige, at det ikke er det, der betyder noget i livet. Filmen er en meditation over betydningen af at være opmærksom på andre mennesker. Det gælder for en mor, der tager sig af sin baby, men det gælder også for mødrenes støttenetværk.”

Det netværk rækker ud over krisecentret, lader Dardenne-brødrene os forstå. I Young Mothers som i alle deres film er budskabet det samme: Alle har brug for et forstående blik og en hjælpende hånd.

”Vi har alle brug for en fredelig havn i livet. Og det er den fornemmelse, vi ville give publikum.”