Young Mothers

Et barn er en dyb og mirakuløs livsforandring, siger man, og de fem teenagepiger i Young Mothers har netop brug for sådan én. 

De bor på et krisecenter for unge mødre og gravide, og de længes hver især efter en forælder, en kæreste, en uddannelse eller ædruelighed. Kort sagt, et bedre liv end det liv, de kommer fra. Midt i længslerne, eller måske på grund af dem, er de blevet mødre. 

De belgiske brødre Jean-Pierre og Luc Dardenne har lavet en hjerteskærende film om moderskab. Den handler ikke så meget om mødrenes børn som om deres søgen efter noget helt andet. Det er i sagens natur lidt barnligt, men ikke desto mindre forfriskende. 

Young Mothers er en socialrealistisk spand koldt vand i hovedet, men filmen bevæger sig fremad i et lavmælt og uforceret tempo uden store armbevægelser. Vi ser snot, slag og skrig, men Dardenne-brødrene skildrer både social uretfærdighed og det universelle behov for kærlighed i deres karakteristisk registrerende, dokumentariske stil, som man kender fra Rosetta og Barnet – sidstnævnte udgivet på Ekko-dvd #4. 

Det purunge cast spiller talentfuldt og synes dejligt anonymt. Efter Dardenne-brødrenes To dage, en nat (2014), hvis hovedrolleindehaver var stjerneskuespilleren Marion Cotillard, har brødrene bevæget sig tilbage mod et mere uprøvet hold af centrale skuespillere. Flere af de voksne biroller er dog besat af fransktalende filmdarlings – som Christelle Cornil, Fabrizio Rongione og India Hair – der minder os om, at den rå realisme endog er fiktion. 

En af de fem hovedpersoner, Perla (Lucie Laruelle), har fået barn med et jointrygende røvhul, som er nyligt løsladt fra fængslet. Hvis man altså kan tillade sig at kalde et barn for et røvhul, for drengen ligner én, der kun lige akkurat har ramt den kriminelle lavalder. 

Til Perlas skuffelse har livet bag tremmerne ikke ligefrem transformeret ham til en kærlig familiefar. Hjerteknust taler hun med en af centerets socialarbejdere, indtil de afbrydes af gråden fra Perlas baby. 

”Vil du gå ind til ham?” spørger socialarbejderen. ”Jeg græder også,” svarer hun afvisende og besvimer i hjertesmerte. 

Teenagedramatisk, ja, men Dardenne-brødrene lader deres karakterer svinge mellem selvbedrag og klarsyn, mellem det skabagtige og det tragedieramte, mellem indre styrke og svære ydre vilkår. 

Der er ingen ”hjælpeløs kvinde i nød”, men der er store barnlige følelser – følt af børn, der får børn. 

Centerets personale er professionelle helte med en følelsesmæssig distance, der indimellem synes hård. Men de kan rumme pigerne. Som når gravide Jessica (Babette Verbeek) bider og river dem under sine rystende tudeture. Hun har aldrig kendt sin egen mor, som forlod hende kort efter fødslen. Hun håber, at den kommende baby kan give den ukendte mor grund til at ville lære Jessica at kende. 

Hun føder i en socialarbejders bil under smertefulde hallucinationer. ”Moar,” kalder hun, mens hun selv bliver til én. 

Ariane (Janaina Halloy) er opvokset i et fattigt og voldeligt hjem. Hun overvejer at gøre det, som er Jessicas kernetraume: At opgive sin baby til en fremmed plejefamilie, der kan tilbyde mere, end hun selv kan. ”Vil du love at lære hende at spille et instrument?” spørger hun en potentiel plejefar i parrets sirligt indrettede overklassebolig. 

Julie (Elsa Houben) har – modsat Perla – fået sit barn med den sødeste teenagedreng, man kan forestille sig. Men så snart hun træder ud af centerets porte, risikerer hun at falde tilbage i sit stofmisbrug. 

Mens Naïma (Samia Hilmi) er selve symbolet på krisecenterets formål: at hjælpe en utilpasset teenager til at blive en velfungerende mor med realistiske og konstruktive planer for fremtiden. 

De unge mødres næsten modsatrettede udfordringer og løsninger tjener til den fine kompleksitet i filmen, der vandt prisen for bedste manuskript på Cannes-festivalen i 2025. Fælles er deres længsler efter noget eller nogen, som de unge mødre allerede har mistet og nok aldrig bliver forenet med. 

Som en linje fra den franske digter Guillaume Apollinaire lyder i filmens afrunding: ”På jorden skal vi ikke længere være sammen/ Tidens duft, et armbånd af lyng / Husk, at jeg stadig venter på dig”