Nyhed
19. mar. 2008 | 13:59

Anthony Minghella er død, 54 år

Af Boline Skovly

Instruktøren bag Oscar-succesen 'Den engelske patient' døde tirsdag middag i London.

Den Osvar-vindende instruktør og manuskriptforfatter, Anthony Minghella, døde i går middag. Han blev kun 54 år gammel, og med hans død stopper en karriere fyldt med store episke melodramaer på film.

Minghellas produktion inkluderer Truly Madly Deeply (1990), Den engelske patient (1996), The Talented Mr. Ripley (1999) og Tilbage til Cold Mountain (2003).

Ni Oscars
Hans karriere blev for alvor skudt i gang med ørkenromancen Den engelske patient, som blev nomineret til tolv Oscar og vandt i ni kategorier, hvoraf den ene for bedste instruktør.

I 2000 blev han nomineret for manuskriptet til The Talented Mr. Ripley, og i 2003 vandt Renee Zellweger for bedste kvindelige birolle i Tilbage til Cold Mountain.

Tv-serie på vej
Anthony Minghella arbejdede som manuskriptforfatter til tv og teater inden sin debut som filminstruktør. Han instruerede i 2005 sin første opera, Madame Butterfly, for den engelske nationale opera. I den biografaktuelle film Soning ses Minghella i en lille rolle som en tv-vært, der interviewer forfatteren, hvis historie filmen handler om.

Op til sin død arbejdede Minghella på at lave tv-serien The No. 1 Ladies Detective Agency, som får premiere i England i påsken.

Minghella døde af indre blødninger som følge af en operation på Charing Cross Hospital i London. Han efterlader sig en kone og to børn.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko