Interview
05. nov. 2019 | 18:38

Barndommens eventyr

Foto | Daniel Hjorth
Marijana Jankovic poserer med lukkede øjne i græsset for Ekkos fotograf, men med sin debut som instruktør har skuespilleren ikke ligget på den lade side.

”Jeg skylder mine forældre og deres generation at lave film om at starte et liv her,” siger skuespilleren Marijana Jankovic, hvis instruktørdebut Maja har fået flest nomineringer til Ekko Shortlist Awards.

Af Casper Hindse / Ekko #83

”Jeg tror, jeg kan finde hans gravsten i mørke.”

Marijana Jankovic stirrer på H.C. Andersens grav. Den har hun opsøgt år efter år, siden hun som barn kom til Danmark fra et krigshærget Balkan.

”Dengang vidste jeg kun, at det var H.C. Andersens land,” siger hun og vender blikket væk fra gravstenen på Assistens Kirkegård i København.

”Lige siden har jeg fundet ro ved at søge herhen. Det er så vildt, at den mand, der har skrevet historier, som både børn og voksne kan læse, ligger lige her. Det er magisk at skrive noget, der kan åbne for fantasi og følelser hos mennesker uanset tid og sted.”

Hun betragter den ranke sten og lægger tydeligvis ikke mærke til verden, der hvirvler forbi på den anden side af den gule kirkegårdsmur.

”Men Danmark har ikke altid været et eventyrland for mig. Til at begynde med var eventyret hårdt arbejde. Barndommen blev taget tidligt fra mig. Jeg skulle pludselig tilpasse mig et nyt land med nye regler og et nyt sprog. Men det har nok også øget min interesse for historier om børn. Ligesom i eventyret er begyndelsen svær, men det ender lykkeligt.”

Midt i vadestedet
Marijana Jankovic kom ind på skuespillerskolen på Aarhus Teater i første hug, men pjækkede ofte fra undervisningen for at se prøverne på teatret.

”Jeg lærte langt mere af at studere, hvordan der
blev instrueret og spillet, end ved at blive sat i kasse med de andre elever og lave improvisationsøvelser.
Vi skulle alle sammen kunne det samme. Det kedede mig. Vi har forskellige temperamenter, og på skolen lærte jeg hurtigt, at jeg havde et andet temperament og drive end mange andre.”

Siden har hun medvirket i film og serier som Alting bliver godt igen, Lang historie kort, Norskov, Bedrag, The House That Jack Built og Fred til lands.

Men nu står Marijana Jankovic i et vadested. For nogle år siden begyndte en idé nemlig at spire under de mange besøg ved H.C. Andersens grav. Den i dag 37-årige skuespiller fandt ud af, at hun havde lyst til at instruere sin egen historie.

I kortfilmen Maja følger vi en nyligt indvandret piges dag i børnehaven. Hun holder sig for sig selv. Hun har sin egen dagsorden, som hverken børn eller voksne omkring hende helt forstår. Det gør vi heller ikke, indtil historien slutter med en rørende overraskelse.

Maja, der har vundet adskillige priser, kan nu opleves på onlinehitlisten Ekko Shortlist.

”Det er helt naturligt, at min første kortfilm har et barns perspektiv. For vi mangler film, som tager børn alvorligt – og immigranter,” siger hun.

”Der er en stor frygt i filmbranchen for, at folk
ikke gider se den slags. Af samme grund ser vi mange indvandrerstereotyper i dansk film. Hvor er de historier om mennesker, der kommer til vores land – som kæmper og lykkes?”

Marijana Jankovic bliver stille et øjeblik. Så slår hun pludselig sin venstre næve ind i højre håndflade.

”Det er sådanne historier, jeg håber, at jeg kan være med til at skabe. Jeg skylder mine forældre og deres generation at lave film om det her, fordi de rejste ud for at give deres børn en bedre fremtid,” fortæller Marijana Jankovic, der kom til Danmark med sine forældre fra det krigshærgede Montenegro.

Maja er en fortælling, der pressede sig på, og som jeg kunne mærke et behov for at fortælle. Men okay, derfor ved jeg nu stadig ikke helt, om jeg kan kalde mig instruktør endnu,” siger hun og griner.

Hverdagens pligter
Eventyret ligger og simrer under Maja. Kameraet betragter den lille pige, mens hun med stor undren forsøger at finde frem til, om det nye land er et eventyr eller en barsk virkelighed.

Maja er fiktion, men kortfilmen fortæller Marijana Jankovic’ egen historie.

Som barn blev hun kaldt Maja, og hendes far gjorde alt for at få hende til at tro, at det hele var en leg.
Som Dejan Čukić gør i filmen, inden han trasker ud til bilen, hvor Majas mor (som Jankovic selv spiller) og hverdagens pligter venter.

”Det var en tid med masser af kærlighed, men også en tid, hvor man skulle andet end at lege og bare være barn, fordi virkeligheden i et nyt land var barsk.”

Hun bliver stille et øjeblik.

”Mange har kontaktet mig og takket for, at jeg har fortalt deres historie. Jeg deler min historie med mange, men jeg er den første, der har fortalt den. Det fortæller mig, at hvis man bruger sig selv, kan man sige noget større. Hvis man er meget specifik, rammer man ofte noget universelt.”

Pensler til holdet
Da Marijana Jankovic havde skrevet manuskriptet til Maja, anede hun ikke, om det kunne noget. Hun viste det til branchefolk, som hun stolede på, og da de vendte tommelfingeren opad, indledte hun jagten på sin hovedrolle.

I flere måneder snusede hun omkring i det serbiske miljø i Danmark for at finde den perfekte pige. Uden hende ingen Maja, men efter en castingproces med piger, der snakkede alt fra flydende til ganske lidt dansk, fandt hun frem til den helt rette. Og så brugte hun ellers sine kontakter i branchen.

”Jeg er meget tæt med Dejan Čukić, fotograf Manuel Claro er en nær ven, og Jesper Christensen sagde ja,
da jeg forklarede ham, hvor personlig en film Maja er. Jeg havde det helt ærligt for vildt over at skulle instruere Jesper Christensen, ja, jeg turde næsten ikke, for jeg var i tvivl, om jeg kunne, men jeg ville have ham i rollen som pædagogen på institutionen.”

Marijana Jankovic gik åbent til instruktørdebuten og betragtede det som en holdpræstation, der tog udgangspunkt i et koncist manuskript.

”Jeg stiller lærredets rammer frem og deler pensler ud til holdet. Så må vi male videre sammen. Det er sådan, jeg bedst selv kan lide at blive instrueret
– uanset om det har været af Christoffer Boe eller af Lars von Trier. Hvis man giver frihed ud fra et klart defineret manus, er jeg sikker på, at skuespillerne kan levere varen!”


Solen kigger over den gule kirkegårdsmur, mens Marijana Jankovic smiler ad sin næste tanke.


”Det gik op for mig, hvor vigtigt det er, at jeg følger min intuition. Det er først noget, jeg har opdaget, da jeg kom om bag kameraet. Åh, nu sagde jeg det med at være instruktør igen!”

”Men, altså, jeg bryder mig egentlig slet ikke om mærkater, for skuespil, manuskript og instruktion er faktisk nogenlunde det samme for mig. Jeg er i virkeligheden bare en historiefortæller.”

I panik efter Robert
Hun holder en pause og siger så:
”Da jeg vandt Robert-prisen for bedste kortfilm, gik jeg fuldstændigt i baglås. Det var virkelig et skulderklap fra branchen, og jeg takkede også fra talerstolen og var meget rørt over anerkendelsen. Men da jeg kom hjem, ramte panikken mig.”

Der var noget, som nagede et sted bagerst i sjælen.

”Mine forældre har lært mig, at man skal have power for at komme frem, men man må heller ikke glemme ydmygheden. Vi er kommet til et land, der heldigvis har taget imod os, og jeg tror, at det med Robert’en blev for overvældende.”

”Jeg har virkelig stræbt efter at arbejde sammen med de her mennesker, der nu stemte på mig og min film, og
i dagene efter uddelingen skammede jeg mig faktisk. Det var, som om jeg havde blottet mig med min historie over for dem, jeg så allermest op til. Men det var jo det eneste, jeg kunne gøre.”

Pludselig skærer hun en grimasse, der får øjnene til at lyne midt i solskinnet.

”Derfor blev jeg også hurtigt irriteret over, at jeg havde det sådan. Der var jo ingenting at skamme sig over. Maja er en god historie, og jeg har endda fået lov til at lave den i H.C. Andersens land. Men hvorfor følte jeg så, at jeg tog pladsen fra alle de instruktører, der var uddannet på Filmskolen?”

Hun ryster på hovedet.

”Jeg valgte at opgive den tanke. Jeg smed den simpelthen væk. Det betød også, at skammen kun varede et par dage. Robert’en og anerkendelsen gav mig mod
på at lave en spillefilm med en klar ramme, og som også handler om et barn. Den er jeg gået i gang med at skrive.”

Landskab af fortællinger
Maja taler mindst lige så meget til voksne som til børn. Det er helt afgørende for Marijana Jankovic.

”Der er for mange film om børn, som ikke henvender sig til voksne. Det kunne jeg godt tænke mig at lave om på. Den spillefilm, jeg skriver for tiden, er også set fra et barns perspektiv, men bestemt ikke nogen børnefilm.”

Jankovic vender sig væk fra gravstenen.

”Det fascinerende ved at besøge H.C. Andersens grav er også, at man på vej væk fra den kan gå og kigge på alle de andre gravsten,” siger hun og ser sig omkring.

”Der er en helt særlig, menneskelig historie ved dem alle sammen, og det giver en fornemmelse af, at man går rundt i et landskab af fortællinger. De skal bare skrives og fortælles af mennesker, der forstår dem”

Trailer: Maja

Kommentarer

Marijana Jankovic

Født 1982 i Montenegro.

Var i børnehavealderen, da hun kom til Danmark med sine forældre.

Uddannet på Skuespillerskolen ved Aarhus Teater i 2006.

Hendes instruktørdebut Maja har fået fire jurynomineringer til Ekko Shortlist Awards 2019.

Skriver på sin første spillefilm som instruktør.

Udvalgte film og serier

Fred til lands
2019

Bedrag
2019

Ditte & Louise
2018

QEDA
2017

Norskov
2015-17

Lang historie kort
2015

Beast
2011

Alting bliver godt igen
2010

Dansen
2008

© Filmmagasinet Ekko