Bo Green Jensen er død

Filmkritiker og digter Bo Green Jensen er fredag morgen gået bort 70 år gammel, har hans døtre oplyst til Ritzau.

Det har længe været kendt, at Jensen, der i årtier var fast anmelder for Weekendavisen, var terminalt syg med nyrekræft i stadie fire. Men familien oplyser ikke, hvad han er død af.

”Vi har mistet en elsket søn, mand, far og ven, og dansk litteratur har mistet en markant stemme,” siger familien til Ritzau.

Bo Green Jensen blev født i 1955 og uddannet cand.phil. i engelsk fra Københavns Universitet i 1980. Året efter udkom han med både debutdigtsamlingen Requiem & messe og romanen Dansen gennem sommeren.

Han blev en central del af den såkaldte 80’er-generation af forfattere, og blandt hovedværkerne er det lyriske værk, Rosens veje, der udkom i syv bind fra 1981 til 1986.

Igennem hele sin karriere har han udgivet flere end 40 bøger i forskellige genrer, men for mange var han først og fremmest en af landets mest respekterede filmkritikere, fra 1993 til 2023 som den førende filmanmelder for Weekendavisen.

Han var rolig og tænksom, men kunne også virke distanceret og introvert, når man stødte ind i ham foran biografen. Bo Green var dog også i stand til at overraske, da han i Weekendavisens klumme Levned & Meninger som en anden pioner åbenhjertigt fortalte i detaljer om sit privatliv med hustruer og døtre – en slags tidlig autofiktion.

Afgørende betydning
Bo Green Jensen skrev bøger om film og forsøgte sig også som manuskriptforfatter, men med knap så stor succes.

Han fik en afgørende betydning for nærværende magasin, da han i slutningen af 2004 kårede Ekko som årets filmmagasin.

Ekko har ”sat sig ud over fundatsens indeklemt pædagogiske sigte og udviklet sig til et levende filmblad, som faktisk byder på særlige vinkler og bidrag, der ikke står andre steder,” skrev han i Weekendavisen og tilføjede:

”Hvis Ekko kappede eller yderligere nedtonede sin pædagogiske forankring og investerede i en anmeldelsessektion, ville man stå med et blad, som indfriede drømmen om det gode omnibustidsskrift for film og den øvrige mediekultur.”

Det råd fulgte vi i 2005, hvor Ekko med et nyt design tog springet til at være et rigtigt filmtidsskrift, der kunne købes i kiosker over hele landet.

Mindre begejstret for magasinet har Bo Green været, når vi er gået ind og undersøgt konfliktfyldte forhold i filmbranchen. Han har selv konsekvent nøjedes med at forholde sig til det, der er oppe på lærredet, og behandlet filmfolk med høflig respekt.

Det sidste ord
Det var meningen, at Bo Green Jensen skulle have skrevet et essay til Ekkos jubilæumsnummer 100, som udkom i april. Aftalen faldt på plads i november 2025, hvor han i en mail – med sin sædvanlige nidkære præcision, men også med sort humor – beskrev sygdommen, der havde givet ham ”et nyt syn på genren body horror”.

”Jeg har kræft i hele kroppen efterhånden, og formålet med behandlingen er alene ’at lindre eventuelle symptomer og forlænge levetiden’, som manualen udtrykker det,” skrev han og fortsatte:

”Det korte af det lange er, at jeg ikke bliver rask igen. Jeg har et eller maksimum to år tilbage, så mange forhold og praktiske ting er under afvikling. Jeg når i det mindste at fylde 70 til december. Og prøver at bruge tiden fornuftigt: Jeg ser mange film, køber nye bokssæt i 4K-formatet, læser mine bøger og hører al min musik. Jeg har en stor samling, og jeg ajourfører den til det sidste.”

”Jeg hverken kan eller vil slippe filmen. Jeg følger stadig med, har 27 streamingabonnementer og kan se de fleste festivalfavoritter, fordi jeg er medlem af (og stemmer til) European Film Awards. Jeg læser et væld af aviser og magasiner. Abonnerer faktisk på KD, Politiken og Information. Blot rører jeg slet ikke Berlingske Medier – det er min version af cancel culture.”

Desværre fik han på grund af sygdommen aldrig skrevet essayet.

”Jeg ville simpelt hen så gerne, men det er desværre ikke fysisk muligt. Jeg har været stolt af alt ved Ekko, og jeg mener, at filmen er den af alle kunstarterne, som går en bedre fremtid i møde. Har ikke kræfter eller mulighed for at sige det klart på kort tid. Og det er desværre slut om lidt,” lød han sidste sms i februar.

Havde cirka set alle film
Medredaktør og filmlektor emeritus Peter Schepelern har tidligere rost Bo Green Jensen, hvis anmeldelser han var fast læser af.

”Bo Green har en enorm baggrund. Han har set cirka alle film, han husker dem, og han holder tjek på dem,” sagde Peter Schepelern.

”Han var Wikipedia inden Wikipedias opfindelse Han har altid været mere optaget af at se filmene i en kontekst – historisk, kulturelt og genremæssigt – end at vurdere dem. Med et åbent sind oplever han den enkelte film og gør sig umage med at placere den i det kæmpemæssige puslespil, som er alverdens film til alle tider.”

Bo Green Jensen kunne lide kvalitetsfilm og havde evnen til at finde kvalitet i stort set alt – fra arthouse til bredt fortællende værker og genrefilm. Danske filmskabere følte sig set af skribenten, der næsten altid formåede at at løfte en film med referencer til større værker.

Han hyldede i Rosinante-bogen Verdens 25 bedste film fra 1999 sine yndlingsfilm, der talte titler som Cykeltyven, Sunset Boulevard, Rashomon, Pigen med paraplyerne, A Clockwork Orange, Rødt chok, Taxi Driver, Dommedag nu, Brazil og Himlen over Berlin.

I 2024 kunne Ekko fortælle om Bo Green Jensens exit fra Weekendavisen året forinden. Et skuffende forløb for skribenten, der ikke med sin gode vilje forlod avisen efter 30 år.

Foruden anmeldelserne havde han som sagt brugt spalterne til at dele ud af sit familieliv, sin økonomi og sin pladesamling. Alligevel blev afskeden med avisen forbigået i besynderlig tavshed.

Heldigvis fortsatte han med at skrive om film på sin hjemmeside og anmeldte sporadisk for mediet POV.