Nyhed
23. okt. 2019 | 10:00

Christoffer Boe går med stjerner i køkkenet

Foto | Christian Geisnæs
Christoffer Boe skal instruere den fremadstormende skuespiller Katrine Greis-Rosenthal og en af Danmarks største stjerner, Nikolaj Coster-Waldau, i et drama om livet i restaurationsbranchen.

Nikolaj Coster-Waldau og Katrine Greis-Rosenthal spiller hovedrollerne i den danske instruktørs kommende kærlighedsdrama, der foregår i Københavns sprudlende restaurantverden.

Af Nicki Bruun

Nikolaj Coster-Waldau pryder forsiden af det aktuelle Ekko, hvor han fortæller om at vende tilbage til dansk film efter verdenssuccesen Game of Thrones.

De næste måneder er den berømte skuespiller aktuel i to danske film: Jonas Alexander Arnbys Selvmordsturisten og Ole Christian Madsens fortælling om terrorangrebet i København, Krudttønden.

Og Coster-Waldau fortsætter sin stjernefærd tilbage i dansk film.

I denne uge er optagelserne på kærlighedsdramaet Smagen af sult begyndt, og det er en historie, som forsøger sig i en ny genre for dansk film: køkkendrama!

Christoffer Boe instruerer filmen, som han har skrevet i samarbejde med Tobias Lindholm. Nikolaj Coster-Waldau spiller stjernekokken Carsten, der sammen med partneren Maggi kæmper for at få en Michelin-stjerne til deres hotte restaurant Puri.

I rollen som Maggi ses en af landets mest fremadstormende skuespillere, Katrine Greis-Rosenthal, der fik et stort gennembrud i Lykke-Per og snart kan opleves i Boes Viaplay-krimiserie Forhøret.

Mad er sex
Historier centreret omkring kokke og restaurantverdenen er en ganske populær genre i amerikansk film, hvor en skuespiller som Bradley Cooper har ageret stjernekok i filmen Burnt og tv-serien Kitchen Confidential.

I Danmark har vi selvfølgelig Gabriel Axels Oscar-vinder Babettes gæstebud, men det er småt med film, der har madlavning på et professionelt niveau i fokus.

”Jeg har lyst til at sige, at alt her i livet jo handler om mad – undtagen mad, det handler om sex,” udtaler Christoffer Boe i en pressemeddelelse.

Instruktøren var senest aktuel i biografen med fjerde film i Afdeling Q-serien, Journal 64, der blev en kæmpe publikumssucces. Det skal blive spændende, om han med store skuespillere på rollelisten kan nå det samme publikum med en film om noget så basalt som mad.

”Gennem mad og kærlighed knytter vi os til livet. Så hvad er mere oplagt end at se på et moderne par, der kæmper for kærligheden i jagten på den ultimative bekræftelse i restaurationsbranchen: en Michelin-stjerne – alt sammen sat i scene i vores elskede og smukke København, som er blevet arena for nogle af verdens meste interessante og innovative restauranter gennem de seneste år.”

Smagen af sult kommer i danske biografer januar 2021.

Kommentarer

Ekko #83

Stort interview med Nikolaj Coster-Waldau i Ekkos nye nummer.

Køb magasinet i kiosker eller få det tilsendt.

Hvis du tegner årsabonnement, får du en gratis biografbillet og sommernummeret med tema om Tarantino.

Abonnenter har også adgang til magasinet digitalt.

© Filmmagasinet Ekko