Nekrolog
30. dec. 2021 | 12:11

Canadisk stjerneinstruktør er død

Foto | uoplyst
En strøm af personlige kondolencer på de sociale medier fra store stjerner viser, at Jean-Marc Vallée var en særdeles vellidt instruktør.

Instruktøren bag Oscar-vinderen Dallas Buyers Club og successerien Big Little Lies, Jean-Marc Vallée, er død af et hjerteslag i en alder af 58 år.

Af Claus Christensen

Årets hjertevarme højtid byder desværre også altid på trist nyt.

I år er det den canadiske stjerneinstruktør Jean-Marc Vallées død, som har rystet filmbranchen.

Han døde 2. juledag af et hjerteslag i sit hjem i Quebec i Canada. Han blev bare 58 år.

Jean-Marc Vallée er især kendt for at have instrueret Dallas Buyers Club, der vandt tre Oscar-statuetter, og serien Big Little Lies, som blev belønnet med en Emmy.

”Jean-Marc stod for kreativitet, autenticitet og for at gøre tingene på en anden måde. Han var en sand kunstner og en generøs, kærlig fyr,” udtaler hans mangeårige producer Nathan Ross.

Idealistisk aids-patient
Jean-Marc Vallée blev født i Montreal i Canada, hvor han senere studerede film på universitetet.

Han kom ind i filmbranchen ved at lave musikvideoer og kortfilm. I 1995 spillefilmdebuterede han med Black List, en thriller om prostitution og magthavere, som blev årets mest indtjenende film i Quebec.

C.R.A.Z.Y. fra 2005 handler om en ung mand, som i 1960’erne og 70’erne kæmper med homofobi i en familie med fire brødre og en konservativ far.

Også den film blev en stor succes i hjemlandet. Succesen bragte Jean-Marc Vallée til USA, hvor han efter et par film, der fik en blandet modtagelse, for alvor brød igennem internationalt med Dallas Buyers Club i 2013.

Her fortæller instruktøren en autentisk historie om Ron Woodroof, der som døende aids-patient smuglede ulovlige lægemidler til Texas i håbet om at redde andre patienter med den frygtelige sygdom.

Både Matthew McConaughey i hovedrollen og Jared Leto som en transkønnet kvinde vandt en Oscar for deres præstationer. Filmen vandt en tredje Oscar for bedste makeup og hårstil, og Vallée opnåede selv en nominering for bedste klip.

Mord og stenrige husmødre 
Nu stod verden åben for Jean-Marc Vallée.

Han lavede spillefilmen Wild med Reese Witherspoon i hovedrollen som backpackeren, som trasker Amerika tyndt på en eksistentiel rejse for at finde sig selv.

Ekkos anmelder kaldte den for ”en mild skuffelse”. Herefter fulgte Demolition, om en bankmand, der lægger sit liv om efter konens tragiske dødsfald. Også den fik blandede anmeldelser.

Men så tog Jean-Marc Vallée springet til at instruere en serie.

Nemlig Big Little Lies, der med en krimihistorie og en stjernebesætning med Nicole Kidman, Laura Dern og Reese Witherspoon som stenrige husmødre blev en stor succes på HBO.

Ar på sjælen
På samme streamingtjeneste lavede instruktøren miniserien Sharp Objects, der skulle blive hans svanesang.

Den skildrer en reporter, som vender tilbage til hjembyen i Missouri for at dække et voldsomt mord. Men turen ripper også op i hovedpersonens egne traumer.

”Amy Adams brillerer som skrøbelig journalist med ar på sjælen i fortættet sydstats-morddrama, der er lige så gribende som første sæson af True Detective,” skrev Ekkos Samina Yasmin Jakobsen og gav fem stjerner.

Et lille stykke magi
En række filmfolk og stjerner har kommenteret Jean-Marc Vallées alt for tidlige død på de sociale medier.

”Jeg vil altid tænke på dig, når solen går ned. På jagt efter lyset. På et bjerg i Oregon. En strand i Monterey. For at vi sikre, at vi kunne fange lidt magi i dette liv. Jeg elsker dig, Jean-Marc,” skriver Reese Witherspoon på Instagram, hvor hun har postet et billede af sig selv sammen med instruktøren under optagelsen af Wild.

Også Laura Dern fra Big Little Lies har hyldet Jean-Marc Vallée:

”Verden har mistet en af vores største og reneste kunstnere og drømmere. Og vi har mistet vores elskede ven. Vores hjerte er knust.”

Jean-Marc Vallée efterlader sig to sønner.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko