Nyhed
11. maj 2016 | 13:52

Cavling-vinder går i kødet på Mistrati og Engell

Foto | Jens Nørgaard Larsen
Miki Mistrati, Anders-Peter Mathiasen, Jeppe Facius og Thomas Stokholm modtager Cavlingprisen 2004 for deres dækning af Dan Lynge-sagen. Nu gør Mathiasen op med Mistrati i stort Ekko-essay.

Anders-Peter Mathiasen tager Ekkos læsere med ind bag kulisserne i den journalistiske verden i stort essay i det nye nummer. Læs Miki Mistrati og Hans Engells svar.

Af Claus Christensen

Miki Mistrati er en af Ekstra Bladets store profiler og også kendt som undercover-journalisten, der afslører svindlere, indbrudstyve, pædofile og mordere i TV3-programmet Jagten.

Men i det nye nummer af Ekko kommer Mistrati selv på anklagebænken i en personlig beretning af Cavling-vinderen Anders-Peter Mathiasen. 

Beretningen – der har titlen Sex, løgn og video – tager udgangspunkt i sagen, som kostede TV 2’s nyhedsdirektør Michael Dyrby jobbet i november 2015. Han havde haft en affære med en fremmed kvinde, og de havde udvekslet slibrige billeder, der cirkulerede blandt pressefolk og kunne bruges imod ham. 

Før Dyrbys tilbagetræden var Miki Mistrati øjensynlig i kontakt med den samme kvinde, og da Michael Dyrby på et møde med Mistrati den 8. oktober afviste at give ham et job på TV 2, prøvede Mistrati at få sin egen avis – Ekstra Bladet – til at afsløre Dyrbys affære.

Mistratis største skalp
Da chefredaktør Poul Madsen nægtede at bringe materialet, tilbød Mistrati, ifølge en lækket sms-korrespondance med kvinden, at gå videre til ugepressen med de seksuelle billeder, der endte på TV 2, hvorefter Dyrby trak sig. 

”TV 2-chefens skalp er det største trofæ i Mistratis bælte, men nu vil han ikke tage æren for det. Han vil ikke engang tage telefonen,” skriver Anders-Peter Mathiasen, som i artiklen herefter beretter om sit samarbejde med Mistrati.

Det går tilbage til 90’erne og starten af 00’erne, hvor Mathiasen var ansat på Ekstra Bladet, mens Mistrati arbejdede for Bastard Film.

De havde et usædvanligt samarbejde og optrevlede blandt andet sagen om Dan Lynge, den kriminelle rocker, der undgik straf mod til gengæld at blive hemmelig – og ulovlig – agent for politiet i rockermiljøet.

Ekstra Bladets daværende chefredaktør, Hans Engell, forsøgte imidlertid at bremse historien fra første sekund, og ifølge Mathiasen skyldtes det, at Hans Engell havde været justitsminister – og dermed den øverste ansvarlige – da Dan Lynge indgik den aparte aftale med politiet. 

”Da sagen for alvor begyndte at rulle, gjorde Hans Engell, hvad han kunne for at stoppe os,” skriver Anders-Peter Mathiasen. 

Kørt ud på et sidespor
Men takket være snedighed og et stærkt sammenhold formåede Anders-Peter Mathiasen og Jeppe Facius (Ekstra Bladet), i samarbejde med Miki Mistrati og Thomas Stockholm på Bastard Film, at køre historien om Lynge videre. Og i 2005 blev alle fire belønnet med journalistikkens fornemste hæder, Cavling-prisen.

Men det var en pyrrhussejr. 

Engell satte gradvist de to journalister på Ekstra Bladet så meget ud på et sidespor, at Mathiasen til sidst sad og skrev om det dårlige sommervejr og en kat, der var faldet i vandet fra en sejlbåd i Caribien. 

Samtidig oplevede Mathiasen og de andre journalister i gruppen, at Miki Mistrati begyndte at køre solo-løb. De lavede sammen en bog om Dan Lynge, men i det skjulte prøvede Mistrati at fjerne enhver forbindelse mellem sagen og Ekstra Bladets chef i bogen. 

Mathiasen valgte til sidst at forlade Ekstra Bladet, og da Bastard Film indgik en stor entreprise med avisen, fattede han endelig, hvorfor Mistrati havde handlet, som han gjorde. Senere fik Mistrati oven i købet en chefstilling på Ekstra Bladet.

Historien viser ifølge Mathiasen de konflikter, der kan opstå, når en magthaver, som medierne skulle overvåge, bliver chef for de selvsamme medier. Den handler også om en journalist – Miki Mistrati – der svigter de journalistiske idealer for egen vindings skyld.

Spændende og velskrevet
Ekko har forelagt artiklen for Hans Engell og Miki Mistrati.

”Spændende, dramatisk og velskrevet artikel, men desværre også præget af en del unøjagtigheder,” skriver Hans Engell i en email og fortsætter:

”Da jeg ikke længere er chefredaktør på Ekstra Bladet, vil jeg finde det aldeles ukorrekt, hvis jeg nu går ind i en sag, der ligger ti år tilbage i tiden og som jo dengang blev grundigt gennemtygget både på Ekstra Bladet, i Politikens Hus og ved den dommerundersøgelse, der blev gennemført.” 

Heller ikke Miki Mistrati ønsker at gå dybere ind i artiklens indhold eller forholde sig til sms-korrespondancen, som Mathiasen offentliggør dele af i Ekko. Han nøjes med en kort kommentar, hvor han i stedet retter fokus på magasinet.

Bunder i bitterhed
”Jeg har intet fået forelagt, så jeg vil i sagens natur ikke kommentere indhold, jeg ikke kender til. Nu kommer du efterfølgende, når dit blad er trykt, og beder om en kommentar,” skriver Miki Mistrati over mailen.

”Principielt vil jeg ikke kommentere en historie, hvor forfatteren tager en masse ting fuldstændig ude af kontekst og derved giver en helt fordrejet præsentation af en sag. Men mere generelt sagt er Ekkos fremgangsmåde presseetisk naturligvis ikke til nogen guldmedalje for nu at sige det nogenlunde diplomatisk.” 

”Sagen om Hans Engell er efter min bedste vurdering en sag, der bunder i en bitterhed over, at Anders-Peter måtte stoppe på Ekstra Bladet.” 

Miki Mistrati bekræfter dog et enkelt punkt i Anders-Peter Mathiasens beretning, nemlig at han forsøgte at fjerne visse passager i deres bog om Dan Lynge-sagen. 

”Efterfølgende havde Mathiasen en teori om Hans Engell og hans tid som justitsminister. En teori, som jeg fandt for udokumenteret til at trykke i en bog,” skriver Miki Mistrati, der i øvrigt stopper på Ekstra Bladet og rejser til USA, hvor han skal lave en international dokumentarfilm.

Kommentarer

Ekko #71

Det nye nummer kan købes i kiosker eller bestilles her.

Ekko retter

Nikolaj Vraa omtales i artiklen som chefredaktør for Her & Nu, men han er ifølge Ekkos oplysninger kun tilknyttet ugebladet som journalist.

© Filmmagasinet Ekko