Den filmiske flirt

Da Jenny Rossander alias Lydmor ankommer, er det tydeligt, at det her bliver et interview som få andre. Sebastian Cordes og jeg har i nogle minutter talt om moderne kunstnerportrætter, hvor man søger ind i kernen af geniet. ”Geniet,” er hans ordvalg.

”Filmenforegår indefra og ud. Lyden kommer indefra, men billederne er udefra,” siger instruktøren.

Så går døren op.

”Jenny,” siger hun og stikker hånden frem. Herefter vender hun sig mod instruktøren.

”Jenny,” siger hun og griner, inden hun kysser ham.

Jenny – en historie om Lydmor følger Jenny Rossander over flere år, mens hun skaber et album og skriver en roman om et traumatiserende forhold til en ældre, gift mand. Hun fik rollen som hans hemmelige elskerinde og blev manipuleret til at tvivle på sin egen virkelighedsoplevelse, mens han kunne opretholde sin på overfladen pæne tilværelse.

Rossander kæmper med de musikalske kompositioner og får en frustrerende feedback fra sin romanredaktør, der vil have, at hun skal skære ned på sine tanker og ”gøre plads til læseren”. Her får hun ubetinget støtte gennem kameraet, og undervejs i filmprocessen blev Jenny og Sebastian kærester.

– Min tanke er, at vi tager en håndfuld scener. Jeg vælger én, I vælger én, og så taler vi ud fra dem.

SEBASTIAN: Det lyder som en god idé.

– Men først vil jeg høre, hvordan I mødte hinanden, for Jenny – en historie om Lydmor er en udfordrende oplevelse. Det er tydeligt, at I lige har mødt hinanden og er interesserede i, hvad den anden er for én.

SEBASTIAN: Det var lyddesigner Peter Albrechtsen, der foreslog, at vi skulle tale sammen, og så fandt vi hurtigt ud af, at vi har fælles interesser. Især litteratur.

JENNY: Først skrev vi på Instagram, og Sebastian foreslog at lave en dokumentarfilm. Jeg udfordrede ham på formen, så det ikke blev en klassisk musikerfilm med op- og nedture og store koncerter. Det skulle være inderligt.

– Den første scene, jeg gerne vil tale med jer om, er i begyndelsen. Her ærgrer Jenny sig over, at hun har taget klaverets dækken af, da hun er rejst væk for at skrive et album om et tidligere toksisk forhold, og det her ville ellers have været en god scene i en dokumentar.

JENNY: Filmen var længe en performativ leg mellem os, hvor vi forsøgte at regne hinanden ud. Alt det forsvandt senere, fordi det holdt op med at være relevant. Det var ikke længere en leg – det var livet.

Hvem bestemmer
– Det virker, som om du flirter med kameraet i den scene. Eller måske nærmere med ham, der står bag kameraet!

JENNY: Sebastian lavede en film om mig, men ja, det var en flirt. Scenen viser, at ingen af os ved, hvad den anden føler, og hvem der bestemmer.

SEBASTIAN: Det var både en kunstnerisk leg og en flirt.

JENNY: Der var noget på spil. Både mellem os, men også i fortællingen. Hvad havde vi gang i?

– Vidste I overhovedet, om det skulle blive til en film, eller var det nærmere en måde at komme tæt på den anden?

SEBASTIAN: Et af de vigtigste spørgsmål i moderne dokumentarfilm er, hvem der bestemmer. Der er altid nogen, som vælger, hvad der skal vises, og vi fordobler indsatsen ved at vise, at sådan er det også sommetider i et forhold. Der er forhandlinger og lege, og det er ikke altid nemt. Der er en tvivl. Det er en scene om, hvem der bestemmer. Der er noget på spil, og scenen er vigtig at vise. Her ser man både flirten og legen med kameraet.

– Er det Jenny eller dig, der fortæller den her dokumentarfilm?

SEBASTIAN: Det er mig, som fortæller historien og åbner døren ind til hendes liv, men det er Jennys tanker, der er selve fremdriften.

– Er det ikke nærmere instruktørens forelskede kamera, som følger Jennys tanker?

SEBASTIAN: Werner Herzog siger, at en dokumentarist skal være bien, der stikker, og ikke bare fluen på væggen, som følger med i, hvad der sker. Her siger jeg, at et forelsket kamera kan åbne for et menneskes tanker på en mere interessant måde.

Skrækscenarie
– I har filmet i fem år. Hvad har været det sværeste?

JENNY: Der er nogle scener, som jeg virkelig ikke kan lide at gense.

– Kan du nævne én?

JENNY: Der er én, hvor jeg spiller koncert og skal sige noget grænseoverskridende til publikum og den mand, som jeg ikke længere er bange for.

– Altså den mand, som du har skrevet et album og en autofiktiv roman for at frigøre dig fra. Det er jo – ud over den nye forelskelse – især den proces, filmen følger.

JENNY: Det er mine inderste tanker, der kommer ud i den scene. Det er fysisk ubehageligt at se. Scenen er et skrækscenarie. Jeg kan stadig mærke den. Jeg ville aldrig have vist den scene, og det er derfor, man ikke skal lave en dokumentarfilm om sig selv. Det skal man åbenbart lade sin kæreste gøre!

– Hvad er den store forskel på, at du skriver en autofiktiv roman, og at der bliver lavet en dokumentarfilm om dit kunstneriske opgør med en traumatiserende tid?

JENNY: Det, den samlede journaliststand ikke forstår, er, at romanen er autofiktion. Et spil mellem det virkelige og fiktionen, men også en måde jeg kan være tryg på. Selv om jeg stoler på, at Sebastian støtter mig, ved jeg også, at han skal bruge min historie til noget.

Det autentiske
– Hvor ofte så I materialet igennem sammen?

SEBASTIAN: Jenny så ikke noget, før filmen var færdig.

JENNY: Jeg troede på, at man kunne komme dybere ind i værket, når Sebastians kamera undersøgte, hvem der ejer narrativet i en film om en performer. Jeg er performer, for helvede!

SEBASTIAN: Vi gik efterhånden fra forelsket til fortrolig, og det fortrolige rum er ofte mindre performativt.

– Er det virkelig rigtigt, at du ikke så nogen optagelser i de første fire år?

JENNY: Ja, når jeg ser Jenny – en historie om Lydmor nu, føler jeg mig set, men det er også sindssygt, når et andet menneske skal omdanne mine tanker til et værk. For det er jo det, jeg har brugt hele mit liv på. Sebastian skulle have integritet til at lave filmen, som den skulle være.

– Det må være en svær øvelse i et forhold?

SEBASTIAN: Det var i hvert fald vigtigt. Jenny er meget skarp. Det var vigtigt, at hun ikke så det, jeg lavede, for så ville hun begynde at redigere sig selv. Hun ville performe foran kameraet ...

JENNY: Det ville jeg totalt.

SEBASTIAN: … og så ryger det autentiske, fordi filmen ville ændre Jenny, men den handler netop om hendes liv og tanker i øjeblikket. Det ville blive overkonstrueret frem for at være dokumentarisk interessant. Det ville ikke blive følt. Det ville dø, før det fik lov at leve. Filmen er blevet modtaget med kærlighed, fordi der er følelser på spil. Rigtigt mange kan se, at her er et menneske, som slår sig, men forsøger igen. De kalder hende modig.

JENNY: Selv om jeg ikke har gjort noget modigt.

SEBASTIAN: Jo, du har. For folk kan se, at det er ægte. At finde en dramaturgi i et liv handler om, at andre også kan mærke det, der sker. Vi er gået med følelsen frem for med dramatikken. Jeg er taknemmelig for, at hun har haft tillid til mig.

Ombudsmand
– Hvordan kunne I undgå at tale om det, Sebastian lavede i klippeprocessen? I filmen virker I meget fortrolige, men her kunne I vel så ikke være fortrolige.

JENNY: Jeg rejste en del på det tidspunkt.

SEBASTIAN: Jeg blev nødt til at få en klipper (Karolina Bengtsson, red.), som kunne være både min og publikums ombudsmand. Det gik op for mig, at det, jeg syntes var for privat og kedeligt, sommetider var noget sårbart, som viste Jenny mere hudløst. Karolina kunne sætte sig i publikums sted og mærke det, jeg måske ikke kunne mærke.

– Du havde brug for et andet blik?

”Ja og samtidig var det vigtigt for mig, at klipperen kendte til kunstverdenen som kvinde. Det gør jeg ikke selv, og jeg skal ikke sidde og skære en masse væk, fordi jeg er blind i forhold til nogle af de oplevelser, kvinder kan have. Jeg kan have en masse feministiske holdninger, men jeg har ikke levet i det.

– Nu når vi til en scene, jeg har glædet mig til: Instruktørens yndlingsscene!

SEBASTIAN: Hvilken scene er det?

– Dét skal du fortælle mig!

SEBASTIAN: Nårh, selvfølgelig. Det skifter hele tiden faktisk, men jeg har én favoritscene lige nu. Det er i slutningen af filmen. Efter Jenny har spillet i Det Kongelige Teater og for 15.000 mennesker i Vietnam, vil hun bare gøre en lille koncert fed for andre. Derfor går hun i Netto for at købe blomster til koncerten, og da hun ser blomsterne, jubler hun. Det viser, hvor begejstret Jenny kan blive i nuet. Jenny har en avantgardekunstners tankegang, men hun er også drevet af en spontan, ufiltreret glæde.

– Det er et interessant valg, fordi det er et omsorgsfuldt øjeblik. Fuldstændigt ligesom hele filmen er enormt omsorgsfuld.

SEBASTIAN: Det var måske det, jeg mente tidligere med, at billederne er udefra, mens lyden er indefra. Det er essentielt, for man er inde i musikeren Lydmors verden, mens billederne betragter hende.

– Uddyb lige det!

SEBASTIAN: Ét er, hvordan mit kamera betragter Jenny, men Peter Albrechtsen og Lars Halvorsens lyddesign kan søge endnu længere ind. Han miksede filmen, så lyden kan skifte urealistisk i forhold til, hvad vi ser. Lydene kan skifte alt efter, hvordan Jenny har det. Der er vandlyde flere gange, og en lampe tænder helt vildt højt, da Jenny er på Det Kongelige Teater. Sådan siger en lampe ikke, men det er sådan, den lyder for hende. Det skaber et mere intimt portræt.

– Så det er Jenny indefra og Lydmor udefra?

SEBASTIAN: Ja, og det er spændende, fordi det er urealistisk, men alligevel så nærværende, at det handler intenst om kunstneren. Det indre og det ydre bølger mellem hinanden.

Falsk dybde
– Det lyder mere kunstneriske end dokumentarisk og får mig til at tænke på, at jeg læste nogle af anmeldelserne, da filmen havde premiere. Her nævnes det i blandt andet Ekkos, at portrættet kunne være blevet dybere, hvis instruktøren havde givet sin hovedperson mere modspil.

SEBASTIAN: Jeg er ikke journalist. Tværtimod er jeg interesseret i den kunstneriske dokumentarfilm, og jeg er mere interesseret i at åbne op end at lukke ned. Konflikt er uinteressant i den her film.

– Hvad lukker man ned for, hvis man stiller modspørgsmål og konfronterer det menneske, man står over for?

JENNY: Hør lige her: Jeg stiller ikke op til Folketinget – jeg laver kunst. Se det, hvis du har lyst. Lad være, hvis du ikke har.

– Werner Herzogs bi havde nok stukket lidt mere til hovedpersonen?

SEBASTIAN: Jeg kan komme dybere ind i de sværere emner uden konfrontationer. Jeg synes, vi som samfund er for forhippede på konfrontation og kritik. Jeg tror, at vi kan blive klogere af at være i selskab med hinanden. Hvis du sidder sammen med dine venner og synes, de har en grim trøje på, spørger du ind til det frem for at angribe deres tøjvalg. Det konfrontatoriske er en form for falsk dybde.

– Kameraet skal støtte?

SEBASTIAN: Ja, hvis du lukker ned for de svære ting, bliver du på overfladen, men hvis du går med, får mennesker lyst til at være i selskab med dig.

JENNY: Jeg har ikke læst alle anmeldelserne. Men jeg synes, det er interessant, at hvis kvinder vil fortælle om deres oplevelser, er der noget galt. Det er misforstået, for når vi har været ude til forpremierer på filmen, har jeg mødt mange skrøbelige sjæle, som får lov til at spendere tid med noget, der handler om skrøbelighed. Det handler ikke om at blive kørt over, og derfor kan den her film give en oplevelse af, at her er et trygt rum. At frigøre plads til, at det er muligt, er et aktivistisk projekt.

SEBASTIAN: Jeg er helt enig. Vi skal kunne være i selskab med skrøbeligheden. Det er ikke et problem, at der findes konfrontationer. Problemet er, hvis det bliver præmissen for alt andet også. Jeg elsker graverjournalistik og udpenslende spørgsmål, men det er ikke ærindet med den her film. Der skal være plads til alle slags fortællinger, for hvis alt bliver lagt ind under de samme kriterier, bliver vi aldrig klogere.

Hænder i lydbølger
– Det er et godt sted at slutte, tænker jeg, med mindre I har mere?

JENNY: Det har været dejligt og sjovt, at vi har skulle tale om scenerne, men du har ikke spurgt, hvad min yndlingsscene er.

– Hvis vi har tid til det, vil jeg rigtigt gerne høre det.

JENNY: Jeg har meget behov for at rose lyddesignet, for det fik jeg ikke chancen for at sige noget om før. Der er et øjeblik, hvor jeg læser op af min bog. Her bevæger mine hænder sig nærmest i lydbølger.

– Jeg tænkte på en komponist, da jeg så scenen.

JENNY: Ja, måske, og den scene ramte mig virkelig, fordi lyddesignerne har forstået, hvordan det er at være inde i mit hoved. Jeg skrev og takkede dem, og Lars Halvorsens svarede, at de begge to er fans af mine album, og at de har mikset filmens lyd, som jeg har mikset mine album. Det er bare så rørende.

SEBASTIAN: Jenny lever i lyd. Følelser er lyd for hende. Lyden er både det sted, hvor hun er mest sig selv og allermest skrøbelig.