Jenny – en historie om Lydmor

Dokumentaren om Jenny Rossander, bedre kendt som Lydmor, bærer både hendes rigtige og performative navn.

Det giver et praj om, at Jenny – en historie om Lydmor er et intimt projekt, hvor vi kommer tæt på den 36-årige danske kunstner, der ikke bare er anerkendt elektronisk popmusiker, filmkomponist og forfatter, men også en stærk stemme for sin generation.

I musik og på skrift har hun behandlet de svære følelser efter et hemmeligt forhold til en gift mand, der ifølge Rossander misbrugte sin magt, gjorde hende til ”den anden kvinde” og drev hende ud i selvmordstanker.

Filmen åbner et særligt vindue til Rossanders kunstneriske proces, mens hun skaber albummet Nimue og skriver debutromanen Jeg har tænkt mig at skrige hele vejen – i begge bearbejder hun åbenhjertigt det traumatiserende forhold.

Vi følger hende fra en regnvåd koncert for et fåtal til en kæmpestor scene foran tusindvis af mennesker ved en festival i Vietnam.

Det er ikke ydre handling, der driver fortællingen, men hovedpersonens indre proces. Bevidst afstår filmen fra interviews og forklarende voiceover, fordi vi selv skal have mulighed for at opleve hendes kamp. Som når hun i øvelokalet prøver sig frem med sårbarhed eller vrede.

Særligt interessant er det at se hendes reaktion på forlagsredaktørens kritik, da denne vender tilbage med en masse røde streger og kommentarer til, hvilken retning bogen bør gå i.

”Der bliver ikke plads til mig i den her bog, fordi der skal være så meget plads til læseren,” siger hun oprevet over redaktørens forslag om at fjerne alle de steder, hvor hun forsøger at skabe kontekst og forklare sig. ”Han prøver på at slette mig fra den fucking tekst,” fortsætter hun, og man ville gerne have hørt mere om, hvordan den kreative proces frem mod bogens udgivelse tog sig ud.

Det er dog ikke filmens mål, ligesom den ikke interesserer sig for at give ordet til den mand, som Rossander beskylder for at have overbevist hende om en forvrænget virkelighed. At der også er et andet offer i affæren – mandens kone – omtaler hun ikke trods sin feminisme.

Valget om entydigt at formidle Jenny Rossanders synsvinkel er konsekvent. Der eksisterer en tydelig fortrolighed mellem hovedpersonen og instruktør Sebastian Cordes, der indledte et forhold under forberedelserne til filmen. Det åbner for komplekse dynamikker, som dog sjældent bliver italesat.

Sebastian Cordes er bedst kendt som bannerfører for en slow cinema-tradition, hvor langsommeligheden er med til at skabe eftertænksomhed. Der bliver rum til ro og poetiske scener, samtidig med at hovedpersonens slagkraftige betragtninger holder en konstant energi i filmen.

Kunsten bliver ofte set som en skrøbelig sag, der åbenbarer det mest sårbare i et menneske. Men man kan også bruge sin kunst som et sværd, der hugger løs, lyder en af Rossanders overvejelser.

”De ting, der er sværest at snakke om, er nemmest at lave kunst om,” tilføjer hun og kalder selvkritisk smerte for en lidt for nem vibrator at spille på.

Når hun sidder og siger det med en enkelt gul smiley på sine ellers sorte negle, får man indtryk af et menneske, der rummer mange kontrastfyldte følelser. Rossanders fandenivoldske attitude gør hende evigt fascinerende, mens hendes tørre humor udløser en befriende latter, netop som det hele truer med at blive for selvhøjtideligt.

Instruktøren kunne med fordel have givet hende modspil og derved gravet dybere ned i stoffet, men han vælger at forblive en blid flue på væggen. Hvilket giver dokumentaren sin egen styrke.

Impressionistisk glider vi fra øjeblik til øjeblik, båret af musikalske brudstykker og sublimt lydarbejde af Lars Halvorsen og Peter Albrechtsen. Det er en film, der bør opleves med høj volumen i en propfyldt biograf, og den fungerer som ideel opvarmning til en koncert med Lydmor.