Den mest loyale Dracula-filmatisering

26. maj er international Dracula-dag!

Datoen markerer det årlige jubilæum for førsteudgaven af Bram Stokers roman Dracula, der steg op af forlagskisten den 26. maj 1897 og har skræmt verden lige siden.

Medregner man hver eneste film, hvori en inkarnation af Dracula optræder – såsom en cosplay-Blacula i den biografaktuelle halloweengyser Whistle – er det verdens mest filmatiserede roman.

Den 1. juni 2026 udkommer Dracula i en ny dansk oversættelse af Jakob Levinsen. Ser vi bort fra diverse bearbejdede letlæsningsversioner, er dette den første danske nyoversættelse af romanen siden den første gang udkom på dansk i 1963 og var oversat af digteren Benny Andersen.

Andersens udgave er genopstået adskillige gange, hver gang med et nyt cover. I 1970 med Max Schreck som Grev Orlok i Murnaus Nosferatu (1922). Et valg for feinschmeckere i en tid, hvor de to bedst kendte fortolkere af rollen ellers var Bela Lugosi og Christopher Lee.

Bela Lugosi har aldrig prydet forsiden på en dansk udgave af romanen, men Christopher Lee kom på forsiden i 1989. Det skete med en lidt spøjs tegning, som kombinerer ansigtet og parykken fra hans tidligste, seriøse Dracula-film med den lapsede tøjstil fra hans Dracula-komedier. Og med hans blodskudte øjne farvet gule.

Coppolas indflydelse
90’erne blev eneste årti, hvor de danske Dracula-bogudgivelser fik en tidssvarende udformning, nemlig hele to forsider med Gary Oldman og Winona Ryder fra Francis Ford Coppolas storslåede filmatisering fra 1992.

Coppolas film blev under titlen Bram Stoker’s Dracula lanceret som den første trofaste filmatisering af romanen, men det var pr-humbug. Hatten af for, at den medtager mange detaljer fra romanen: brug af dagbogscitater og kredsen af Minas bejlere, ligesom Dracula introduceres som en svækket olding, der siden drikker sig ung og stærk i engelsk blod.

Omvendt afviger den markant fra romanen ved at gøre vampyrgreven identisk med den historiske regent Vlad Dracula – en fascinerende, men for længst modbevist teori fra 1970’erne. Og især ved at gøre fortællingen til en romance med Dracula som kærlighedshungrende antihelt på jagt efter sin reinkarnerede hustru.

Reinkarnationsstrukturen er en plotmekanisme fra H. Rider Haggards adventureroman She fra 1887, også genbrugt i film som Universals The Mummy (1932) og Dan Curtis’ tv-film Dracula med Jack Palance (1974), altså længe før Coppola læser James V. Harts filmmanuskript og tror, at idéen kommer fra Stoker.

Man kan dog ikke fratage filmen dens indflydelse. Næsten alle Dracula-versioner, især på teatret, har siden 1992 negligeret Stokers roman og i stedet kopieret Coppolas film.

Retro-trendy
Jakob Levinsens nye oversættelse af romanen udkommer fra Lindhardt og Ringhof med et cover, der ligesom Nosferatu-forsiden er for feinschmeckere: en jævn gul flade med titlen og forfatteren i rødt allerøverst.

Som et legeme af blodrøde skrifttegn begravet lige under overfladen i bleg hedejord, parat til at grave sig op. Faktisk er der tale om en trofast kopi af forsiden på Stokers engelske førsteudgave. Uden hverken vampyrgreve, ligkister, slot eller flagermus.

Inden man eventuelt erklærer forsiden for kedelig, bør man vide, at den er retro-trendy i en sådan grad, at Dior har brugt det samme gule design på en Dracula t-shirt, der koster 950 euro, samt to Dracula-håndtasker, en lille tote bag og en større Jet Messenger Bag, der kan erhverves for omkring 3.000 euro eller mere.

I alle tilfælde signalerer bogforsiden, at vi her har en oversættelse, der tilstræber at komme tættest muligt på Bram Stokers roman. Dermed er det oplagt at spørge, hvilke film- eller tv-adaptationer af Bram Stokers Dracula der er tilsvarende loyale?

Baby som foder
Et oplagt bud kunne være Jesús Francos El conde Drácula (1970), hvor Christopher Lee er den første til at spille Stokers Dracula, som han beskrives i bogen: med overskæg, med transformation fra gammel til ung og med replikker hentet direkte fra romanen.

Filmens begrænsede budget slap op, inden optagelserne var færdige, og har modarbejdet Francos tydelige ønske om at følge forlægget. Men det kalder på en vis respekt, at Klaus Kinski – typecastet som galningen Renfield – angiveligt spiste rigtige fluer.

De øvrige kandidater er alle tv-produktioner startende med den engelske antologiserie Mystery and Imagination, der i 1968 inkluderede et afsnit med Denholm Elliott som Dracula.

Manuskriptforfatteren Charles Graham gør en prisværdig indsats for at inkludere flest muligt elementer fra romanen og intet andet, men modarbejdes af en spilletid på kun 75 minutter og må kombinere karakterer for at få kabalen til at gå op.

Samme problem plager afsnittet i den canadiske antologiserie Purple Playhouse (1973), hvor Norman Welsh spiller Dracula. Afsnittet følger romanen, så langt den kan, men med en spilletid på langt under en time har man eksempelvis helt udeladt Renfield.

Også den tjekkiske tv-film Hrabě Drakula fra 1971 med Ilja Racek i titelrollen og en spilletid på kun 76 minutter udelader Renfield. Til gengæld medtager den sjældent sete detaljer såsom Draculas roma-håndlangere og hans brug af en baby som foder til sit harem.

Sammen med Drakula Istanbul’da (1952) og Scars of Dracula (1970) er det en af de tre første film, der som i romanen lader Dracula klatre insektagtigt på slottets mure. Hvilket Coppola i 1992 påstod, han var først med.

I øvrigt er Hrabě Drakula den første Dracula-film instrueret af en kvinde.

Den loyale kejser
Skal vi kåre et enkelt værk som den mest loyale filmatisering af Stokers Dracula, bliver vinderen BBC’s tv-film Count Dracula (1977), skrevet af Gerald Savory og instrueret af den to gange BAFTA-belønnede Philip Saville.

Vampyrgreven spilles af Golden Globe-nominerede Louis Jourdan over for Frank Finlay som Van Helsing, Susan Penhaligon som Lucy, Judi Bowker som Mina og Jack Shepherd som Renfield.

Der er dog enkelte afvigelser. Mina og Lucy er blevet søstre, mens Quincey P. Morris og Arthur Holmwood er slået sammen til én karakter ved navn Quincey P. Holmwood.

Også slutningen afviger fra romanen, fuldt forståeligt, idet Stoker her synes at have glemt, hvad han tidligere har ladet Van Helsing sige om, hvordan Dracula skal dræbes.

Men den vigtigste afvigelse er Louis Jourdans polerede perfektionisme i titelrollen. Vi ser aldrig hans Dracula som gammel og fornemmer aldrig for alvor hans indre, umættelige rovdyr, som især Christopher Lee forstod at kanalisere.

Helhedsindtrykket kan dog ikke fornægtes.

Selv i dag, et halvt århundrede senere, overgår BBC’s Count Dracula stadig alle andre Dracula-filmatiseringer, hvad angår at medtage flest mulige elementer fra forlægget og iscenesætte alting i overensstemmelse med Stokers intentioner.

Dracula er vampyrernes blodtørstige konge, men BBC’s Count Dracula er Dracula-filmatiseringernes loyale kejser.