Evil Dead Burn

Evil Dead Burn er en mærkelig titel. 

Ond død brænd? Ondskab afdød forbrænding? Onde døde brænder? 

En poetisk dobbeltbetydning ulmer gennem filmen. Dels fordi handlingen kulminerer i et drabeligt inferno, dels fordi filmen selv brænder af inspiration: et filmisk flammehav af billeder, der tænder et bål af begejstring i beskuerens hjerte. 

Antageligt er det nok bare meningen, at titlen skal associere til helvede, hvorfra onde mennesker på film har det med at vende tilbage. 

Umiddelbart virker filmens personer ikke specielt onde, selv om ægteskabet mellem Alice (Souheila Yacoub) og vredladne Will (George Pullar) bestemt er dysfunktionelt. Men hæng på, alting skal nok blive fælt på den mest forfærdeligt skadefro splatterfilmfacon. 

Efter en prolog med fiskekroge, undervandszombier og lemlæstelse i en kogende skovsø har Will et skænderi med Alice og dør straks efter i en bilulykke. 

Da bilen ruller rundt på asfalten, ruller kameraet med, som man ville forvente, hvis filmen var instrueret af den unge Sam Raimi tilbage i 1981. Da Raimi brød igennem med debutfilmen The Evil Dead, var hans kameraarbejde præget af sådanne spilopper. 

Instruktøren bag seriens sjette film er franske Sébastien Vaniček, der tidligere stod bag edderkoppegyseren Vermines (2023), som herhjemme havde premiere på horrorfilmfestivalen Blodig Weekend. Vaniček besidder ikke Sam Raimis lune og nostalgiske tilgang til materialet, men som billedmager er han mindst lige så vital. 

Efter Wills bisættelse samles Alice i et afsidesliggende hus med sin svigerfamilie: Wills mor (Tandi Wright) og far (Erroll Shand), hans forvirrede bedstemor (Maude Davey) samt broren (Hunter Doohan) og dennes kæreste (Luciane Buchanan). 

Uheldigvis er huset også samlingssted for onde kræfter. De manifesterer sig ved at besætte levende og døde, som derved forvandles til deadites, seriens betegnelse for zombier. 

Esoterisk viden om uvæsenet formidles via en stemme fra en spolebåndoptager og optegnelser i en skjult notesbog. Det står hurtigt klart, at den eneste vej til sejr går gennem den såkaldte kandariske daggert – et fiktivt våben, hvis navn trækker på virkelige mellemøstlige dolketyper som khanjaren, der blandt andet kan ses i Davids Samling. 

Evil Dead-serien forbindes ofte med forfatteren H. P. Lovecraft, ikke mindst fordi hans fiktive grimoire, Necronomicon, spiller en central rolle i filmene. Den første Evil Dead-films mest direkte inspirationskilde var imidlertid næppe Lovecraft, men snarere det beslægtede plot i monsterfilmen Equinox fra 1970. 

Equinox var inspireret af Jacques Tourneurs Night of the Demon (1957), en fremragende filmatisering af M.R. James’ novelle Casting the Runes. Som titlen antyder, handler novellen om runemagi. Vikingernes magi. Vores magi. 

Evil Dead-universet har med andre ord sit ophav hos os. Danske arkæologer har da også fundet spor efter enorme fæstningsanlæg, som har forvirret forskerne. Men for enhver horrorfan tydeligvis har været beregnet på at indespærre farlige danske deadites. 

Evil Dead Burn lader elegant handlingen bevæge sig fra husets kælder op gennem etagerne til taget og så ned igen via skorstenen. De enkelte plotelementer er i sig selv ret traditionelle. Magien ligger i iscenesættelsen, hvor hvert eneste skud vidner om kreativt overskud, som vi også kender det fra mesterinstruktører som eksempelvis Orson Welles, Krzysztof Kieślowski og Terrence Malick. 

Dog uden skyggen af fine fornemmelser, når det skrues op for lemlæstende indslag. Én efter én forvandles de sørgende familiemedlemmer til deadites i et blodigt mønster af løfter, traumer, liv, død og efterliv. 

Samt som sagt: ild!