The Invite

I en mondæn lejlighed i San Francisco får et bittert, fastlåst ægtepar deres frigjorte, bollelystne overboer til middag. 

Olivia Wildes tredje spillefilm som instruktør blev årets store hit på Sundance-festivalen i januar: et stridbart kammerspil, der tydeligt bærer teatrets præg, men som Wilde omsætter til film med effektivt, medfortællende sprog og sprudlende pingpong mellem fire veloplagte stjerner. 

Instruktøren selv spiller den hjemmegående, neurotiske Angela over for Seth Rogens vrisne musikprofessor Joe. Mens Penélope Cruz selvsikkert styrer middagen som sexologen Pína med Edward Norton som sin hengivne kæreste, Hawk. 

Det ene par er lige så miserabelt kævlende, som det andet fremstår provokerende lykkeligt – helt i tråd med det Oscar Wilde-citat, der indleder filmen: ”Man bør altid være forelsket. Det er grunden til, at man aldrig bør gifte sig.” 

Angela er jaloux over Pínas højlydte orgasmer, som de begge har hørt gennem loftet – hun med beundring, Joe med indestængt raseri. Så han er alt andet end begejstret, da han kommer hjem og finder Angela travlt optaget af at forberede en parmiddag, han intet kender til. Hun har fyldt op med ost, jamón og endda et dyrt, nyt tæppe. 

Deres tolvårige datter er tørret af på en veninde, og en soufflé står i ovnen. Joe får akut ondt i ryggen og lægger bestemt ikke sin fjendtlighed på hylden, da gæsterne ankommer. 

Der findes utallige variationer over formlen ”den forfærdelige parmiddag”, og meget sigende er The Invite selv et remake af det spanske lystspil Sentimental – faktisk det femte på seks år! 

Modellen minder om den, Dagur Kári bragte til Danmark med Hygge!, som var genindspilning nummer 24 af den italienske Perfect Strangers. 

At dømme efter trailerne spiller flere af de øvrige versioner aftenens afsløringer og ansigtstab op til en langt bredere og plattere affære. The Invite derimod placerer sig et sted mellem den ætsende intensitet i Hvem er bange for Virginia Woolf? og Woody Allens raffinerede ægteskabskomedier. 

Manuskriptet af Rashida Jones og Will McCormack bugner af skideskægge replikker, men lader også Joe og Angela afsløre deres egen skuffelse over livet for hver eneste fornærmelse. 

Han drømte engang om at slå igennem i indierocken, hun værner om frustrerede kunstnerdrømme. Og det er ikke kun publikum, der ser, hvor trætte de er af hinanden – Pína og Hawk fanger det med det samme. 

De udfordrer parret ved at italesætte de åbenlyse problemer, men har også et frækt tilbud, som måske kan være løsningen … 

Joe er med sine bistre spydigheder tæt på Seth Rogens vante repertoire, men den giftige dynamik med Olivia Wildes Angela fremkalder også en rørende følsomhed. Hun er et sitrende nervebundt, der slår knuder på sig selv for at gøre et godt indtryk, lige indtil parrets frustrationer vælter over og rammer Penélope Cruz og Edward Nortons overlegne overboer. 

Olivia Wilde iscenesætter trakasserierne som en boksekamp i sin hidtil bedste film efter den charmerende teenagekomedie Booksmart og rodede, sci-fi-feministiske Don’t Worry Darling. Her er hun på selvsikker grund og orkestrerer filmens dans om sexnormer og kønsroller med både komisk flair og dramatisk præcision. 

Mange film fra teaterverdenen burde være blevet på scenen, men The Invite udnytter filmens virkemidler til fulde. 

Det gælder alt fra kostumer og scenografi til klipning, ikke mindst i den energiske, indledende splitscreen-montage til Fabienne DelSols retropoppede cover af klassikeren I’m Confessin’. Sangen vender senere tilbage og sætter trumf på en afgørende scene i den eskalerende, overraskende sædekomedie.